Whitewoods Rock spiller, som navnet antyder rock… desværre af den noget blege slags, især taget i betragtning, at dette ikke er en debutudgivelse.
Faktisk har bandet både et helt debutalbum i bagagen, der udkom tidligere i år, og har varmet op for navne som DAD, Electric Guitars og Dizzy Mizz Lizzy. Det er jo ikke, nødvendigvis, et kvalitetsstempel i sig selv, men giver dog en del forventninger. Om ikke andet, så får man da en lille indikation af, at det her nok ikke er avantgarde rock.
Det er det sørme heller ikke, bandet selv nævner, at deres rødder strækker sig tilbage til 60’er og 70’er rock, uden nogen nærmere præcision, hvilket måske er klogt nok. For Whitewoods Rocks rock er godt nok også i den noget anonyme afdeling, der nok ville blegne fuldstændig, hvis den blev holdt op mod nogle forbilleder. Det er ikke dårligt spillet, bandet nævner også, at de enkelt medlemmer har mange års erfaring fra forskellige steder, igen uden at præcisere det yderligere. Til gengæld er sangskrivningen ret sjusket og løs i kanterne, så det virker lidt som skønne spildte kræfter, at spille de 4 numre der udgør denne EP.
Af et erfarent band, med et debutalbum på samvittigheden, må man kunne forvente sig mere end et enkelt halv-godt omkvæd og så ellers en omgang ret forglemmeligt rod for resten, der meget af tiden lyder som Foo Fighters, der ikke blev færdige med deres numre. Det er rockmusik af den slags, som jeg, hvis jeg ikke lige er i humør til rock, finder decideret rædselsfuld. Hvad vil den mig?
Havde numrene nu været gode og fængende, så kunne vi snakke om det, men som nævnt synes jeg kun der er et enkelt halv-godt omkvæd på Further. Det finder vi i nummeret “Avalon”, der lægger ud i lavmælt balladeland, inden der kommer fut i løjerne og der bygges op mod et ret catchy omkvæd. Desværre halter opbygningen, den er ordinær og temmelig kedsommelig, men omkvædet viser, at bandet godt kan frembringe en iørefaldende melodistump. Resten lyder en kende underproduceret, lyden er en smule tynd og mangler noget bund og fylde rundt om en vokal, der ikke er svag som sådan, men godt kunne bruge mere indpakning for ikke at komme til at stå for nøgen – hvor manglerne udstilles lidt. Der går også lidt uklædelig “følelsesladet vrængen” i den mod slut, det lyder ikke specielt fedt.
“Night Exchange” starter med en ret fin lille western-rockende melodistump, men det er ganske kortvarigt og så er det som om sangen bare får lov til at simre i for lang tid og blive til en omgang udkogt havregrødssrock. Jeg synes der mangler krydderier, mere smag, saft og kraft, det kommer til at fremstå enten underernæret eller ufærdigt. Til gengæld sniger spilletiden sig op over 5 minutter, samtidig med, at jeg synes nummeret bliver mere og mere irriterende at lægge ører til.
Den efterfølgende, og afsluttende, “Captain”; kommer helt skidt fra land, med noget emotionel sang og et mere tilstræbt dæmpet og atmosfærisk lydbillede. Musikalsk nærmer det sig det selvudslettende ligegyldige, mens vokalen virkelig kommer ud på dybt vand her, hvor den er sat til at gå allerforrest, sætte kursen og trække læsset. Det funger overhovedet ikke i mine ører, faktisk lyder det decideret dårligt. Ikke den slutning på den lidt over 15 minutter lange EP, som Whitewoods Rock havde brug for.
De kom ellers bedre fra land med sangen “Misery”, i den anden ende af EP’en. Det er en mere tempofyldt sag, der egner sig godt til, at sparke sagerne i gang. Et højere tempo kan dog ikke kamuflere svaghederne, melodien er ikke helt fængende nok, tidligere nævnte Foo fighters spøger i lyden, også med et Dave Grohl’sk skrig fra forsangeren midt i sangen, så det hele kommer til at lyde som en noget tynd kopi.
Det er nok Whitewoods Rocks største svaghed, ud over at de her helt elementært mangler nogle bedre sange, at de ikke er i stand til at gemme, eller spille udenom deres egne begrænsninger og, netop, svagheder. I stedet for ender Further med at fremhæve dem. Og så er det sgu op af bakke.
Karakteren er i den hårde ende, men med det tilsendte, upræcise, CV, så synes jeg man bør kunne forvente sig mere. Det er jo ikke en demo, fra et band der lige er væltet ud af øveren. Og dermed er det bare ikke godt nok.
Af Ken Damgaard Thomsen
