Weile er et familieband, bestående af tre brødre, og så en trommeslager, som så vidt vides ikke er i familie med resten. De leverer på Ulven Og Andre Opbyggelige Fortællinger netop opbyggelige fortællinger i et 70’er inspireret blues-rock univers.
De tre Weile-brødre, Alexander, Sune og Nicolai, har allieret sig med trommeslager Lars Winberg og udgør til sammen bandet Weile. De tre brødre har fået en del inspiration fra faderens pladereol, og Burnin Red Ivanhoe, Alrune Rod og Young Flowers nævnes som danske forbilleder, mens Captain Beefheart, Velvet Underground og Rolling Stones er de internationale. Det er altså den bluesede ende af den tidlige 70’er rock Weile har gravet i, og det fungerer egentlig ganske godt for bandet.
Syv numre har fået plads blandt de opbyggelige fortællinger, hvor vi kommer omkring blandt andet begær og utroskab og angsten for det fremmede, gerne med brug af eventyrlige figurer i teksterne, for eksempel prinsesser (på ærter) og ulve. Musikalsk er det måske ikke overdrevet raffineret, det Weile har gang i, men der er en god umiddelbar energi og opfindsomhed i udtrykket, trods de tydelige 70’er referencer.
Lad os lægge ud med at se nærmere på nær-titelnummeret, ‘Ulven’, som er et godt eksempel på, hvad det er Weile er gode til. Bas og trommer bobler langsomt afsted, mens guitarerne fletter figurer henover, og den tilbagelænede, 70’er inspirerede vokal nærmest dovent fortæller os at “nu lever ulven trygt i Jylland”, men senere går ulven på jagt gennem byen og tømmer forrådskamre, og reaktionen kommer: “knive hvæsses//Lænker strammes//Det er et fællesskab gået for vidt”. Mon ikke ulven er et billede på noget andet, eller er der tale om, hvordan vi reagerede på de helt konkrete ulve, som bevæger sig rundt i Jylland? Eller begge dele. Weile’s tekster bliver i dette tilfælde ikke så firkantet skåret ud i pap, at der ikke er rum til fortolkning.
Udlægget på albummet er direkte og rustikt rockende ‘Itu’, hvor en hakkende og et mere krummeluret guitarspor fører an, mens vokalen rammer en diktion, så man sagtens kunne føle sig henført til et af de danske 70’er forbilleder. Her kunne der måske med fordel været skåret lidt fra de knap 5 minutters spilletid, men det er nu stadig et ganske velfungerende rocknummer. Den bliver fulgt fint op af den blues-luskende ‘Pickup Truck’, som det er svært at lade være med at vippe med til, og har en tekst, som man gerne vil grave sig ned i. Det er her, der dukker en prinsesse op – “et helt hav af ærter har hun ligget på”, som det lyder. Her antager vokalen også karakter af historiefortæller, og der er noget, på en måde, hyggeligt over nummeret, samtidig med at der også er noget andet.
Efter førnævnte ‘Ulven’, skal vi have det måske mest oplagte “hit” på albummet, ‘Min Berlin’, som igen har snablen godt nede i 70’er lyden og et ganske fængende omkvæd. Det virker også temmelig rustikt i lyden og måske også en kende for simpelt i sin opbygning, til at det for alvor er et, der sætter sig fast hos mig. Til gengæld er jeg ret begejstret for den efterfølgende ‘Vinden Hyler Deri’ (fed titel i øvrigt), som også har et fængende omkvæd (“de chancer vi har//er få og små” ), men også tager sig en smule mere tid til at bygge op, og afsøge nuancer i nummeret, blandt andet med en småpsykedelisk solo.
Misundelsen viser sit grimme ansigt på ‘Min Bedste Vens’, hvor vokalen beretter om, at “Min bedste vens kone ku’ jeg lide”, hvorefter der handles på det, med moralske tømmermænd til følge: “Min bedste ven (nananana)//Hvad har jeg gjort?”. Her er vi måske igen ude i et nummer, som kunne være pudset mere af, men det har også sin charme at Weile virker som umiddelbare i deres udtryk. I følge pressematerialet er sangene jammet frem, og sådan lyder de også, på godt og ondt.
Albummets sidste nummer hedder ‘Læg Blot Dine Byrder’, og det kunne vi jo nok alle have brug for. “Læg blot dine byrder på mine skuldre//Jeg kan bære dem, jeg kan bære dem endnu”, er budskabet her, på et nummer, som energisk beat-pulserer derudaf med svirrende bækkener og selvfølgelig en guitarsolo undervejs. Her kunne der dog måske også med fordel være økonomiseret en smule med spilletiden, men omvendt er det også noget af det, der gøres Weile’s udtryk charmerende, at det har den her løse vibe. Alt i alt er Ulven Og Andre Opbyggelige Fortællinger et charmerende og stedvis ganske fængende bekendtskab, hvis man er til de tidlige 70’eres bluesede rock og gerne vil høre et 2016-bud på stilen. Langtidsholdbarheden er ikke lige stor på alle numre, og udtrykket er ikke specielt finpudset, men vi lander alligevel på 4 pæne stjerner for en velfungerende debutplade.
Du kan finde Weile på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
