Danske Workers In Songs er klar med deres andet album, That Glorious Masterpiece, der, naturligvis fristes man til at sige, ikke helt lever op til den flotte titel. Er du til go’ gammeldaws country som vor amerikanske bedsteforældre spillede den, så er der dog masser at komme efter på udgivelsen.
That Glorious Masterpiece er en rejse ud af en støvet amerikansk vej i et eller andet øde backwater samfund langt sydpå. Mørket er faldet på og mens du traver eller triller ud i natten, bliver turen både selve den fysiske bevægelse på vejen og en rejse ind i en selv. Eller som bandet selv formulerer turen ud i det stadigt ukendte: “På den måde bliver That Glorious Masterpiece også en personlig refleksion over denne rejses fejl og forelskelse, drømme og dumheder, samt en anerkendelse af, at man sommetider må se noget smukt dø, før man kan komme videre”.
Det er ikke bare ord på tryk hos Workers In Songs, heldigvis bakker de det op i sangene, i hvert fald på den mest vellykkede del af albummet. I de bedste stunder minder det mig om den knugende og meget nøgne fornemmelse og stemning, som man også kan finde hos beslægtede Drowned Session. Hvor Drowned Session på deres seneste EP stoppede mens legen var ekstremt god og skar ind til benet, så arbejder Workers In Songs på dette album med en lidt større musikalsk palet – og det er her vi for undertegnede kommer lidt på slingrekurs.
Albummet åbner stilistisk i denne lidt slingrende ende for mig, og vi er ude i en smagssag, for det 10 numre lange album, inklusive 2 korte instrumentalnumre, indeholder inden decideret dårlige numre. Efter den ganske fornøjelige banjolystige åbner “Country Rag Dream #116” får rullet pick uppen ud på vejen, kommer vi rigtig flot fra start med “Sorry Marie”. Et ganske modigt valg som reelt åbningsnummer, da vi befinder os i den lavmælte og afklædte ende af bandets lydbillede. Den klagende country-vokal er helt i front, “I’m sorry Marie / I just can’t be / The man you want me to be”, kun bakket op af lidt mundharmonika og diskret akustisk guitar. Følelsen af desperation og afmagt stiger langsomt i løbet af nummeret, vores hovedperson prøver tydeligvis at kaste fortidens lænker og “forbandelsen” af sig (Marie – the old ball and chain?), inden den sluttelige proklamation om, at nu er han “fri” virker lidt som selvbedrag. Et stemningsmæssigt virkeligt vellykket og effektivt nummer, men det virker en kende malplaceret som “start” nummer.
Ikke mindst når det følges op af de 2 numre på That Glorious Masterpiece, hvor kæden hopper mest af for mig. Den hillbilly honky tonkede “Crazy Just For You”, med ulidelig og svært belastende country knækkende og hylende vokal, der lyder alt for karikeret og påtaget i mine ører og den røvballe/halm i træskoene fræsende “partystarter” “Hey Hey Pretty Baby”, der følger lige bagefter. De stilistiske udflugter virker lige dele besynderlige og forstyrrende efter det fornemme udlæg, så man skiftevis klør sig i håret og propper fingrene i ørerne. Der er jo nok en pointe og et ræsonnement bag afstikkerne, og det skaber da også variation må man sige, men enten forstår jeg ikke denne pointe – eller også forstår jeg ikke nødvendigheden i, at formulere den musikalsk på denne vis?
Anyway, efter det abrupte sving mod venstre, tværs over kørebanen og lige mod grøften, får Workers In Songs rettet op i sidste øjeblik, holder hovedet koldt og øjnene på vejen pladen ud. Om det så er når “the midnight train is roaming” på den afdæmpede “”Next To You” hen imod slutningen på albummet, en trods små musikalske armbevægelser, stemningsmættet og meget atmosfærisk tusmørke-vugger, eller de lettere maniske og rastløse strømninger igennem den tempofyldte “Faithful To You” midt på albummet – bandet lyder fokuserede og musikken emmer af nødvendighed. Nødvendigheden af at få udtrykt de følelser, som citatet længere oppe formulerede. Det ville fylde for meget, at citere fra lyrikken i større omfang, men selv om det ikke er nye banebrydende engelske sprogblomster og temaer Workers In Songs sender ud i den mørke nat, så virker det som om ordene er nøje afmålt, der er vægt bag hvert eneste og netop at det er ord, som bare MÅ ud. Det gør, logisk nok, at man er interesseret i at høre efter, og selv om man muligvis ikke “lærer” noget nyt, så føles det heller ikke som om teksterne bare er tomme ord – man tror kort sagt på dem.
De 2 absolutte højdepunkter på That Glorious Masterpiece falder til sidst, i form af titelnummeret og den efterfølgende albumlukker “Livin’ In A Cheap Motel”. Kort og godt, på tværs af genrer, 2 af de bedste sange jeg har hørt i år. Her lykkes bandet med det hele, ordene, musikken og atmosfæren går i begge numre op i den der berømte, men svært definerbare, højere enhed. “That Glorius Masterpiece” er et lidt højstemte, funklende og følelsesladet udbrud, der bare rammer rent. Man tror på det man præsenteres for, både tonen i vokalen og ellers enkle formuleringer som “all the letters I sent you, they are now burned” eller “broken glass on a sidewalk reminds me of you” – det hele vokser simpelthen til grandios størrelse ved, at få relativt enkle virkemidler til at spille optimalt sammen. Den tålmodige opbygning og levering af nummeret, kvindevokalen som andenstemme og tilpas doserede strygere og banjo, der på de helt rigtige tidspunkter trykker på de rigtige knapper hos mig som lytter.
“Livin’ In A Cheap Motel” rummer de samme kvaliteter, men virkemidlerne og udtrykket er forskelligt. Her er grundtonen dunkel og lyder næsten som man kunne forestille sig det billige og udtjente motel fra titlen ser ud. Du kan nærmest lugte og føle det. Så ved man sgu, at man ganske enkelt har med et fremragende nummer at gøre.
Havde niveauet hele vejen igennem været som på anden halvdel af albummet, ikke mindst den eminente afslutning, så havde der vitterlig været tale om et mesterværk fra Workers In Songs hænder. Men de for mig unødvendigt radikale musikalske sidespor fra pladens første halvdel, og følelsen af, at rækkefølgen på numrene, gør at pladen kommer lidt i ubalance, resulterer i at helhedsindtrykket lander på 4 stjerner. De isolerede øjeblikke, hvor bandet rammer plet, løfter sig til gengæld helt op imod stjernehimlen.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Albummet udkommer d. 29/8, følg Workers In Songs på Facebook
