Visse genrer stiller høje krav til lytteren, og ZRN giver ikke ved dørene på deres dark-ambiente Swim. Med udgangspunkt i svømmeturens metaforik droner bandet sig ind i en kold, klaustrofobisk verden som til tider virker til at søge mere at støde fra end at invitere ind.
Over fem numre bliver vi taget igennem en klaustrofobisk svømmetur. Pressematerialet omtaler at pladen handler om det skæbnesvangre i at lade sig forføre af ’en farlig person’, om overgreb og om at komme videre.
Med titlerne på de fem numre bliver metaforikken tydelig, mens meningen bag, som nævnes i pressematerialet, nok udebliver med mindre man læser lidt om værket.
Især da kvindevokalerne leveres med så meget effekt, at det kan være svært at dechifrere, hvad der synges.
Tracklisten ser ud som følger.
Across
Deep End
Diving Off
Slow Affection
Dry
Længst er svømmeturens første nummer, der folder sig ud over godt 12 minutter. Det er ret uavanceret, hvor elektroniske soundscapes udfoldes over laaang tid. Det lyder som et par vintage synths, der bliver leget med og det nærmeste vi kommer en taktfornemmelse de første tre-fire minutter er nogle bevægelser op og ned i dynamik og drone-tonerne. Meget mere struktur kommer der ikke på det, da bækkener kommer ind herefter og først når vi når hen på den anden side af otte minutter, hvor en guitar sætter ind, får vi en taktfornemmelse.
Det er stemningsfuldt og jeg har hørt nok ambient i min tid til at vide, at det nok er unfair at stille krav om at det skal være hurtigere, mere indholdsfyldt og inspirerende.
Det er nok pointen, at det skal være langt og iscenesættende. Det er dog lidt trist og klaustrofobisk.
Teksten kommer ind efter ca ni minutter og er en doven, laid back kvindevokal. Apatien lyser ud af udtrykket, og hvis vi bliver i svømmehals-metaforikken, så er fornemmelsen af en ikke-opvarmet, forladt svømmehal ret veletableret. Lidt som en tom legeplads med gynger, der i slow motion svinger i vinden. Creepy!
Forventer man så, at der kommer mere gang i den som pladen udvikler sig, tager man fejl.
‘Deep End’ bliver mere voldsom i sin fuzz-agtige guitar og nogle ret kantede breaks – stadig med vokal der i apati repetitivt klager ”You’re the one that I want” og ”My heart” i refrænerne. Mere voldsomt, mere effektivt – men stadig med en kulde og apati over hele projektet.
‘Diving Off’ bliver ikke den energiudladning, man kunne have håbet – og lad mig bare spoile her og sige, at de to resterende numre heller ikke gør det.
Nummeret bæres af tunge, enkeltstående klavertoner og uhyggelige synths (eller er det trommestikker gnedet over bækkener?) og strygere. Det er det første nummer, der decideret minder om…en sang?
‘Slow Affection’ benytter igen tunge, tunge nærmest ’slag’ på en guitar med masser af distortion og understreger, at ZRN ikke søger det mest sofistikerede udtryk her.
Det er faktisk ganske primitivt meget af materialet på pladen, og det fungerer – Sort of.
‘Dry’ lukker ned og domineres af klagende vokal, der her og der bliver helt Karin Dreijer-agtig, men som de fleste andre numre har nummeret mindre præg af at være en sang, end en form for kollage.
ZRNs Swim er ikke et lettilgængeligt værk. Og selv om det i al sin enkelhed er ganske effektivt og fremkalder nogle (ofte ubehagelige) associationer, så ender det med at mangle noget, når det kun anskues som lyd. Det kommer til at virke som noget, der kunne blive løftet gevaldigt af nogle visuals – hvilket jo er pænt svært, når vi kun har lydsiden.
Det er musik og en genre, der har die-hard-fans derude. Og der skal nok være lyttere.
Disse lyttere vil få sfærisk oplevelse og et klaustrofobisk værk, hvor der ikke er plads til mange smil. Store dele af pladen er skåret så meget ind til benet, at man tænker at enhver med et keyboard/en distorted guitar / en tromme / en vokal-effektbox kunne gøre det efter.
Det er dog unfair – især fordi de ikke har gjort det. Men står man og har lyst til at blive suget ind i en kold, forladt svømmehal (som nok er et metafor for depressionens tomrum), så er Swim et godt bud.
Det er svært at se, hvornår man skulle finde denne plade frem igen – hvis det altså ikke lige var fordi man havde nogle fede, sort-hvide visuals med vand som tema…
Tre stjerner for en interessant men også meget besværligt tilgængelig plade.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
