Der stod rock på plakaten i Caféen på Studenterhus Aarhus hvor de tre turnerende bands, Weal, Mawic og Nicotine Nerves leverede forskellige bud på, hvad rock er og kan.
Arrangementet kom til en for tidlig afslutning da der gik en brandalarm kort efter afsluttende Nicotine Nerves var gået på, men aftenen havde mere end antydet at publikum til turens sidste koncert 21. marts i København kan se frem til et fint arrangement.
Det vil være løgn at påstå, at arrangementet var en stor publikumssucces: Det maksimale antal tilhørende talte jeg til 16 på et tidspunkt, hvilket i bund og grund er lidt ærgerligt, for de tre bands fik vist at dét, vi med bred pensel kan kalde ’rock’ altid har en live-appeal.
At arrangementet var lagt i studenterhusets cafe var derfor ganske velvalgt, mens der var stor fest for internationale studerende i Stakladen. Det noget magre fremmøde kan måske også forklares med, at koncerter i Studenterhuset efterhånden er en sjældenhed: Der er dårligt nok et miljø og selv om koncertprisen på 50 DKK vist ikke kan have skræmt nogen, så er vi langt fra de dage, hvor Studenterhuset var en særdeles aktiv spiller for koncert-livet i Århus: At svinge forbi og bruge 50 DKK (30 for medlemmer!) på noget, man ikke lige kender, er ikke så oplagt når koncertfrekvensen er så lav. Og festen i nabolokalerne trak også potentielle koncertgæster i retning af DJs og kulørte lamper.
Stor respekt for, at Studenterhuset arrangerer koncerter! MERE AF DET – det skaber miljø og der er masser af bands, der både kan bruge erfaringen men i øvrigt også kan levere stærk underholdning.
Og med den opfordring så koncerten:
Weal
Kl 20.45 går bandet på, og tonerne slås an til en ret post-punket, sfærisk forestilling hvor Peter Thielst Jessens udmærkede, mørkemands-dybe vokal først kommer sent ind i første nummer: Weal er et band, der har udviklet sig meget – ikke altid til min smag, som mine anmeldelser af deres udgivelser indikerer. Men de har fået det maksimale ud af EP-formatet og kan ikke beskyldes for at stå stille. Jeg får lejlighed til at tale med Jessen efter koncerten og han forklarer, at de har besluttet sig for at arbejde mere rocket, mindre poppet og i øvrigt gøre brug af støj, repetition og elementer fra post-rocken. Det er en interessant retning, bandet arbejder imod og deres kommende plade bliver spændende at følge.
Det betyder også, at ’tricks’ fra postrocken og post-punken står ret centralt: Flere numre bliver et guitartema, der gentages mange gange, hvorunder der lægges mere og mere intensitet, energi og guitargains på. Det er et godt, gennemprøvet koncept og Weal leverer glimrende på denne aften.
Men det er nu ikke sådan, at Weal bare kan puttes i dén bås og så er dé regnet ud: Andet nummer viser noget af den legesyge, bandet havde tidligt i sin karriere, da nummeret skifter feeling mod slutningen og sender tanker tilbage til Franz Ferdinand-dagene, hvor skotterne gjorde det til en ’thing’ at skifte feeling midt i numre.
Fjerde nummer, ‘In sickness and Health’ (? Wealth?) overrasker også ved at være kort. For som det måske fremgår ovenfor, så tager Weal sig tid til at udfolde numrene – men altså ikke her, hvor de i seks ottendedele får leveret en fin, kompakt sag.
‘Night Drive’ følger og vi styrer ind i støjen igen inden sidste nummer cementerer genren med en lang, lang outro hvor et tema gentages i uendelighed med stadig mere og mere gain på.
Weal er på én gang introvert, spiller tydeligvis også lidt ’op af bakke’ med de få publikummer, men har rigtig godt fat i deres æstetik og levering. Det er en fornøjelse at se en trommeslager, der spiller på sine trommer og Sonic Youth har heller ikke levet forgæves, når der fx afsluttes med lidt leg på guitarpedalerne i slutningen af ‘Night Drive’.
Det let introverte udtryk redder måske også lidt dagen, da det tillader bandet at se bort fra at der ikke er så mange tilhørere. 30 minutter synes ikke for længe for et band, der har et fint bagkatalog, men i kraft af den konstante udvikling, bandet har været igennem, giver det også mening at tænke i det senest lavede.
Mawic
Introvert kan man dog ikke kalde Mawic. Ja, faktisk lever bandet i konstant fare for at falde i kategorien ’prætentiøst’ med deres larger-than-life tilgang: Der ’tælles ned’ via et track mens trommeslageren sidder på scenen, han starter så slagets gang, hvorefter bandet kommer på for endelig at forsangeren iført imiteret pelskåbe går på scenen.
Vi får godt nok noget forskelligt! Hvor Weals trommeslager tydeligvis spillede på sine trommer, trives Mawics tydeligvis med at spille lidt mere enkelt og lægge små, lækre detaljer ind i fills på ellers ret ’lige’ spil som Rock 1.
Mawic er kommet for at skabe en rock-fest. Der tages ingen fanger, og det er 4/4 derudaf med to – eller til tider tre – guitarer, bas og trommer. Forsangeren synger rigtig fint og udtrykket er… Dansabel rock?
Flere gange afsluttes der med helte-soli (i øvrigt forbilledligt leveret til trods for tydelige fejl – attitude betyder meget for Mawic) og numrene er skåret over en relativt klassisk rock-skabelon med catchy refræner – ja, det bliver endda til igangsætning af clap-along fra scenen i tredje nummer.
Og det er jeg i næsegrus beundring over: Den rock, Mawic spiller, lever allerbedst af at have et dansende publikum, som forsangeren så kan læne sig op af.
Vi er bare ikke særlig mange, selv sidder jeg som en anden eksaminator ved et café-bord og der er ikke rigtigt noget stående – og da slet ikke dansende – publikum. Men Mawic holder fast i deres koncept, guitarsoloer med en vis kropsdel forrest og solid, dansabel 4/4 tilgang for det meste. Slår man op i leksikonet under ’rock’ vil Mawic snildt kunne repræsentere i lyd og udseende: Konsekvent brug af Gibson-guitarer over hele linjen, en bassist, der næsten kan pisse over bassen – og så forsangeren med den der kåbe-agtige jakke.
Sejt? Over the top? All of the above!
Fjerde nummer, ‘I Know, You Know, You will’, har bandet ’solgt’ som indløbssang for ishockeyholdet Odens Bulldogs, og ja – det er rock derudaf med et catchy omkvæd og vind i det sparsomme hår. Selvfølgelig skal der også et par ballader til, og her viser forsanger Martin Wichmann rigtig fint, at han ikke bare er rock-sanger men også kan levere lidt mere sart – altså inden balladerne eksploderer i power-balladeæstetik.
Bandet får spillet ti numre, hvoraf to blander danske tekster med engelske, der er to ballader og al variationen til trods, ender settet med at virke lidt langt.
Havde folk danset foran scenen, havde jeg nok ikke tænkt det, men på aftenen blev det lige dele beundringsværdigt og mærkeligt, at bandet har en attitude som et stadion-rockband. Men at der altså nok ret beset kun var ti mennesker til at se dem.
Synd!
Nicotine Nerves
Touren er sådan bygget op, at de tre bands spiller på ’hjemmebane’ i hver deres by på de respektive studenterhuse og Nicotine Nerves kunne så nyde hjemmebanefordelen her.
Umiddelbart tror jeg ikke, det betød så meget for bandet, for det lever af én ting: Rå, grunget energi. Det kommer i duoen til udtryk i en trommeslager, der slår AFSINDIGT hårdt på sine trommer og så et sandt arsenal af octavers, forvrængere og andre effekter, der får (baryton?) guitaren til at fylde godt.
Forsanger og guitarist Rasmus Rankenberg Madsen når i samtlige numre at lave breakdowns og headbange og energien er til at få øje på, på samme måde som man må imponeres over hvor meget sådan en guitar kan fylde!
Første nummer er ganske rockabilly-agtigt, mens de næste trækker på grunge og Hendrix-agtige grooves. Det er fedt!
Og som fjerde nummer så går i gang, går brandalarmen. Om der er gået ild i en international studerende til festen inde ved siden af, står hen i det uklare. Men vi bliver bedt om at evakuere og da jeg egentlig både havde en bagkant hjemme og var lidt ramt af et uofficielt redaktionsmøde for Århus-folkene dagen inden, valgte jeg at kalde det en aften. Hvad jeg så af Nicotine Nerves var dog særdeles overbevisende og jeg skal så afgjort se dem igen – hvilket jo så ikke burde være umuligt med et Århus-baseret band.
Sådan sluttede aftenen altså lidt brat, men arrangementet er egentlig bedre end oplægget, hvor geografi især har været med til at definere de tre acts: For vi kommer over sådan en aften igennem forskellige bud på, hvor forskellig ’rock’ som begreb er, og selv om der forfaldes lidt til klicheer, har rock bare altid en live-appeal, andre genrer ikke helt kan hamle op med.
Alt i alt en god aften!
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
