Med stor variation over de fire numre First of All varer får bandet rykket lytteren rundt og hvad EP’en måske ikke rummer helt i rød tråd, henter den til gengæld hjem på at være velspillet, altid interessant og til tider provokerende.
Flabet lægges der ud på ‘Race of Us’: En Weezer-agtig, let off pitch vokal synger med al ungdoms naivitet om at blive ældre; ”Time and place / fall into place / And I’m suddenly older” går teksten og indikerer, at der er dobbelttydighed i ordet ’race’. At vi er en art, der ofte har travlt med at blive ældre. Og at det der med at blive gammel nok kommer af sig selv.
En venlig synth lægges som solo, mens der vugges derudaf i en lidt mere tilbagelænet stil end hos for eksempel I am Bones, som dette nummer ellers godt kunne minde lidt om.
”Bodyyyyyy and soul!!” synges der i højt tonalitet i refrænet og indtrykket af tidlig Weezer fastholdes.
Men allerede på anden skæring rykker vi over i en anden boldgade; Med stærk amerikansk udtale trækker ‘Saver Your Tears’ mere i retning af en Diefenbach-lyd. Eller måske rettere Midlake, hvis vi skal holde os til Nordamerika.
Der er en ro og en stil over det nummer som gør det til en appetitlig lytteoplevelse.
”Save your affections / save all your tears / I would give them to someone / who wouldn’t run away / and leave you here” formanes der i refrænet og i versene er det smukt pakket ind i et Midlake-agtigt kor. Lækkert!
‘For Myself’ er igen lidt mere flabet og trækker på mere klassisk rock. Og med tekster som ”I wanna watch you burn / with the sound set to 11” er der heller ikke sparet på klichéerne i teksten. Det er dog ikke rigtigt potent og virker kontrolleret og nedtonet. Egentlig meget cool, men er der et sted, hvor Weal kommer til at stå lidt svagere i udtrykket, så må det være her. Der er heller ikke så mange behagelige overraskelser som for eksempel den venlige synth på åbningsnummeret eller de cool grooves fra nummer to.
Oh, well. Afslutteren, ‘All in All’, byder dog på rigeligt med idérigdom og kommer til at fremstå virkelig fint; pænt kontrollerede, huggende guitarer og bas hugger versene op, mens der ligges en mandolin ind over i en sammenbindende bevægelse – blot for at ende i et hyperharmonisk refræn som næsten stikker af i pæne dur-klange, men kommer til at virke som en form for release på det lidt huggende vers.
Sidste del af nummeret er så et breakdown med tonalt høj vokal-kor, som skrider over i et upbeat stykke med den tidligere venlige synth – som skrider over i et næsten råbende kor; ”The silence lasts until the sound / the lost is only lost / ’till it’s found”.
Voldsomt dybt? Nej. Men lækkert og effektivt! Weal gør dermed en rigtig fin figur og sender mere eller mindre bevidste tips of the hat til flere bands og genrer.
Det er mange ting, men især interessant og lækkert er ord der dukker op i tankerne, og da EP’en er selvproduceret er der også muligheder i at skærpe endnu mere på lyden og lege med numre som ‘For Myself’. Men EP’en skal belønnes med måske ikke de fem største stjerner, men dog fem stjerner for idérigdom og i overvejende grad evner til at udføre idéerne!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Weal på facebook
