Welfare er en københavnsk duo, der udsendte EP’en Blood Thrills tilbage i april måned. Er du til alternativ rock med noget støj på linjen, så er det værd at tjekke bandet ud.
Welfare, det lyder jo på en eller anden måde beskyttende og trygt, men måske også omklamrende og opvartende (for nogle mennesker). Musikalsk er den kvindefrontede gruppe Welfare både en pleaser og en der forsøger at holde afstand, hvor det “omklamrende” mere bliver til noget klaustrofobisk i lydtæppet, der lægger sig omkring en.
4 godt varierede numre bliver det til, hvor et fællestræk er den let kølige tone, og en følelse af afmålt distance og noget kontrol. I et mere uptempo nummer som “Heated”, der har en eller anden Blondie post-punket 80’er rock tone over sig, bliver det aldrig direkte inviterende. Der er, trods en ret fængende melodi og insisterende rytme, en fornemmelse af afstand. Ikke en der gør det upersonligt, eller skaber unødig afstand til musikken, det er bare stilen.
Vokalen er, naturligt, noget af drivkraften her, den rummer både det lyse, men også en let (med al respekt) “bitchy” og rå “chick” tone. Et nummer som den huggende “Dogs” rummer lidt af det hele på vokalfronten, det er en stemme der både indeholder dragende elementer, som lokker en tæt på, selvom den egentlig signalerer “kom ikke for tæt på”, noget læder og solbriller på i alle situationer coolness og også en eller anden antydning af noget sårbarhed midt i de hårde attituder.
Her pumper musikken fremad på en pulserende måde, der kunne minde om Muse med selvkontrol og blottet for lir. Nummerets anden halvdel bliver mere eksperimenterende, når lydbilledet hjemsøges af noget urovækkende kor og Muse-pulsen kombineres med noget, der kunne lyde som ekkoer af noget slut-60’er psykedelisk rock a la Jefferson Airplane?
På afslutteren “Favorite One” stiger tempoet igen, og musikalsk og vokalmæssigt dufter det stedvis af en mindre over the top udgave af The Gossip og Beth Ditto. Det er sådan set et rigtig fint nummer, men også her hvor der måske begynder at snige sig lige vel mange retninger ind i musikken, så man begynder at miste følelsen af hvem Welfare selv egentlig er.
Bedst synes jeg faktisk de er på det glimrende åbningsnummer “Leash”. En foroverbøjet lusker melodi gennemstrømmer nummeret, mens vokalen umiddelbart får lov til at stå i spotlyset, indtil der bygges op til et effektivt omkvæd. Hvis der er nogen derude, som er bekendt med undergrundsbandet Lewd Flesh, så minder klang og stil lidt om deres Op I røven, Dø I Smerte 7″er udgivelse (ja, det hedder den altså). Bare med mindre dyrisk vildskab og mere kontrolleret coolness.
Der er masser at synes om på Welfares Blood Thrills, men det er også en udgivelse der viser, at gruppen måske stadig søger efter den helt præcise lyd, der skal definere dem – og som de skal arbejde videre med. Men der er en masse spændende elementer og ikke mindst har de en attitude og stil i deres udtryk, som gør at det emmer af potentiale og muligheder.
Vi ender på 4 stjerner for en EP, der viser et lovende band, som stadig er i udviklingsfasen. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det ikke havde været bedre at bytte rundt på bandnavn og EP’ens titel?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Welfare på facebook
