Wilco satte en streg under at de er et fremragende liveband, selv på en tirsdag aften i Falconer Salen.
Klokken var præcis 21 da Wilco gik på og det var ikke meget galt at de også ramte klokkeslettet præcist, da de forlod scenen kl. 23. Ind i mellem de to klokkeslet fik publikum i en knap udsolgt sal en magtdemonstration af amerikanerne. Koncerten blev indtaget fra sæderne i salen – det er altid en speciel oplevelse at sidde ned til en rockkoncert, men det fungerede fint i tilfældet Wilco, blandt andet fordi det passer bandets komplekse lydbillede godt. Til gengæld var det knap så godt når tørstige og tissetrængende publikummer ofte skabte ufrivillige bølger i salen, når de skulle ud og ind efter ølkøb, tisseture, og hvad de nu ellers skulle bruge noget af den dyrebare tid med Wilco på.
Bandet lagde ud med en endnu længere udgave af den i forvejen lange og desillusionerede ballade, ‘Sunday Morning’, der lukker deres seneste album, ‘The Whole Love’. Et relativt modigt valg til en åbningssang, som meget godt illustrerer at Wilco ikke havde tænkt sig at gå på kompromis undervejs. Allerede på andet nummer, ‘Poor Places’ fra hovedværket ‘Yankee Hotel Foxtrot’, fik vi et Wilco i storform, hvor en ellers melodisk sang klingede ud i feedback støj. Samme kombination mellem melodiøsitet og støj fik vi med ‘Art of Almost’, et af de bedste numre på ‘The Whole Love’. Netop de to albums kom til at levere hovedparten af numrene til koncerten.
I første del af koncerten forholdt forsanger Jeff Tweedy sig fuldkommen tavs mellem numrene. Bandet spillede derudaf i kompetent stil, og publikums naturlige opmærksomhed centrerede sig om guitarist Nels Cline, der fik lov at folde sig ud med et arsenal af guitarer og med diverse effektpedaler i aktion. Cline er en fantastisk guitarist, der evner at variere over både det forvrænget støjende og det blidt melodiske og formår at binde sine fremragende soli sammen med resten af sangene, og flette opfindsomme guitareffekter ind over den solide bund, der blandt andet lægges af trommeslager Glenn Kotche.
‘Bull Black Nova’ gjorde sit til at ruske op i salen med sine guitarbredsider og blodige tekst, mens ‘Impossible Germany’ var et højdepunkt i koncerten, med en lang og særdeles sublim solo fra Cline. Også på den efterfølgende ‘Misunderstood’ leverede Wilco rock i høj, høj klasse, tight og opfindsomt.
Herefter åbnede Jeff Tweedy op for posen og valgte at sige godaften til publikum – og dermed tog han over fra Cline som scenens midtpunkt. Nogen i salen råbte de ville danse, men det advarede Tweedy mod at gøre, i hvert fald på dette tidspunkt i setlisten. Det forhindrede dog ikke en gut på forreste række i at rejse sig og begynde at danse kinddans med sig selv til ‘You and I’, noget af det tætteste Wilco kommer på et decideret hit. Han blev dog hurtigt flyttet af en vagt. En situation Tweedy tacklede med overskud, som han i øvrigt generelt gjorde med de bøvede tilråb der en gang i mellem kom fra salen.
Den fremragende, skævt melodiske ‘Jesus Etc.’ og ‘Capitol City’ fra det seneste album smurte øregangene med vellyd, inden ‘War on War’ satte rocktempoet op igen. ‘Rock you, Copenhagen!’, råbte Tweedy til salen, med henvisning til en ordveksling med en publikummer, der tidligere i koncerten havde råbt ‘Fuck you, Tweedy’, men efterfølgende forsøgte at forklare at han havde råbt ‘Rock you, Tweedy’. En sætning Tweedy morsomt spiddede, igen med stort overskud, og altså tog med sig videre. Det ordinære sæt afsluttedes med ‘A Shot in the Arm’, inden bandet vendte tilbage til scenen efter en omgang stående klapsalver fra publikum. Som ekstranumre fik vi blandt andet titelnummeret fra ‘The Whole Love’, den fremragende ‘Heavy Metal Drummer’, hvor Tweedy smukt beskriver længslen efter en tabt ungdom: “I miss the innocence I’ve known/Playing Kiss-covers beautiful and stoned”, og lukkeren, ‘I’m the Man Who Loves You’ i en uptempo version. 24 numre leverede Wilco denne aften, alle solidt leveret og nogle stykker helt oppe i de højere luftlag.
At Wilco er et fremragende rockband hersker der ingen tvivl om, og de formår samtidig at blande en melodisk americana med mere bistert strittende guitarer og støjseancer. Nels Clines guitarekvilibrisme får ekstra plads at udfolde sig på live, og alene det er en oplevelse, ikke mindst når det sker i samspil med de øvrige særdeles kompetente og sammenspillede musikere. Men man havde på fornemmelsen at Wilco ind i mellem gemte på et ekstra gear, som kunne have sparket os endnu længere bagover i sæderne. Ikke desto mindre var det en fremragende koncert, Wilco diskede op med denne tirsdag aften i Falconer. 5 store stjerner herfra, og døm selv næste gang de kigger kigger forbi Danmark. Til vi ses igen: Rock you, Wilco!
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
