Københavnske Writhe EP-debuterer med en omgang energisk, dommedags-punkrock, der fint hægter sig på nogle musikalske strømninger i tiden, men lige mangler det sidste for at trække fra flokken af ligesindede.
Det lød måske lidt vagt, men altså, kigge-lytter man sig lidt omkring, både på vandrørene i undergrundens lokale spillesteder, de mindre scener og skjulte afkroge på landets festivaler og til hvad der rører sig på en mainstreamkanal som P6 Beat, så har den post-punkede rock det går i disse år. Er det en bølge? Måske? Har den her slags musik, siden den voksede frem fra storbyens grå beton i slut-70erne og op gennem 80erne, ikke mindst i Storbritanien, nogensinde været helt væk?
Hvorom alting her, Writhe lyder både som om de er vokset op i et 80er brunt arbejderkvarter og som om de er helt nutidige og spiller sig ind i en eller anden strømning/fortælling i tiden, med 4 sange om “selvhad, dommedagsangst og desperation som sit nukleus”. Tilsat en god portion ungdommelig fandenivoldskhed, snotnæset attitude, dirrende energi og ruskende vrede. Eller, jeg forestiller mig i hvert fald, at de tre venner er relativt unge? Hvorfor så det? Eh, der er bare et eller andet ved deres støjende toner og rastløsheden i det og den arrigskab der skummer frem i glimt, der signaler noget ungdommelig vildskab. Jeg tror eksempelvis ikke en mand på min alder kan, eller burde, levere noget der lyder sådan her. Det er bare en forestilling jeg har, når jeg lytter de 4 kompakte numre igennem…
Bandet største force rummer også nogle af deres svagheder. Ja, jeg ved det, det kan lyde en smule paradoksalt. Men lad os tage et kig på åbningsnummeret og førstesinglen “Bedbug”, som jeg tidligere har anmeldt og rost i Repeat-artiklerne. Det er et forrygende nummer isoleret set, med et fremragende drive, en fængende melodi og en smittende energi, der lyder både tilpas undergrund til at være cool og kunne appellerer bredt nok til, at en kanal som P6 ville kaste sig over det. Så vidt så godt. Men der spiller de allerede bands som Ice Age, Shame og for tiden Fountains D.C. m.fl., bands som Writhe måske ikke lyder til 1:1, men der er nogle fællestræk. Hæver man blikket bare en smule fra “Bedbug” og breder det en smule ud, så lyder Writhe pludselig ikke så unikke.
Det gør sådan set ikke noget, og bandet har også stadig en eller anden vildskab, som eksempelvis demonstreret i den galoperende, kun 2 minutter lange “You Led The End”, som disse andre orkestre, der allerede har fået deres gennembrud, måske stille og roligt har mistet. Men når jeg lytter de 4 numre igennem, så savner jeg måske et eller andet der får mig til at tænke helt klart og tydeligt “aha, ja, DET er Writhe”. De har styr på den fede punkrockede lyd, der er en indbygget coolness faktor i det her, som bare fungerer, men hvad er det jeg finder hos Writhe, som jeg ikke kan finde hos de andre bands, som er oppe i tiden indenfor “genren”?
Dermed ikke sagt, at Writhe ikke lyder troværdige eller som om der er noget på spil for dem her. Det er set ikke tilfældet, jeg tror skam på den, når de fræser derudaf med livsleden hængende ud af halsen på “Waiting For A Tide”. Men det er ikke en sang der decideret får mig op af stolen. Ikke kun fordi det virker velkendt, men også fordi jeg har den luksus, at have et par år på bagen (og kilo på sidebenene, am I right?!) og måske bare er blevet lidt immun og desillusioneret. Jeg ventede også på en tidevandsbølge engang… Det skal selvfølgelig ikke lægge Writhe til last, at jeg måske ikke helt er målgruppen eller bare ikke bliver påvirket i samme grad af denne form for indædt vrede, som jeg gjorde engang – men jeg kan ikke helt komme udenom det, når det gælder det samlede indtryk af denne EP.
Det sagt, så er der rigtig meget der fungerer for Writhe her, svaghederne er måske mere noget som har med denne lytter at gøre. Indenfor den ramme de opererer i, er der masser at komme efter her, trods EPens begrænsede spilletid. De har styr på lyd, udtryk og har sådan set “hele pakken”. Vi lander på en stor 4er med et håb om, at de kan sprænge rammen lidt fremadrettet og træde endnu tydeligere i karakter som band.
Af Ken Damgaard Thomsen
