White White Woods har lavet en fin, lille pop-EP, og allerede fra de første takter står det klart, at det er et band, der har ret godt styr på lyd og udtryk. I hvert fald fra starten. Desværre bliver vokalens brug af falset også et irritationsmoment, på en EP der ender med at blive en oplevelse på det jævne.
Forsanger Mikkel Lundfald lægger en fin, fortællende vokal som straks får lytteren til at spidse ører; det virker til, at der bag de måske lidt banale tekster faktisk er en historie, han vil fortælle. Men da åbneren, ‘Time’, går over i refrænet, falder det hele lidt til jorden; refrænet synges i en tynd falset, og det vil være synd at påstå, at det fungerer. Det kan sammenlignes med tidlig Mew, hvilket ret beset må siges mest at være lidt fjollet (tænk her ‘I should have been a Tsin Tsi (for you)’).
Det bedres på anden skæring, ‘Mirage’, hvor der lægges lidt kor på falsetten, men det virker stadig ikke optimalt og står i skarp kontrast til de ellers stærke vers, der leveres af bandet. Musikken er der ikke en finger at sætte på, og der synes også at være et udmærket popøre involveret i sangskrivningen – dog uden at det bliver til deciderede ørehængere. ‘Mirage’ bliver dermed et fint nummer, som dog ikke helt har kvaliteten til at kunne løftes til et decideret single-hit.
Der er ellers mange ting, der spiller for bandet. Især er bassporet spændende og giver drive til projektet. Og den generelle instrumentering er glimrende med små, diskrete arpeggios på udvalgte steder. ‘Morning Light’ gør ikke brug af falsetten, men bliver på den anden side set først interessant, da den cirka midtvejs piskes op med hektiske trommer.
EP’en lukker ned med ‘Heroin’, der egentlig kunne have været lavet som en dark ballad af White Lies (komplet med vokal og lidt småtvivlsom tekst). Men det fungerer fint – især som afslutningsnummer.
Så Loving Kills (But So Does Smoking) kommer til at fremstå som stærkt håndværk, glimtvis decideret godt og overbevisende guitarpop – men lidt for ofte går gassen af projektet da der insisteres på en enkelt vokal-effekt, som ikke fungerer. Det er ærgerligt, for numrene er ellers godt skruet godt sammen, skarpt skåret og kunne have fået en bedre skæbne.
Men det ender med at blive en ballon, der aldrig helt blæses op og letter, da det bliver lige tyndt nok i de fleste refræner. Det er et band, der ikke behøver arbejde så meget med teknikken og store dele af udtrykket er der. De tre stjerner er derfor alt, alt for fedtet i forhold til musikken og det håndværk, der leveres – det er bestemt godt. Men udtrykket – som pletvis og i det mere ‘egale’ fungerer ret godt – punkteres af, i mine ører, malplaceret falset.
Om løsningen er at ændre vokal-effekt – eller måske endda gå all in på dream pop og sovse det godt ind i rumklang, ved jeg ikke. Men for Loving Kills (But So Does Smoking) bliver disponeringen i vokalerne et stort nok irritationsmoment til at der ‘kun’ uddeles tre stjerner.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg White White Woods på facebook
