Slag i suppen! Bajer- og stonerrock lever i bedste velgående og Zeup viser på Blind over fire numre, at det hele ikke behøver at være så sofistikeret, når man bare har energien og udtrykket på sin side.
Hos Zeup (udtales ’soup’) holdes der fast i rockens dyder om at skrue op for energien, intensiteten og så lade eftertanken være noget, der opstår, hvis den ellers kan følge med.
Det fungerer. Ikke mindst fordi lyden, energien og leveringen sidder i skabet hos Zeup.
Det er ret enkel musik. Soloer – guitar såvel som bas – er med en enkelt undtagelse enten høvlen af groovet eller kopierer sangens melodi. Det fungerer, selv om det ikke på nogen måde kan kaldes sofistikeret. Det er ’bare rock’ og hvor mange bands forfalder til at skrive alt muligt om deres ’no non-sense’-tilgang i pressematerialet, så viser Zeup det mere i praksis end i kommunikationen. Stærkt!
Det er nu ikke fordi, der ikke er noget på hjerte. På ‘Who You Are’ afsluttes refrænet med
Don’t apologize
for who you are
– hvilket jo nok kunne stå som et slogan på en selvhjælpsbog, men bliver leveret oven på et stærkt Sabbath-agtigt groove/riff og med en vokal, der sidder lige skabet.
Bandet nævner i øvrigt selv 70er-rocken som referencepunkt og skal vi putte genre på, vil det nok også være hard-rock mens lyden også kunne være lidt ørken-rockagtig.
Jeg kalder det bajer-rock og gør det i absolut bedste mening, for der er mange positive ting at sige om musik, der minder os om hvordan det er at stå foran en scene, mens håret flyver. Eller; hvis jeg skal være helt ærlig, stå nede bagerst med korslagte arme ’fordi lyden er bedst her’.
Anyway. Pointen er, at Zeup på Blind formår at male et godt billede af, hvordan bandet lyder live. Og det kilder alle de rigtige steder, giver lyst til at gå ud igen og så længe musikken spiller måske skrue hovedet lidt af og lade sig rive med af riffs, grooves og energien.
Titelnummeret er det tungeste bud og trækker i retning af pre-metal i sit rolige, tunge tempo og med sine seks minutter får den også noget af det episke præg, der synes at have defineret rocken i den tungere ende i 70erne.
Ja, det er også her, vi får EPens eneste regulære guitarsolo, som falder efter et breakdown, hvor nummeret ellers virker til at slutte. Er vi i tricks-afdelingen? Måske, men det falder også i kategorien ’genretypisk’ og fungere ganske glimrende.
Alt i alt har Zeup begået en virkelig hæderlig EP. Det er decideret imponerende, hvordan tre mand fylder så godt i lydbilledet, men det er måske også deri, en del af kvaliteten ligger. I evnen til at få det hele til at lyde lidt tilbagelænet. Samtidig med at det er tight.
Under alle omstændigheder er Zeup et godt bekendtskab, der får det til at få en efterhånden noget Corona-træt cirkushestsanmelder til at lugte savsmuld.
Vi må håbe, det vil lykkedes at se bandet live snart. På EP gør de sig i hvert fald fremragende!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
