Ulven kommer når Wolf Devil på 30 minutter driver gæk med metalgenren og lytterne, med hvad der virker som en forfejlet, intern joke.
Allerede få sekunder inde i åbningsnummeret, “Psychowolf”, spurgte jeg mig selv om Wolf Devil mente det her seriøst. Jeg er stadig ikke sikker. Er det en joke? Satire på metalgenren? Et eller andet eksperiment eller koncept, som jeg ikke fanger? Eller er de bare talentløse?
Jeg nægter, at tro på at bandet, eller folkene omkring dem, ikke ville opdage at de har begået en virkelig ringe plade, hvis det er seriøst ment. Hvis det viser sig, at være tilfældet, så ved jeg næsten ikke hvad der er værst? Lige meget hvad, så har det ikke været værd at udsende.
Som eksperiment eller meta-kommentar fungerer det ikke. Som joke er det ikke sjovt. Og det er ærlig talt spild af alles tid. Også min. Jeg overvejede at tage the high road, og uironisk anmelde det her seriøst og respektfuldt, men Wolf Devil lykkes da med en ting: at pisse mig lidt af.
Så jeg har gjort, som jeg formoder de selv har gjort, og lavet det her på min mobil, mens jeg lige havde ledige stunder. Jeg vil spare jer for unødige detaljer om, hvad det kunne involvere. Jeg har tilmed været så hensynsfuld og dedikeret, at jeg har afspillet det røvballerockende rabalder på den mindste bluetooth højtaler jeg har. Bare for, at de spæde numre får den rette, autentiske dåselyd, som jeg dømt ud fra kvaliteten af indspilning og produktion gætter på de sigtede efter?
Det, der går lige mest på her, er ikke at musikken og sangene er elendige og vanvittigt monotone. 11 stort set enslydende metalnumre med vokal og kor, der lyder som om de er indspillet i en børnehave, eller under klovneshowet under en cirkusforestilling. Mens en form for røvballe-metal og retarderet Rammstein jam møder Limp Bizkit lydspor buldrer løs, som uskønt lydspor til lagkagekomikken.
At kalde ensformige og idéforladte numre, med de dummeste riffs man kan forestille sig, der hamrer formålsløst afsted i en halv time, for enerverende, ville være, at formulere det høfligt. Jeg kan næsten høre dem grine af mig. Bogstaveligt talt. Nogle af vokalerne minder om den der dåselatter dims Benny fra Olsenbanden chikanerer omgivelserne med i en af filmene. Bare lidt mere øretæveindbydende.
Bandet har endda lokket gæster med på løjerne i form af folk fra Lifesick, Cabal og DXTHRONER. Måske er de med på joken? Eller forstår bare det her på en måde, som jeg tydeligvis ikke gjorde. Jeg er helt klar over, at jeg nu åbner mig selv for kritik af den forudsigelige slags: jeg forstod ikke pointen, jeg er en dum anmeldersnob, jeg burde ikke anmelde en plade som denne. Find selv på flere.
Det er sådan set også fair nok. Jeg burde ikke anmelde det her. Der er ingen fornøjelse for mig, at finde i sange med titler som “Christmas Devil”, “Metal Till We Die”, Metal, Succes and Money” eller “Buy Our Merch”. Det sidste ville jeg ikke engang gøre, som et ironisk statement, så meget selvironi har ikke engang jeg.
Nej, jeg burde i stedet for have brugt min sparsomme tid på, at anmelde nogle af alle de andre kunstnere, som tager sig tid til, at sende os materiale. Kunstnere der tager det de gør lidt mere seriøst, om de så fejler eller ej. Folk, der lægger en form for indsats og hjerte i det de laver, og fortjener at blive lyttet til med respekt.
Jeg føler, berettiget eller ej, at Wolf Devil har stjålet tid fra den slags kunstnere ved, at jeg skal pines med noget, der lyder som en flok børnehavebørn, der mishandler plastikinstrumenter. Tid til at tørre næsen og et bleskifte!
I løbet af de 11 numre er der cirka et eneste riff, eller en passage, som har et eller andet brugbart. Den stille intro til “The Saddest Metal Year” får faktisk skabt antydningen af atmosfære, men det ødelægges alt for hurtigt, når Wolf Devil falder tilbage i den allerede tyndslidte rille. Her var antydningen af noget, der kunne fungere – det første minuts tid…
Hør her, jeg overreagerer muligvis, og man kan argumenterer for, at Wolf Devil da om ikke andet har frembragt en reaktion og gjort indtryk. Jeg tror heller ikke, at bandet har haft onde intentioner og vil måske egentlig bare “underholde”. Men det virker som en lukket fest, eller en intern joke, som aldrig skulle have været delt med offentligheden.
For det, og kvaliteten af indholdet på denne suspekte plade, ender vi på en absolut bundkarakter. Det piner mig af flere grunde, ikke mindst at det sikkert også giver en form for opmærksomhed, som hverken band eller produkt har fortjent, for at spilde alles tid.
Det er ikke en ommer.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Bare for at understrege hvor professionelt det her er hele vejen rundt, er der ikke tilsendt noget cover sammen med musikken. For at undgå, at spilde mere tid og selv lede efter et, bringes denne anmeldelse uden billede.
hahaha