Sidst vi hørte fra WOODPECKER var tilbage i 2017, hvor de smed Stillborn på gaden. Min kollega Ken, var begejstret for trioens hårde melodiske take på grungen, og kvitterede med 5 stjerner. Nu to år efter, leveres der stadig hårdtslående grunge, fyldt med medrivende riffs og melodier, funderet på en tonstung bund.
Der er ikke sket det store de sidste par år, rent stilmæssigt, dog har bandet forfinet deres lyd, spillet en række koncerter og såmænd også blevet signet hos Wild North Music. Og bandet mestrer, heldigvis stadig, at skrue fremragende numre sammen, hvor stilen er en cross-over af 70’er tungrock, og 90’ernes grunge baskere, som Soundgarden, Stone Temple Pilots og Alice In Chains. Netop Alice In Chains skinner igennem, ikke at der er noget decideret dårligt i det, men det tager noget af originaliteten ud af musikken, når WOODPECKER bruger virkemidler, her brug af vokalen, der mere eller mindre, er Alice In Chains varemærke.
Dette er måske også eneste negative ting på 320, der emmer af spilleglæde, overskud og kærlighed til grunge-rocken, som den var, tja, i de gode gamle dage. Og på de 5 sange man bliver præsenteret for på EP’en, er der da også dømt fuld smadder fra start til slut – hvad faen skal man med ballader!?
Grungefesten bliver skudt igang af EP’ens korteste nummer “Blood Flow”, der med sine 109 sekunders arrige, energiske og tunge grunge, så sandelig introducerer lytteren, for hvad der følger. Produktionen er lige i øjet, og forsanger Sigurd Neimann’s vokal brænder igennem som en skærebrænder, mens bas og trommer danner et solidt fundament EP’en igennem.
“Animal” tager fornemt grunge-stafetten videre, her er der en sans mere metalriffs i mixet end på åbeneren, men det balanceres fint, og overtager ikke det grungede udtryk. Et godt varieret nummer, der byder på breaks, guitarsoli og ikke er skrevet efter sangskrivningens A-B-C. Dog er der lidt for meget Alice In Chains inspireret vokalharmoni, ihvertfald i min optik, og det hiver en ud af WOODPECKER’s univers og ind i et andet.
Tempoet er taget godt og grundigt ned på “Gravedigger”, hvor Alice In Chains syndromet også er at finde, men det kan ikke tage kvaliteten fra sangen. Det er klart EP’ens bedste indslag, hvor man bliver trukket rundt i et møgbeskidt og farligt univers, som nærmest bliver filmisk. Vokalen bærer størstedelen af sangen, og bliver understøttet af en tung og uhyre afstemt lydside. Igen er der varieret sublimt, uden at man mister fokus – det er international klasse, intet mindre.
Vi skifter et par gear op på “Punk”, der niveaumæssigt, ikke lever helt op til EP’ens foregående sange. Der er igen smæk for skillingen, og igen er der godt med variation på menuen, men den når ikke “Gravedigger” til støvlekanten.
Lukkeren “Hand In Hand” er nok det tætteste man kommer på en ballade på 320. Tempoet er slæbende langsomt, og starten af sangen er båret af leadvokalen. Men stille, langsomt og roligt, bygges der på, både instrumentalt, niveau- samt intensitetsmæssigt og fra nærmest nul ender man på et slæbende bjerg af kontrolleret larm, hvor trommerne til sidst får lov til at stikke lidt af, på en dyne af støjende guitarer og pumpende bas, før et orgel slutter hele baduljen af. Amen!
Der er ikke meget negativt at sige om 320, udover det der med vokalen, der til tider, er lidt for Alice In Chain’sk. Det en skam, at man engang imellem bliver hevet væk fra WOODPECKER’s medrivende univers, og over i et andet. Men det er småting, og de positive ting, vinder klart, og samlet fremstår 320 som en lysende grunge-stjerne, på den efterårsdunkle danske aftenhimmel. For det er uden tvivl det mest originale og bedste take på grungen, jeg har hørt fra et dansk band i de seneste år, der samtidig, i glimt, har international klasse.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
