Tirsdag aften var der tunge, tunge toner på Radar. Troels-Henrik kastede sig ud i det med åbent sind.
Disclaimer:
– Min research på YOB har været begrænset til et par lyt på Spotify, mens Black Cobra begrænsede sig til hvad Radar havde lagt op på deres side. Heldigvis var netop YOB et godt bekendtskab, men jeg kan ingenlunde sige, at jeg er velbevandret ud i deres bagkatalog endsige seneste udgivelser.
Århus’ Metal’s Finest var vanen tro mødt pænt talstærkt op, om end Radar ikke kan siges at have været fyldt. Tirsdag er måske bare en udfordring, når alt kommer til alt.
Men metal t-shirts en masse, langt hår, ditto skæg og tung make up var mødt frem, såvel som mere mondænt publikum.
Black Cobra ★★★☆☆☆
Black Cobra lægger ud med lidt støj og så fire slag på hi-hatten, derudaf.
Det er en opstilling med et trommesæt og en forsanger/guitarist – altså en opstilling vi er blevet stadig mere vant til indenfor diverse rock-genrer, men som må siges også at være lidt speciel. Og de efterhånden erfarne herrer har rimelig godt fat i lyden, som kun sjældent bliver ‘tynd’ eller falder decideret igennem.
Interessant er det også, at trommesættet ikke er udstyret med dobbelt stortrommepedal, så den droniske stortromme klares altså med én pote – hvilket generelt går fint og kan til tider bidrage til lydbilledet. Allerede under det første nummer ser man da også headbanging og drengene fra San Francisco får også bygget en stemning op med god energi, båret af især mange skift i rytme og intensitet.
Der synges et sted mellem scream, growl og generel overdrive, og Black Cobra er netop bedst, når der varieres. Desværre bliver flere passager lidt lange (ligger nok i genren), og når disse så er mere overdrive end anden sangteknik, går der lidt rigeligt bajer-rock i den.
Selvfølgelig bruges der også loop-effekter på den enkeltstående guitar, og selv om det fungerer fint, så giver det uvægerligt også nogle lidt sjove perioder i starten af numre, hvor der lige skal grooves/indspilles en underlægning.
I det lange løb er Black Cobra en fin opvarmning og modtages fint, men mangler bestemt også noget. Selv når vi renser fra det faktum at der kun er to i bandet (hvilket jo så er præmissen), bliver indtrykket ikke helt godt. I deres søgen efter en stærk lyd med pondus, bliver det især de dybere toner, der bliver prioriteret i lydbilledet (måske en fagskade fra trommeslageren, der er tidligere bassist?) og det mudrer mere end hvad godt er.
Det virker underligt at skrive det med et band med kun ét toneinstrument, men en yderligere komprimering af lyden kunne være klædelig.
Men som sagt, fin opvarmning – tre store stjerner for lidt lange 45 minutter med Black Cobra
YOB ★★★★☆☆
Og straks som YOB går på scenen sættes Black Cobras begrænsede lyd i relief; startende stille ud med en phaser-guitar udvikler det sig hurtigt til en veritabel bund-fest. Bassisten løfter bare her, og da der efter forspillet kommer gang i nummeret er det med flyvende hår foran scenen.
Mike Scheidt synger fedt og styrer perfekt imellem egal, pletvis growl og enkelte stød af scream. Men især hans egale vokal er stærk og tåler sammenligning med en Ozzy – uden at den bliver enerverende nasal.
Det er nogle stærke numre, der fyres af, og da tredje nummer kaster firkantede grind-barrages af sted, er det en fornøjelse at være tilstede. YOB er ikke et band, der japper derudaf, så alle numre er – med diverse temposkift – forholdsvis rolige og tager omtrent ti minutter hver. På 70 minutter når man dermed syv numre, og encoret varer lige lidt mere end det. Men man keder sig ikke!
Det er episk musik i ordets oprindelige forstand og selv om det ville være synd at kalde det sofistikeret, så er det effektivt. Når der lægges guitarsoloer er tempoet også til at overskue, og enkelheden prioriteres frem for fræs.
Sjette nummer (‘Marrow’?) er en lang, episk ballade-lignende sag i 6/8 (med et par ottendedele skudt ind hver fjerde takt) og fungerer fremragende med (igen) faser-start, så bliver der åbnet for posen, så kørt ned og generelt leget med dynamikken. Det er lidt noget helte-metal, men det fungerer fint på en tirsdag aften i Smilets By. Og da syvende nummer (sidste inden encoren) er en mere uptempo-sag, må man sige at det laaange, men fede sjettenummer også blødes op med lidt mere løssluppen energi.
Der takkes af, men tilbydes et encore, som fremføres med grum growl, egal sang, tonstung bas og et fedt groove i trommerne. I bund og grund en tour de force i, hvad YOB kan og er. At det er nogle erfarne drenge (bandet blev dannet i ’96) understreges af det faktum at Scheidt lige må have professorbrillerne på efter nummerets afslutning for at få et kig på de publikummer, han så stærkt har underholdt i næsten halvanden time.
YOB var på denne tirsdag et fedt bekendtskab og der er ingen tvivl om, at det er dygtige folk, der ved hvor skabet skal stå. Alligevel mangler der lidt før vi når helt op på øverste hylde; måske er genren med dens lange passager og numre måske bare lidt svær på en tirsdag?
Under alle omstændigheder var det en stor oplevelse og de er store, de fire stjerner der deles ud for aftenens headliner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
