Med et generelt mørkt og punket udtryk skaber Writhe stemninger.
Bandet rammer stilrent ind i en revival af punk og post-moderne tag med genren.
Det er der god energi i og Writhe befinder sig i en genre, der har medvind.
Dog bliver Awaiting A Tide lidt for let at glemme, når tonerne er klinget ud.
Der åbnes dystert og depressivt med den langsomme New Ways, hvor det nærmest reciterende tilbagevendende tema ’When you’re down’ sætter rammen for at nu skal vi sådan rigtig hygge-deprimere os. Nummeret folder sig ud i støj og opmærksomheden er i høj grad fanget:
– Her er noget på spil.
Afslutteren, Lights Out har et balladepræg med gain-løs guitar og fortællende vokaler – ganske fint. De herimellemliggende otte numre er dog et noget andet udtryk; der er tale om punk af den udskæring man hører trende på P6. Der er noget engelsk over den begrænset råbende vokal, der bestemt også har noget på hjerte og spil – men det i modsætning til introen er meget vredt, ekstrovert og bar-overkrop-og-slåsattitude agtigt.
Og det er slet ikke dårligt!
Vokaler, der råbes kan bestemt også noget og skal ret være ret, så er der lidt mere avanceret guitararbejde, end man normalt oplever i punken. Men punk er det nu alligevel.
Genretypiske tiltag som at numrene ikke er særlig lange, at man skal lytte længe efter guitarsoloen og man nærmest instinktivt dukker sig for at undgå flyvende artefakter, når man lytter med hovedtelefoner på.
Den dybde, åbneren lover, udebliver for stort set alle numres vedkommende og ’You sleep with fire / you might get burned’ er hverken særlig potent, godt eller dybt.
Det vil også være for meget at forlange af et punkband og indtrykket er da også, at der er masser af følelser på spil her.
Men som det ofte er uden for college-punken, så bliver råben/levering med næsen i sky ofte på bekostning af melodiske hooks og det er dermed lidt svært at finde det genkendelige numre iblandt de otte.
Selv guitarlyden er meget ens og der jernes selvfølgelig derudaf – men på den konto er det ganske udmærket at sangene er så korte, at pauserne lige giver en puster.
Punk er altid vigtig og en fin måde at udtrykke indestængte følelser.
Writhe er ikke det eneste punkband, der bøvler med at få energien ned på plade, gøre sangene gode og genkendelige og skabe variation.
Jeg kunne sagtens forestille mig at Writhe ville være en god oplevelse live og pladen med sin fremadstormende og småskramlede lyd på den måde bliver en fin reminder til netop det.
Men som plade, generelt, fungerer den bare ikke optimalt.
Der er egentlig momentum omkring punk-scenen og især med vrængende engelsk vokal. Men det gør det også svært at stikke hovedet op over dem, der gør det virkelig godt. Og det formår Writhe ikke rigtigt her.
Anmeldt af:
Troels-Henrik Krag
