Den københavnske grunge, punk-rock og heavy, 80’ernes disco-punk og new wave og 70’ernes freak-rock og glam (pyha) duo Welfare er aktuelle med en ny EP. 5 korte, ganske alsidige, numre, der larmer fint, men ikke helt bliver hængende efter endt afspilning.
Og hvad skal det så betyde? Jo, nok er inspirationskilderne og referencerne mangfoldige, men duoen har formået at destillerer det ned til en ret kompakt energiholdig drik på EPens 5 numre. Bare fordi man trækker på mange genre, så kan man godt keep it simple, stupid, og det gør Welfare så.
Kvindevokal fra Bethany Catnip, der også stedvis lyder som om en kat der er oppe at køre på catnip, og så ellers bare et helt basal, tungt rockende og tilpas beskidt og minimalistisk, uden at det bliver for primitivt. Det er ikke rocken som genopfindes på ny her, hvilket tydeligvis heller ikke er hensigten, men mere en kærlighedserklæring til den klassiske cool, givin’ zero fucks rock, der sagtens kunne være fra New York, fremfor vores breddegrader.
Det har så også direkte betydning for nogle af de svagheder man stadig finde hos Welfare, trods et behjertet forsøg på, at gøre de 5 numre ret afvekslende, så er farvepaletten i sidste ende en smule begrænset og stilen så velkendt, at man kommer til, at savne det sidste, afgørende personlige aftryk i musikken. Meeeen, mindre kan da også gøre det og Welfare har fat i noget, der bare helt elementært fungerer.
Således kommer vi også effektivt fra land med den tungt huggende, 2 minutter og 20 sekunder lange åbner, “Bubble Bride”. Her lyder omkvædet:
look at me corruption worthy
make me your Bubble Bride
I’ll be your destruction wife
future shadow by your side
Tja, stor kunst er lyrikken måske ikke ligefrem, men hos et band som Welfare ligger meget af kunsten i det også fremførelsen. Den kan man her, og i de andre numre, ikke sætte mange fingre på. Det er cool, kontant og lyder som om der spilles med fremskudt brystkasse, selvsikker attitude og en cock of the walk struttin’ henover scenen.
Der er netop meget livenerve i Welfare, det kan så kompensere lidt for, at et nummer som den kun 2 minutter “My Will”, måske ikke har så meget andet end rå energi og en in-your-face følelse at byde på. Fin som energiudladning, men også lidt kaloriefattig. Der er mere gods i et nummer som den efterfølgende “Part of The Game”; hvor det pludselig bliver en helt del mere iørefaldende og melodisk, men ikke på bekostning af den hårdkogte lyd og udstråling. En fin og sej “snotnæset” punkrocker, hvor jeg synes der er en god balance mellem elementerne, så det tilsammen giver en sang med en god tyngde.
“Sway” sætter farten lidt ned og skruer samtidig op for spilletiden, så vi kryber op i nærheden af de 3 minutter. Det giver Welfare lidt mere tid til opbygning, hvor det er lige før tomgangen truer en smule i første del af nummeret, men de får den hævet på med et ganske effektivt omkvæd, hvor Miss Catnip også får testet de lidt lysere toner i registeret, det fungerer sgu’ meget godt. Vi ender med et ret solidt nummer, som jeg synes bedre og bedre om efter flere lyt.
Der lukkes ned med endnu en 3-minutter sag, den sejt vuggende “In Motion”, hvor der igen spilles lidt mere med musklerne, så EP’en kan blive lukket ned med manér. Saft og kraft er der nok af, en mindeværdig melodi og sang, knap så meget, desværre.
Hvilket også lidt er den samlede følelse jeg sidder med efter, at have lytte den anden EP med Welfare igennem. Der mangler nogle sange og hooks der for alvor sæter sig fast, og når de udebliver, så sidder man tilbage med en omgang dejligt brummende rockmusik, som er hørt mange gange før. Det klinger autentisk og lyder som om det bliver spillet med hjertet på rette sted, men… der mangler bare noget mere end hjerteblod og sved til, at det er noget man sætter på repeat, fremfor et af de utallige andre bands, der gør sig i denne genre.
Welfare har dog en nerve i det hele, der sikkert gør duoen (i udvidet udgave til koncerter) til en ganske heftig oplevelse live. På indspilning ender vi denne gang på en positivt stemt, stor 3er.
Af Ken Damgaard Thomsen
