Ud af tågen omkring Eugene, Oregon kryber YOB langsomt frem og trækker et dybt spor efter sig, imens de med deres tonstunge doom metal åbner alle porrer i éns krop og døren ind til sindet.
What is reality?
Obviously no one can say, because it isn’t words
It isn’t material, that’s just an idea
It isn’t spiritual, that’s also an idea
Time to wake up!
BANG, og endnu en doom-lavine vælter en i møde godt 12 minutter inde i åbningsnummeret “In Our Blood”, efter den ovenstående talte tekst (et brudstykke af et citat fra Alan Watts, så vidt jeg kunne google mig frem til. Læs mere om den spacey fætter her), hvor musikken kun har svævet antydende og nedtonet mellem sætningerne, så det hele lyder som et ekko fra en sær verden hinsides.
Sådan er det med YOB, det er atmosfærisk doom, der veksler mellem passager, hvor ens tanker kan vandre i det transcenderende lydbillede og kaskader af soniske uvejr, der får ens krop til at knirke og svaje som et træ fanget i en orkan, imens hjernen blæses tom for tankegods. At det kræver koncentration, er vel nærmest ikke nødvendigt at skrive, men med 4 numre fordelt på cirka en times spilletid, er det ikke for utålmodige sjæle.
Efter første lidt, indrømmet, ufokuserede gennemlytning fra min side, tænkte jeg “nå ja, udmærket klassisk doom aftapning, 4 stjerner”, men et dyk længere ned i YOB’s messende toner afslører, at trioen har meget mere at byde på end “bare” det. Det er en af den slags udgivelser, som sikkert vil fungerer fornemt som bagtæppe for andre aktiviteter, men sætter man sig ned, åbner sindet og lader musikken komme ind, så bliver man pludselig totalt opslugt og transporteret over i en anden verden.
Det er svært, og lidt unødvendigt egentlig, at gå i detaljer med de enkelte numre, for der er selvsagt nok at gå på opdagelse i og lade sig overvælde af, når de har en spilletid på mellem cirka 12 og 19 minutter. Clearing The Path To Ascend skal nærmere anskues som ét langt sammenhængende værk, med små kapitel opdelinger. Det kan være de tydelige markeringer med sangtitler, men også i de enkelt numre selv, som nævnte “In Our Blood”, hvor sanserne får lov til at arbejde og tage en del forskellige indtryk ind i det afvekslende stemningsbillede.
Hvor åbningsnummeret er i den psykedelisk mindtrippin’ doomede ende, så bliver det langt mere pågående og bistert i den efterfølgende “Nothing To Win”, der nok også er pladens mest melodisk medrivende stund. Musikken buldrer og blæser fremad med voldsom kraft, imens vokalen skriger lungerne ud og næsten brænder i øregangene. “Unmask The Spectre” følger op og får pulsen lidt ned igen, YOB drejer stemningen i en mere rolig og drømmende retning, men som ved en tsunami så er alt måske nok roligt på overfladen, men man aner en lurende fare lige under overfladen. Helvede bryder da også løs da den episke doom-bølge rammer kysten et par minutter inde i nummeret.
Afslutteren “Marrow”, som samtidig er albummets længste nummer, er måske det der på overfladen gør mindst væsen af sig med sin mere tilbagelænede og stenede grundtone. Til gengæld giver de knap 20 minutter dig rig mulighed for at vugge dig selv ind i en meditativ eller delvist bedøvet tilstand, imens de storslåede toner flyder igennem dig. Det er både enormt stort og højtragende, men samtidig er lyden, og bandet klang, ligesom på resten af albummet, herligt kantet, skramlet og upoleret, så det hele tiden river og kradser lidt.
Trods de her beskrevne vekslende stemningsflader og sindelag, så er der naturligvis masser af tid og rum i numrene til, at YOB stopper op og bare står og kværner repetitive rytmer og riffs ud, som slår cirkler om sig selv. Det hører ligesom med til genren, men heldigvis er deres rytmer og riffs uhyre effektive og de bruger dem til at bygge videre på noget og op mod et klimaks, der heldigvis også leverer. Virkningen og kraften af disse rammer selvfølgelig hårdest, hvis man lader sig rive med og væk, og heldigvis gør YOB deres ypperst for, at det er så “nemt” som muligt, at forsvinde ind i musikken en time af gangen.
Clearing The Path To Ascend er ganske enkelt en forførende, rensende, bevidsthedsudvidende og elementært medrivende lytteoplevelse – endda helt uden brug af ulovlige stimulanser (i dette tilfælde).
Time to wake up!
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Dirk Frewing
YOB spiller sammen med Pallbearer i Aarhus på fredag og København næste torsdag
