Copenhell er efterhånden ved at have etableret sig som et godt, stærkt brand (se vores festival-overblik), og har i år forsøgt at rive sig blot lidt fri at Refshaleøens geografiske lænker ved at holde en form for opvarmningskoncert for upcoming bands fra de øvre vækstlag i Århus.
Projektetet er interessant, sympatisk – men i den sidste ende på en måde også sammenligneligt med Smukfests forsøg på at lave arrangementer i hovedstaden. Mere om dette senere – og det ER også blot fnidder i forhold til anmeldelsen af adskillige gode bands på vej op i den danske musik-verden, som ret bredt beskrives som ‘metal’.
Oxx ★★★★☆☆
På mange måder er det en underlig åbner, da Oxx tydeligvis leverer stærk, metal-inspireret musik – men også åbner for muligheden for at bandet i virkeligheden er et jazz-band, der så som en anekdote passer ind i metal-verdenen. Det er dog genre-pegen-fingre, og i den sidste ende lidt ligegyldigt.
Oxx spiller udfordrende musik, hvor du skal være heldig at finde en ‘lige’ takt i deres cyklen rundt i skæve taktarter og sære dynamikker. Det fungerer overraskende godt med de tre mand på scenen: En guitarist/screamer, en trommeslager og en synths/bassist/growler. Især når vi operer i hardcore-genren fungerer det ret fedt, og der er smæk for skilllingen i et band, der tydeligvis spiller både tight og professsionelt langt størstedelen af tiden.
Problemerne opstår når bandet forsøger at opnå en potent lyd/feeling med synths, trommer og guitar. Det er ikke fordi energien for så vidt mangler, men det virker alligevel som om bandet kommer lydmæssigt lidt til kort af og til. Måske kunne endnu en guitarist afhjælpe dette – eller en mere ind-til-benet tænkning i hvordan synthbassen kan skabe et unikt lydbillede? Jeg ved det ikke, men kan blot konstatere, at Oxx ikke altid rammer deres fulde potentiale.
I bandets mix imellem den improvisatoriske jazz og metallens potens rammes der i hvert fald ikke plet i alle tilfælde. Og da der i fjerde nummer hives en klarinet frem i introen, er idéen egentlig fin – men den når bare ikke helt hjem, når alt kommer til alt.
Oxx skal have vigtige point for at udfordre en ind i mellem noget triviel genre, som Copenhell meget løseligt har gjort sig til talsmand for. Men ønsket om at udfordre genren med jazz-elementer har desværre medført at Oxx har mistet lidt for meget af metallens energi til fordel for jazzens konstante lyst at udfordre. Al respekt for projektet, men jeg går altså ikke hjem og tænker; ”det skal jeg bare høre igen” ud fra aftenens performance.
Jeg kan sagtens se, hvorfor Oxx skal på Copenhell: Det er en genre, hvor der er en oprigtig risiko for at lyden bliver kliché-præget, og det bryder Oxx med. Men efter aftenens koncert, er jeg bare ikke overbevist om, at Oxx kan løfte genren ud af denne sump.
Ja! Af og til fanges der et fedt groove – men ti sekunder senere har legelysten gjort, at man er et helt andet sted. Og det er faktisk lidt ærgerligt på en lørdag aften. Still. Det var en fin koncert. Energisk, troværdig – og hvad kan man forlange mere?
Evra ★★★★☆☆
Efter Oxx kunne Århus så se frem til Evra. I modsætning til fodboldspilleren (sorry!), så kunne bandet fremvise en klasse, der i hvert fald har potentiale til langtidsholdbarhed. Men samtidig var det ikke noget, der vil ryste verden (parallellen til fodboldspilleren skal vi blot lade står her).
Evra spiller old school hardcore, og gør dette ganske hæderligt. Det er dog for mig svært ikke at sammenholde det med andre koncerter i Århus (de fleste af lokale helte), hvor der har været de samme elementer, men dog med en hjemmebane-fordel. Evra lever af en stærk, energisk forsanger og så for øvrigt soldit håndværk til at bakke ham op. Det er stærkt underholdende, men bliver også underligt påtaget, når forsangeren føler trang til at lægge sig på scenen med mikrofonen højt løftet i en bøn-lignende positur.
Hvor andre hardcore-bands også har stort fokus på forscreameren, virker det som om Evra ikke rigtigt som band har fundet det fundament, hvor forsangeren som indpisker kan operere ud fra.
Der spilles fint, men aldrig rigtigt sammen og det sætter pletter på en ellers fin performance.
Som aftenens energiske højdepunkt kan man ikke rigtigt lade være med bagefter at tænke; ”mente de det virkelig?” – og det er den ultimative gift for bands, der opererer inden for denne energiske genre. Dog var der stærke, stærke glimt af energi og ud-over-scenen-vilje, hvilket må resultere i fire stjerner. Det er et band, der kunne hvile meget mere i teknik og energi – og måske have modet til at køre et godt djent igennem – eller fræser-soloer? Men energien er der i ét eller andet omfang, hvilket giver karakteren.
Slægt ★★★☆☆☆
Oven på Evra (og især Oxx) virker Slægt virkelig, virkelig gammeldags. Det er old school metal, og bandets stunt med at gå senere på end annonceret – mod så at have sat røgelse på scenen – tager altså ikke rigtigt nogen kegler. Prøv tilbage i 90’erne med den slags form – og kom så for øvrigt igen med indhold!
Slægt har taget et valg om at være særdeles traditionelle i deres udtryk, hvilket både betyder Iron-Maiden-lignende passager (dog med growl her og der), men også med langt hår over stort set hele linjen.
Variation er ikke et ideal, og det bliver simpelt hen så trivielt i løbet af overraskende kort tid, og den energi, som bandet må formodes at leve af, når simpelthen aldrig ud over scenekanten. Tertsafstande på soloer på guitarerne bliver bare klichéer, og den grownlende vokal bare endnu en stereotyp, i mine ører.
Det er dygtigt fremført, men der hænger stadig et stort, vægtigt spørgsmålstegn over Slægts perfomance til aften: Hvorfor er det vigtigt, at andre end medlemmer i bandet hører dette?
Både lyd og performance virker – til trods for at der leveres musikalsk ganske fint – stærkt bedaget, og hvorfor Slægt er valgt ud blandt så mange andre gode bands er lidt en gåde. Ja, de lyder som bands har lydt i mange, mange år, men det i sig selv er ikke en kvalitet.
Slægt blamerede ikke sig selv, men kan kun få tre meget små stjerner for at levere noget, hvor der ingen fejl var – men til gengæld heller ingen vilje til at fortælle noget, der kunne være vigtigt for publikum.
Rising ★★★★☆☆
Aftenes sidste act var Rising, og selv om den mentale orgasme måske udeblev, så leverede bandet et stærkt og (lidt for), professionelt set, som i ét eller andet omfang understregede at skabet skulle stå netop dér, hvor Rising havde planlagt det – og ikke andre steder.
Rising leverer for så vidt old school metal – og endda mere old school end Slægt i at de har en forsanger, der synger egalt (altså; ikke growl). Der er, ret beset, ikke en finger at sætte på Risings performance. Den er nørdet i kraft af at alle i bandet ser ud som om de for længst har lagt deres teenage fascination af metal fra sig – men til gengæld er energien vedvarende, og hele bandet udstråler den energi, man kun får fra metal.
Rising er og bliver headlineren på aftenen og byder ind med potent metal med dygtig forsanger, der aldrig falder i scream- eller Dickinson-mode, men formår at holde tilpas coolness – og måske lige rigeligt med kontrol – over et band, der har styr på bund, top og trommer. Det er helt vildt nørdet, helt vildt kontrolleret – men også dermed helt vildt fedt!
Hvor alle bands frem til Rising har virket lidt usammenspillede er det her tydeligt, hvordan der er en forbindelse hele vejen igennem: Ingen gør noget, uden at de andre har en idé om, hvad der foregår. Det er en stor fornøjelse at være vidne til.
Rising skal selvfølgelig derfor have fire stjerner – cool, kontrolleret, og lænende sig op af fem stjerner. Men så alligevel så meget i ‘produktions-mode’, så det vil være unfair at påstå at der blev præsteret til højeste niveau.
Copenhell Freezes Over er et interessant koncept. Som nævnt ovenfor, så tåler det (måske) sammenligning med Smukfest i København; man fjerner et koncept og en energi fra ét sted og forventer, at det kan overføres direkte.
Det er ikke givet; vi var vel omkring 50-100 mennesker på Atlas til aften, og når man tænker på hvad Copenhell trækker af betalende gæster, kan det næppe være tilfredsstillende, for en arrangør. Men samtidig må vi også som et webzine, der især beskæftiger os med rock, hilse konceptet velkommen! Lav endelig flere arrangementer i Århus, og dyrskuet i Roskilde måtte da gerne sende et par acts over til lignende arrangementer.
Og vækstlagene er jo helt tydelige. Jeg kunne måske nok nævne to-tre lignende, lokale hardcore-acts som Evra (ikke fordi der var noget i vejen med Evra!!) og Mono Goes Metal kan sikkert også levere interessante indspark (Oxx spillede til nævnte arrangement i år, red.). For slet ikke at nævne I’ll Be Damned, som tydeligvis er blevet ‘for store’ til denne type arrangementer (i Aarhus, red.), og dermed får deres ‘egen’ koncert til marts.
Så. When Copenhell Freeezes Over har forhåbentlig plantet gode, stærke frø – og vil blive ved med dette i fremtiden!
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Foto: Hasan Jensen / Homage Photography
