World War 5 består blandt andet af nogle kendte ansigter fra 90’ernes og 00’ernes aarhusianske metalscene. De albumdebuterer med et gennemgående solidt, hårdtslående, og ind i mellem også ganske melodisk vellykket thrash/hardcore album.
World War 5 samler et veritabelt all star hold fra 90’ernes og 00’ernes metalscene i Aarhus – Lasse Bak og Tore Mogensen var guitarister i Illdisposed, mens Knud Lind, der sørger for råbene i front, også råbte højt i Barcode. De har – selvfølgelig – været en tur i Antfarm Studios ved Tue Madsen, mens Jacob Olsen har hjulpet med produktionen.
Hvis man kender ovenstående, og tænker i en kombination, ja, så er det nogenlunde sådan World War 5 lyder. Måske en smule mere thrash’et end jeg havde forventet, men det er på mange måder ret klassisk 90’er thrash med hardcore-elementer. Og et eller andet sted også en opskrift, der ikke kan gå helt galt. Det gør det bestemt heller ikke for World War 5.
Måske forudsigeligt med tanke på titlen flænser ‘Grind’ afsted fra start med guitarerne som halsende førerhunde, mens trommerne pisker alt hvad de har de har lært og Lind i front råbesynger – og, måske lidt overraskende, også får en omgang kor som underlægning på et lidt mere storladent omkvæd, der faktisk klæder World War 5’s udtryk.
Mere tungt kværnende ‘Retrograde’ skifter karakter efter indledningen til et mere swaggering hardcore-udtryk, men selv når World War 5 bevæger sig længst ind i hardcore-land, bliver der plads til guitarsoli – således også her. Det er aldrig mindre end solidt, det der bliver leveret fra Bak og Mogensen, og ind i mellem ganske medrivende riffs, der bliver fyret af.
Man kan undervejs konstatere at Slayer ikke har levet forgæves (hah, det vidste vi allesammen godt de ikke har), blandt andet på tempoeksplosionen ‘Expose’, omend der også her smides lidt mere heavy metal-agtig melodiøsitet undervejs.
En anke jeg får undervejs er at nogle af numrene virker lidt sammenkastede – det gælder for eksempel ‘Terrors’, der nok har fine momenter, men også virker som flere forskellige numre, der er blandet sammen. Til gengæld er der nogle af albummets catchy’ste øjeblikke i mellem.
Det er mere smadret og brutalt på ‘Haunt’, der har et af albummets bedre riffs, omend der også her kommer mere melodiske passager ind – især i nummerets sidste tredjedel, hvor vi får noget, der tangerer helteguitar. Der er også et par ganske herlige, tunge riffs på ‘Megalomaniacs’, mens det til tider bliver endda ganske storladent på ‘Gee’, med svulstige riffs og mere højtragende vokal fra Knud Lind,og det klæder om ikke andet albummet i forhold til variationen. Her bliver der også lystigt fyret soli af på hvad der også er albummets næstlængste nummer med sine knap 4 1/2 minuts spilletid.
World War 5 holder sig fornuftigt nok på 9 numre og 35 minutters spilletid, så selv om der indfinder sig en smule metaltræthed for undertegnede undervejs, bliver jeg aldrig helt dekoblet – dertil er World War 5 ganske enkelt for kompetente, både i forhold til den instrumentale side af sagen og i forhold til variation i sangskrivning og riffmageri.
Trommerne indleder ‘Bitterness’ alene, inden en riffmur sætter ind, og så blæser World War 5 ellers derud af igen, inden ‘Increased’ lukker med et mere ildevarslende riff, inden der skrues op på smadder, og efterfølgende igen bruges en vekslen med mere roligt bølgende melodiske passager i omkvæd og hidsigt tampende vers. Det er ikke synderligt komplekst, men en opskrift, der fungerer for World War 5. Og så lader de nummeret bygge op til en mere afvekslende afslutning – det er en retning, jeg godt kunne tænke mig at høre World War 5 udforske yderligere.
Det, jeg måske mest savner på World War 5, er et nummer eller to, der for alvor sætter sig fast i hukommelsen efter endt lytning. Der er ingen tvivl om, at det er bundkompetent og givetvis også let at nikke med på live, men der bliver også spillet en del på det sikre. Det rækker dog også til 4 små stjerner, fordi det gøres godt.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
