Den københavnske rock-kvintet Wildfire Wake debuterer med en EP, hvor fundamentet synes at være på plads, men de 4 varierede numre mangler noget robusthed, kreativitet og dynamik, ligesom det samlede lydbillede fremstår en anelse spinkelt.
Wildfire Wake har et godt greb om de mest elementære ting på denne EP, de rocker solidt igennem, sangskrivningen er fin og melodierne ligeså. Der mangler bare noget, som for alvor hæver numrene over der jævne, noget der stikker ud og en lyd der definerer hvem bandet egentlig er.
Netop lyden, produktionen og det tekniske, kunne godt trænge til et eftersyn og en opstrammer. Dumpet er det langtfra, det hele lyder bare lidt fladt og mangler noget dynamik, som også kunne få sangene til at fremstå mere kraftfulde.
Når stilen, eller inspirationen, som her tager afsæt i klassisk rock fra 60’er og 70’erne, så savner man noget af den varme og glød der gennemsyrede de bedste rockbands klang dengang. Om en overhaling af lyden direkte ville løfte sangene i niveau, er jeg måske ikke sikker på, men det samlede indtryk ville glimte lidt mere.
Der lægges ganske solidt fra land med den midttempo rockende “Down The Pipe”, der bestemt ikke vinder priser for at være nyskabende. Men den simple rytme, der i omkvædet bliver helt trampende og der bogstaveligt talt synges “one, two, three, four, down the pipe, one more” til tramperytmen, er nu ganske smittende. Og godt guitarliret stykke mod slut.
“Machiavelli” følger op, med et trommespil og en stedvis huggende guitar som næsten slægter Interpol på? Vokalen og klangen er dog stadig i det klassisk rockede. Egentlig et nummer der trækker i lidt forskellige retninger, uden at det knækker over eller smuldrer mellem fingrene på bandet. EP’ens højdepunkt for mig.
Herefter følge “The Rise”, der indledningsvis tager sig tid til at bygge op, ingen hastværk, selvom rytmen egentlig er pågående nok. Men det er som om, at nummeret ikke rigtig kommer op i næste gear. Vokalen bliver her lidt for kraftløs, mangler noget tyngde og karakter, ligesom melodien er lidt uspændende og med for lidt gennemslagskraft – trods rytmen er påtrængende nok. Her kunne et løft i lyden muligvis gøre lidt?
EP’en lukkes ned med “This Day”, hvor Wildfire Wake lyder lidt mere sammenbidte og bistre, men desværre savner vokalen igen noget saft og kraft. Jeg synes ikke den er dårlig, den virker for mig bare lidt forkert iscenesat og periodevis brugt forkert- eller passer ikke helt til sangenes øvrige klang og atmosfære. Eller omvendt. Der er er rigtigt fedt instrumentalstykke, med en bundsolid opbygning, midt i nummeret, men det hele mister damp og peaket udebliver, fordi jeg ikke helt føler vokalen passer ind, når den sætter i igen. Ærgerligt, her havde bandet eller fat i noget.
Jeg siger ikke “fyr forsangeren”, men måske skulle han og bandet lytte efter en ekstra gang, om det de hver især foretager sig igennem denne EP helt er på samme side i rockbogen?
Og så trænger Wildfire Wake også til, at bladre lidt videre i samme bog og nå de kapitler, hvor det hele bliver lidt mere kompliceret og udfordrende- både for bandet og lytterne. Men først skal the basics lige være helt på plads, hvilket bestemt er inden for rækkevidde.
Men i første omgang rækker det samlede indtryk ikke helt til en middel karakter, så vi ryger lige under.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Wildfire Wake på facebook
