Yung er godt på vej op gennem rækkerne med en række roste koncerter på cv’et, nu er de aktuelle med en ny EP, hvor de unge punkere (med mere) indfrier en stor del af forventningerne.
Der er så mange genrer, og for at beskrive Yung, kunne man hurtigt falde i fælden med at opfinde nye betegnelser. Skræk-scenariet er årets SPOT-festivalprogram, hvor nærmest hvert band havde deres egen genre-beskrivelse, hvilket gjorde sikkert ellers velmenende beskrivelser ubrugelige.
Lad os bare sige, at Yungs EP, These Thoughts Are Like Mandatory Chores ligger inden for genren punk – af den slags, hvor guitarlyden er toppet og numrene godt må vare lidt mere end to et halvt minut. Lad mig starte med at sige: Det er godt, originalt og energisk.
EP’en åbner med det bedste nummer, “God”, og man skal være underligt kynisk for ikke at blive godt gammeldags glad i låget af den udladning af 4/4-derudaf. Der er endda radiopotentiale.Selv om EP’en ikke holder samme ligefremhed over de seks numre, så er kvaliteten og variationen – plus en stærk indspilning/produktion – nok til at tage stikkene hjem et langt stykke hen ad vejen. Yung er, som navnet indikerer, et ungt band. Drivkraft og frontmand Mikkel Holm Silkjær er så vidt vides blot 21 år og den ungdommelige energi lyser også ud af pladen. Uden at det lyder uerfarent. Overhovedet.
Lyden er ekstremt checket, kontrolleret og minder mig på én gang om danske post-punk (argh! genre!) fra starten af århundredet og nutiden.Måske er det også EP’ens hæmsko – når der går for meget ‘post’ i punken: To numre sniger sig over seks minutter, og var en del af mine gennemlytninger ikke foregået bag rattet på de jyske motorveje, kunne det godt være, at jeg havde fundet det lidt unødvendigt at tæske de samme to akkorder i flere minutter. Men så igen: Yung tager den hjem på spilleglæde og energi.
Og med det slipper man fra rigtig meget. Uden at kæden sådan helt falder af, hænger der dog et spørgsmålstegn over nummeret “Offshore” (ét af de lange), hvor der forsøges med en noget ubehjælpsom guitarsolo over de evigt repeterende akkorder. Der er i hvert fald ingen stor guitarist gået tabt her, men der er den så igen: Det er ungt, naivt – og tager helt enkelt point på charme. For grov charme er også charme!
For at det ikke skal være løgn, så slutter EP’en med en ballade, “Too good for you”, som igen må siges at fungere glimrende i sin skrabede guitarlyd, simple keyboard og indigneret fremførte vokal. Det er stille og roligt pisse godt.
I den sidste ende vil jeg mene, at Yung er allerbedst når numrene holder sig under tre minutter, og at et enkelt længere, mere spaced nummer nok havde været mere passende end to på EP’en. Men jeg forestiller mig, at både de korte energiudladninger og de lange numre må gøre sig afsindigt godt live (hvilket mine med-skribenter fra GFR, der har set dette, kan bekræfte) (vi er faktisk ikke helt blæst bagover, red). For lyden virker på mange måder live-ærlig.
Lad mig slutte (endnu en gang?) med at prise EPen som medie. Rigtig meget musik fungerer bare rigtig fint på dette medie, og til trods for de to lange tracks, så vil jeg også mene, at Yung med These Thoughts Are Like Mandatory Chores har formået at styre uden om noget af den monotoni, et fuldlængde-album kan få.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Yung på Facebook
