Kan man lave world-inspireret rockmusik med en for genren atypisk ultra-komprimeret lyd? Zebu Zarina udøver netop denne tryllekunst, men for al deres dygtighed, danseappeal og legesyge strander EP’en ironisk nok lidt på dansk etnicitets-islæt.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har en soft spot for Zebu Zarina. Jeg har hørt bandet et par gange, og deres liveudtryk har altid været utrolig charmerende.
På indspilning kan man dog (måske heldigvis?) ikke høre denne live appeal, og debut-EP’en kan derfor anmeldes ’som den er’.
Og den er både interessant og veludført. Lyden er for genren underligt komprimeret og leder man efter et tight band, behøver man ikke kigge langt, når man har stiftet bekendtskab med sekstetten.
Der er godt smæk for skillingen og både gatede/komprimerede guitarer og bas men så sandelig også det karakteristiske blæs leveres skarpskåret – så man næsten kan skære sig på det. Over tre numre formår Zebu Zarina at levere en variation og imponerende mænge detaljer, der gør EP’en til et ganske lytteværdigt værk.
Der er taget nogle ret specifikke valg med hensyn til lyden; den førnævnte komprimering af akkompagnementet medfører, at vokalen ligger en smule ’oven på’ eller ’uden for’ lydbilledet.Den leveres for øvrigt med et vist overskud, hvilket går hen og bliver et problem. Hvorfor skal jeg vende tilbage til.
Der gøres brug af mellemøstlig tonalitet og allerede i åbningsnummeret, ‘Dying Slowly’, får vi også distancerede kor-stykker, der sender tankerne mod råb fra minareter. Men hele tiden sørger bandet med stramt spil og komprimeret lyd at understrege, at de er mere end det klassiske ’skraldede’ balkan-ensemble.
‘All Alone’ sætter et andet, hæsblæsende tempo, hvor blæserfigurer følges af guitaren (eller er det omvendt) og alla breve-bridgen bliver et sejt break down. Særlig stærkt står det, når forsanger Mikkel Werling i refrænet går i falset og presser stemmen lidt. Og da refrænet slutlig repeteres, foregår det med et råbekor i baggrunden. Måske lidt billigt, men ret fedt! Især da nummeret lukker ned med regulært blæser-fræs.Til andre tider er det lidt stramt med lead-vokalen. Hvorfor vender jeg tilbage til…
Det tredje og sidste nummer, ‘Cute Little Puppet’ lægger roligt ud og vi får en nærmest storby-støvet trompet ind over den første, balladedeprægede halvdel af nummeret – inden det skifter karakter og går over i en mere hakkende, skarptskåret fremføring af akkompagnementet. Zebu Zarina er i den grad et band, der kan spille potent – og få de akustiske instrumenter til at trække på denne hammel.
Tre numre virker ikke langt og man kunne faktisk godt have ønsket sig et par numre mere. Alle numre har dansepotentiale og er interessante nok til, at man også lytter til dem og ikke bare fortaber sig i energien – eller endda får lyst at svinge håret.
Men der er en anke. Og ironisk nok for et band, der trækker på world music-genren så er der én ting, denne genre ikke rigtigt kan bære: Engelsk vokal med dansk accent.
Og det er pisse unfair og vel nærmest racistisk. For stort set alle andre accenter end dansk havde været et interessant input til et band, der spiller ’world’. Islandsk, ja, russisk, ja, scouse, ja – hell, selv tysk accent kunne have noget cool over sig. Men der er noget udpræget anti-eksotisk over at teksterne fremføres med ret tyk dansk accent.
Og i kombination med at de i mixet ligger lidt ’uden for’ den øvrige lyd bliver det meget påfaldende. Og det er egentlig ikke for det; numrene er bygget op på en sådan vis, at der er ret meget fokus på teksterne – men fokus ryger desværre lidt over i irritation over udtalen.
Oven i dette oplever vi kun få gange at Werling udfordrer sin stemme (som nævnt er et det helt godt, når han går i falset) – og det overskud, der synes at ligge bag, kommer til at tage en del af udtrykket fra de ellers så vægtige tekster. Idét at teksterne leveres med dette overskud sniger en mistanke om at de ikke er så dybtfølte ind. Og det er ærlig talt lidt ærgerligt – for det er både godt musik- og tekstmateriale.
Ja, jeg kan godt lide Zebu Zarina og jeg elsker at de på deres debut-EP har valgt at styre uden om clichéer i balkan-genren (som jeg egentlig har det lidt stramt med i forvejen) og prøvet at lave deres egen lyd og give smæk for skillingen. Hurra!
Men den snubler altså her med udtalen og udtrykket i vokalen. Så dette bliver en trestjernet anmeldelse, som jeg egentlig godt kunne finde på at finde frem igen – men som jeg også vil ærgre mig en lille smule over detaljerne i, når jeg gør det…
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
