Det er nu tre år siden You Me At Six sidst udsendte et album, det sublime Sinners Never Sleeps, som så bandet fortsætte den vækst og modning de havde taget de spæde skridt til på anden skive Hold Me Down. Mere komplekse strengfigurer, tungere sange, bedre variation mellem numrene, samt gæstevokaler af blandt andre Oliver Sykes (Bring Me The Horizon) og Winston McCall (Parkway Drive). I det hele taget et mere modent og rocket You Me At Six, var noget som gik i hjertet på mange fans, deriblandt undertegnede, og satte aftryk som en af mine personlige favoritter indenfor den poppede ende af rocken. Så det var med et smil på læben og gode forventninger, at jeg smed Cavalier Youth i maskinen.
Desværre forduftede smilet stille og roligt fra læberne gennem de ca. 41 min. albummet varer, hvorimod de sidste to skæringer begge virker til at have et formål og en bagtanke i ryggen, samt en god bunke vokseværk i front. De kære briter har i denne fjerde albumomgang glemt både formål og rock-attituden på landevejen.
Album åbneren, “Too Young to Feel This Old”, starter ellers solidt ud, og man må fra første sekund tage hatten af for Neil Avrons (New Found Glory, Yellowcard, FOB etc.) stramme produktion, som giver bandet en stor, flot og fyldig stadionlyd. Kombinationen af en lækker lead-guitar, solide rytmer, Josh Franceschis velklingende vokal og relaterbare lyrik om at komme igennem livets prøvelser, er der lagt op til feel-good-festival-hit of the summer.
Den bliver efterfulgt af sidste års single ”Lived A Lie”, der er en ganske udemærket ørehænger, med et lige lovligt teenagepoppet ”We are believers” gruppekor som outro. Tredje track er den overordenligt veludførte Fall Out Boy-inspirerede ”Fresh Start Fever”, der virkelig byder op til dans. Den river dig ind fra start med klaver, der fortsætter over et solidt og spændingsfyldt vers, som munder ud i albummets måske mest solide hook: ”Cause it’s a fresh start fever, do really wanna be here, welcome to the future, dream a little bigger”.
Desværre formår You Me At Six ikke at følge deres eget råd om at drømme større – herefter er der temmeligt langt mellem snapsene. Den ene gennemsnitlige poprock-sang følger den anden, proppet til randen med uuu-ahhh-vokaler, gennemtæskede akkordrundgange og kedelig lyrik om at komme igennem livets prøvelser, ulykkelig kærlighed og hvad der nu ellers får teenagehjerter til at stå i lys lue. Enkelte solide lyspunkter dukker op undervejs, som den Foo Fighters-inspirerede ”Room To Breathe”, der giver Josh lov til at vise hvor stærk og rå en stemme han har, samt den effektive midtempo rocker ”Loved Me Like You Used To” og den behagelige albumlukker ”Wild Ones”.
Der er desværre bare ikke nogen af dem, der rigtig bryder nye territorier for bandet, og alle sangene, velkomponerede som de er, ligger (nogle gange skræmmende) tæt op af skæringer på deres tidligere udgivelser, men lader i sammen vending til at have kastet det meste af rockattituden af undervejs.
Et lillebitte skulderklap skal de dog have for ”Interluded” og ”Be Who You Are”, der med sin hyggelige stemning og akustiske beat rock vibe kunne have været et glimrende afbræk fra poppen…. Hvis de bare havde gidet at skrive den færdig. I stedet ender den som en uheldig blanding mellen et interlude og en færdig sang, der i sidste ende ender som spildt potentiale, som falder på sin form.
Albummet som en helhed er bestemt ikke dårligt. Det lever bare ikke op til forventningerne, jeg har haft, efter deres effektive udvikling over de sidste tre album. En stram produktion og nogle enkelte fuldtræffere hiver lige akkurat albummet over dumpegrænsen, men heller ikke meget mere end det. Det hele er bare for formålsløst, for kedeligt og, ja, gjort før. Det ender derfor som et album man hygger sig med i de små tre kvarter det varer, men hurtigt glemmer igen. Er man fan af You Me At Six, skal man nok finde nogle perler på albummet, men skeptikere vil næppe bliver overbevist.
Anmeldt af Christian ”Hank” van A. Bjerke
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
