We the Moon debuterer med velspillet, men også lidt kølig, tung rock på EP’en Rhea.
We the Moon er et band, der består af dygtige musikere. Det er man ikke et sekund i tvivl om, når man lytter Rhea‘s fire numre igennem. Pressematerialet smører også tykt på, og går så langt som til at kalde We the Moon “the missing link of rock”. Det manglende link mellem hvad, fristes man til at spørge?
Nå, nu skal man ikke altid lægge for meget i pressematerialet, det er jo musikken på skiven det handler om. We the Moon har rumlet og arbejdet med deres udtryk i noget tid, men det var først da forsanger Morten Roar Berg stødte til i 2016, at det tog form i den retning, der kommer til udtryk her.
Skal jeg prøve at definere We the Moon’s lyd, vil jeg gribe til referencer til sen-90’er og tidlig 00’er rock af den tunge slags. Det nævnes i pressematerialet at de enkelte medlemmers præferencer musikalsk spænder fra Gojira over Alter Bridge til Audioslave, og så ville jeg nok tilføje Tool til den forsamling, blande det i en blender, og så vil man måske ikke lande så langt fra lyden af We the Moon.
Svagest i billedet på EP’en står ‘The Departed’, som bliver lidt gumpetung i de hakkende riffs, og trods bandets dygtige udførelse ikke rigtig fænger hos mig. Det er ikke et dårligt nummer, men på en måde bliver det næsten for pænt i lyden og der er melodistykker, der minder mig om noget Dizzy Mizz Lizzy kunne have kreeret i 90’erne. Ikke at der er noget dårligt i det i sig selv, men i sammenhæng med hvilken lyd, det ellers virker til, at We the Moon stræber efter, så virker det lidt vel pænt.
Stærkere i billedet står den ligeledes lidt bagdelstunge, men til gengæld mere kantede og varierede ‘You Owe’, hvor det melodisk fungerer bedre for mig, og åbneren ‘The Hunter and the Prey’, hvor især guitarspillet og den hakkende rytme sidder i skabet. Garnér med en fin guitarsolo og den generelt velfungerende vokal, så står man faktisk med et ganske stærkt nummer.
Det er nu lukkeren ‘Safer Ground’ som topper på EP’en i mine ører. Den arbejder glimrende med nogle næsten umærkelige intensitetsskift, hvor nummeret bevæger sig fra sin melankolske grundstemning til buldrende peaks. Her viser bandet at de er dygtige musikere og ved hvornår, der skal skrues op, og hvornår man skal holde tilbage. Det lyder røvfedt, når der skrues op for trykket, guitarerne riffer tungt, og Morten Roar Bergs vokal bliver sluppet løs.
I det hele taget har han en godt skolet vokal, der har en stor spændvidde, og især på ‘Safer Ground’ får han lov til at shine. Det måtte han egentlig godt få endnu mere plads til i min optik.
Kan We the Moon bygge videre på de bedste klodser fra Rhea, så kan det godt gå hen og blive virkelig fremragende. I første omgang viser de på EP’en at der er et stort potentiale at bygge videre på, men at der også kan arbejdes med måske at løsne lidt op for det lidt tunge og perfektionistiske udtryk. Det er dog alt rigeligt til 4 store stjerner.
Du kan finde We the Moon på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
