Danske Zoo Me Now har fart i stængerne på deres første EP, One Day. Fart over hardrock feltet er der, med et velspillende band ved rattet. EP’en udkom for 2 år siden, men bandet er snart aktuelle med en ny EP, High On Speed, der udkommer d. 18/4 (anmeldelse følger snarest), så vi ræser lige lidt tilbage i tiden, da vi aldrig fik anmeldt denne EP i første omgang. Vejene er umiddelbart velkendte, stilen afprøvet og uden de store satsninger – men det fungerer og er svært ikke at blive revet med af.
Og det kommer endda fra en som blankt må indrømme, at den form for hardrock, som Zoo Me Now helliger sig, ikke lige er hans normale favoritgren af genren. Vi taler højoktan rock, uden de store ridser i lakken, masser af energi og gå-på-mod, et vist radio potentiale, hvor det hele egentlig klikker og lyder “rigtigt” – men jeg savner et eller andet. Det er en stil der hurtigt kan forfalde til stil over substans i mine ører, MEN, Zoo Me Now lyder faktisk som om der gemmer sig mere under overfladen, når man kommer under den fine polish og glansen – og så er min nysgerrighed vakt.
Godt og velsmurt lyder det sgu’, det de 5 gutter i bandet får leveret over 3 numre, der alle afvikles tempofyldt, med varierende grader af fart og drive. Udlægget er “Die For Me”, der næsten virker som om den køres lidt for meget i stilling til, at være singlen/hittet. Den rummer åbenlyse hitkvaliteter, som den ultra catchy melodi, et effektivt omkvæd, og en pumpende grundrytme, der bringer minder om bølgen af bands der skyllede ud fra de britiske øer i start/midt 00’erne (Franz Ferdinand, Arctic Monkeys, etc. – såfremt de spillede hardrock, hvis I kan følge mig).
Det er virkningsfuldt, svært at sidde stille til og har en fræk og frejdig energi, der er meget svær at modstå. Men jeg kæmper samtidig med min indbyggede modstand mod musik, som jeg føler trænger sig lidt for meget på, prøver at tage mig i hånden, hive mig ud på gulvet og diktere tempoet, uden at jeg får lov til at have en mening – fordi der bare presses på og presses på. Jeg dansede heller ikke så meget med tøserne til skolefesterne i 7.-9- klasse, hvis I spørger om det. MEN, men, men, for det er blevet en “men” anmeldelse, det til trods, så skulle man være døv eller ualmindeligt stædig og stivnakket, hvis man ikke ville indrømme, at det her faktisk fungerer og rykker ret så glimrende for Zoo Me Now.
Heldigvis, når jeg lige får vristet mig fri af sangens faste greb, føler jeg ikke at der er noget kalkuleret skabelontænkning over sangskrivningen, hverken her eller på EP’en generelt. Det virker ikke påtaget eller udspekuleret – faktisk virker det meget autentisk og naturligt det bandet foretager sig, selv om man aner en formel for det hele, som er brugt før. Tror bare ikke det er noget bandet egentlig har tænkt over, eller i, de spiller bare den rock, de kan lide – og så er vi gode venner igen!
One Day peaker for mig på andet nummer, “Let Me Burn”. Tempoet er lige nedjusteret en anelse, men til gengæld virker nummeret mere jagende, med en snert af desperation, især i det fine vokalarbejde. Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, men det her fungerer bare lidt bedre for mig, måske synes jeg den fartglade hardrock virker knap så pågående som åbneren – så jeg ikke føler mig lidt trængt op i en krog, og i stedet kan lade mig rive og flyde med ud på rockens 4 sporede motorvej? Nedrullede vinduer, sol på himlen, klampen godt i bund og ud mod horisonten og friheden. Slet ikke en tosset følelse.
Zoo Me Now lukker med titelnummeret, en lidt mere kras sag med en let punk’et attitude og følelse, men stadig med en ganske medrivende og insisterende melodi i centrum. Det klæder egentlig bandet at blive lidt mere grove i kanten og hårde i filten, men det tilsidesætter så naturligt nok lidt af det, som de er rigtig gode til i de 2 første numre – de møghamrende fængende melodier. Det er dog stadig ret smittende, bare med lidt mere rusk og ryk.
Allright, ingen tvivl om at Zoo Me Now har styr på sagerne, kan spille som gjaldt det livet og har en eller anden elementært fængende rastløs live-energi over sig. Stilistisk er vi ikke helt på samme side i den store rockhåndbog, men det skal selvfølgelig ikke ligge dem til last, at de vil noget andet end undertegnede normalt synes om. Tværtimod skal de roses for, at jeg kom op af stolen, ikke for at prøve på at stikke af, men for at vippe lidt med, med foden!
Af og til kan man blive fristet til at forfalde til en standardiseret høflighedsfrase som, “jeg tror egentlig hellere jeg ville se dem live…”, når man lige synes man skal slutte af med lidt mere ros – men ikke rigtig kan finde på mere godt at sige. Men i dette tilfælde mener jeg det (ama’r halshug) – jeg tror jeg kunne blive high on speed ved, at opleve Zoo Me Now på en scene, hvor jeg får hele pakken med og ikke blot det vellydende lydspor.
Vi ender på 4 stjerner med pil opad.
Af Ken Damgaard Thomsen
Drøn forbi Zoo Me Now på Facebook
