Det københavnske rockband Whitewoods Rock har et kort, men flot, CV med i baggagen, men desværre lever bandets selvbetitlede debutalbum ikke op til cv’et.
Det er som sådan helt ok, det bandet får lagt for dagen. En god omgang energisk og melodisk rockende sange, hvor inspirationskilderne ifølge bandet selv, spænder fra Jeff Buckley til Seattle scenen med undertoner af country og folk, og det kan da også høres hist og her, nu mest Seattle scenen. Mest af alt sender bandets lyd mig i retning af en moden, afdæmpet og mere kontrolleret udgave af Rock Hard Power Spray og dansker-grunge generelt.
I forhold til det fine CV, har bandet haft fornøjelsen af at vinde Hard Rock Rising 2016 på Hard Rock Café København og ikke mindst, være ét af 6 upcoming bands, der fik æren af at spille på metroruten som opvarmning til D:A:D og Dizzy Mizz Lizzy koncerterne i Royal Arena d. 17. februar i år.
Bandet har som sagt base i københavn, og består meget klassisk, af bas, trommer, guitar og et styk forsanger, og umiddelbart lyder det til, at det er forholdsvis rutinerede musikere vi har med at gøre.
Albummet består af 9 sange, pressemeddelsen fortæller ikke noget om bandet selv har indspillet, mixet og produceret, men det vil jeg umiddelbart gætte på er tilfældet, og det slipper de i det store hele meget fint fra. Albummet har en rå og autentisk sound, hvor der ikke er slinger i valsen i forhold til fremførsel, dog er der et eller andet med leadvokalen, en effekt af en slags, der gør den trættende at lytte til, 9 sange i rap.
Det er 9 varierede sange bandet har fået stykket sammen, og de er bundet fint sammen af bandets sound og vokalen, der på trods af det trættende element og en snas dansk accent, passer fint ind i mikset. Der er på de fleste af de 9 sange, optræk til noget godt, men det er som om at de alle mangler lige det sidste for at hive sig op over middel. Ja, det bliver ved lige ved og næsten, og der er, for at være hudløst ærlig, ikke en sang på Whitewoods Rock som man ikke har hørt bedre før – det er desværre ikke super originalt materiale.
Dermed ikke sagt at sangene ikke fungerer, for der er som sagt gode elementer at finde, fine melodistykker, omkvæd og et velspillende band, men der er ikke nogen af sangene der hænger ved og er mindeværdige, det er desværre ind af det ene øre og ud af det andet. Og man kan overveje om bandet ikke burde have smidt en EP på gaden, hvor der blev fokuseret på 4 sange, og få dem til at spille max, fremfor at udgive 9 middelmådige.
Når alt kommer til alt, var forventningerne nok sat en anelse for højt i forhold til bandets CV, og ja, det kan sagtens ske at de sparker maximum røv live, og at materialet fungere bedre på scenen end på plade, men desværre letter flyet ikke for alvor på Whitewoods Rock, på trods af at der af og til er optræk til det. Jeg kvitterer med 3 store stjerner, for det er over middel det bandet leverer på debuten, men der mangler som sagt lige det sidste, og minimum et nummer, der sætter sig fast i lytter-bøtten.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
