Why Sun kommer krybende ud fra skyggerne på Nørrebro og ud i sommersolen, hvor de med stor tålmodighed spreder deres fængslende “sleepy noise”. Det her er ikke et eksplosivt overfald, det er et musikalsk kvælertag.
Derfor skal man nok også være lidt i humør til Why Suns moody take på atmosfærisk rock, der lægger sig omkring en som en tung sky. Men ikke en, hvor man ikke aner lidt dagslys i sprækkerne ej heller en der omhylder en med tungsind. Dette kvælertag er, på sin egen særprægede måde, også et kærligt et af slagsen.
Det kan godt være, at der er noget kuldsejlet over forholdet, som beskrives i den betagende, roligt udviklende åbner “Eastern Love”, hvor der croones løs med Matt Berninger klingende vokal, med en lidt mere snotnæste intonation end The National frontmandens. Men der er også lys i mørket, hvor musikken veksler mellem skærende støj-flader og mere optimistisk klingende solstråler, der varmer det hele lidt op.
“You helped me believe in the future”… “You helped me find meaning with the past”, lyder det ud fra lydtågen i løbet af “Heart of The Moon”, hvor der croones endnu mere monotont og “konstaterende end på åbningsnummeret. Der ER positive vibrationer hos Why Sun, der på overfladen kan virke som et lidt køligt, afmålt og tilknappet bekendtskab. Men det er kun lige indtil man lader musikken åbne sig op og man begynder, at lytte til, hvad det egentlig er bandet byder ind med.
Virkemidlerne er stemning, atmosfære og følelser. Armbevægelser er ikke kæmpe store, som her i “Heart of The Moon”, der på overfladen godt kan virke lidt stillestående og udramatisk. Men dykker man bare lidt ind i tågen, så er det som om det hvirvler rundt med følelser og indtryk bag den rolige indpakning. Why Sun har så meget styr på sagerne og tiltro til numrene, at de giver dem ro, plads og mulighed for, at trække vejret efter deres egen rytme. Her forceres ikke noget.
Det gør det også bare desto mere virkningsfuldt, når bandet så åbner lidt mere for sluserne, som på nummeret “Traffic”, der tårner sig lidt op midt på den 5 numre lange EP. Den har været ude som single og det er et fremragende nummer i sin egen ret, men rammer næsten endnu mere plet i sammenhængen her. Der skrues lidt op for tempoet og virkemidlerne og intensiteten af det hele får også lige et løft. Her stiger vi ligesom op over tågen og nærmer os de højere luftlag, vokalen runger mere igennem, guitaren drømme-støjer og rytmen er mere markant.
På den efterfølgende “Blind” kommer vi ned på jorden igen. Why Sun lader sig dale ned, sænker blikket og fordrer tålmodighed. Der gives ikke ved dørene her, eller “pleases”, what goes up must come down. Det er et ganske modigt træk, og udspil generelt, hvor bandet ikke fremstår decideret uinteresserede i lytterne, eller FOR introverte, men der er dog noget reserveret over udtrykket. Du er velkommen til, at komme med på turen, du skal bare ikke forvente, at du holdes i hånden og du må selv gøre en indsats for, at få noget ud af den. “Blind” kræver ikke blot lidt tålmodighed fordi den varer næsten 6 minutter, mens man er stadig høj efter “Traffics” flyvetur. Men Why Sun ER altså landet og bølger stille mod en fjern solnedgang og “the horizon of the past”, eller er det storbyens begyndende neonskær i tusmørket?
“Singapore (By Night)” lukker den knap 22 minutter lange EP med dyyyyb, fjern croon og et mere sfærisk lydbillede end hidtil. Vi svæver rundt i metropolens gader og gyder med utydelige skygger af mennesker og lysflader, der flyder sammen til utydelige plamager. Man stopper lidt op, snurrer rundt om sig selv uden egentlig, at få omverdenen i fokus til de beroligende toner….
Why Sun leverer både 5 numre der fungerer isoleret set, men også løber sammen til et mere samlet værk. Et lille værk i kraft af sin begrænsede spilletid, men et der skaber et helt lille univers, der suger dig ind. Der er steder, hvor det truer med, at lukke sig en smule som sig selv, det er noget bandet måske kan arbejde med, hvis de tager springet op i albumformatet, men i EP-formatet formår man at hænge på hele vejen.
En lille, stor bedrift, hvor man næsten ikke kan ønske sig mere af en EP.
Af Ken Damgaard Thomsen
