Hvad og hvordan er det, at være menneske? Både individuelt og i de fællesskaber vi indgår i? We Are Among Storms sætter The I in We på deres debutplade, der veksler mellem det brutale og de skønne i et afvekslende post-hardcore univers.
Det er store emner, som trioen tager op på deres debut. Men, stilen er nu i bund og grund, i sin kaotiske kerne, velkendt. I hvert fald, hvis man har fulgt lidt med i den københavnske hardcore-scene over de sidste par årtier, hvor trioens medlemmer har huseret i forskellige konstellationer.
Forsanger Martin Nielskov og hans markante stil, vil mange sikkert huske fra da han hærgede i front for The Psyke Project. Efter de lagde sig selv i graven i 2014 trådte han ind i bandet Église, hvor han blandt andet kom til, at spille sammen med guitarist Lukas Frederiksen og trommeslager Mathias Thevik Ernest. Église blev opløst i 2018 og We Are Among Storms opstod af asken, kortvarigt som en kvartet, inden de fandt denne trio-form og fik fornyet inspiration.
De interne processer og inspirationen, som føder kreativiteten i band, kan være lidt sjov, udefinerbar størrelse for en udenforstående, som undertegnede. Jeg aner ikke hvordan de arbejder nu i forhold til tidligere, og kan måske heller ikke helt høre, eller afkode det i den musik, der kommer ud af det. Og er det egentlig vigtigt for mig, som lytter, at vide at der er “åbnet for nye musikalske horisonter og muligheder”?
Måske ikke, men det er da rart at vide, at det man lytter til på en eller anden vis er inspireret og har været et frisk pust for de involverede parter. Det vigtigste er, naturligvis at det har præget musikken og kan høres på pladen. Og det bilder jeg så mig selv ind, at det rent faktisk kan på The I in We, hvis titel jo så også får en ekstra betydning i forhold til det samarbejde og samhørighed bandet selv har fundet.
Det er post-hardcore, på mange måder som vi kender og kan lide den (fandeme så!). Til tider vildt, frådende, glubsk og kaotisk. På andre tidspunkter atmosfærisk, smukt, betagende og berusende. Der eksperimenteres med formen, melodierne hakker og sprutter, falder ned på jorden, stiger til himmels, svæver ud, samler sig igen og går godt gammeldags amok.
Tonen og klangen kan godt opfattes som værende kold og utilnærmelig, men der er også en varm, kraftfuld og meget tillokkende kerne i det her, som suger en til sig. Et sort hul af nordisk kulde, hvis tyngdekraft kan være svær at undslippe, hvis man først er faldet for genren og har bevæget sig for tæt på.
8 numre, 29 minutter. We Are Among Storms spilder ikke tiden. Inden man ser sig om er man fremme ved den arrige “Creation”, pladens næstsidste nummer. Sidste stop inden titelsangen, der lukker The I in We ned. Det er på tumultarisk vis gået over stok og sten, dal og bjergtoppe. Et afvekslende ridt ud i omgivelser der nok føles velkendte, men som her præsenteres på særdeles indbydende og fængende vis.
Et højdepunkt er den overvældende “The Wind Beneath”, der med sine 6 minutter også den ellers ret trimmede plades længste nummer. Den bølger og bruser voldsomt og mægtigt frem og tilbage med en massiv vindstyrke i ryggen. Man kan nærmest føle vind og saltvandet rive i ens ansigts hud, mens man klamrer sig til rælingen for ikke, at blive taget af elementerne og slynget i det kolde hav.
Som bandnavnet kunne antyde, så befinder vi os generelt i et musikalsk univers, hvor stormene raser. Den antager en del former i løbet af The I in We, hvor man godt kan blive lullet ind i en falsk tryghedsfornemmelse, når det aftager lidt i singlen “Clouds and Compass”. Men, inden man ser sig om blæser det op igen, her er det næsten som om sangen “dribles” i gang efter, der er blevet jongleret lidt på stedet og SÅ får den en lige i røven.
“Cycles” lægger ud som død og helvede, og lyder som om man dumper ned midt i en orkans rasen. Det cirkler, man er ude af balance, støtter imod og forsøger at holde balancen, når man fanger nogle af de opadgående vinde. Men, kaos hersker udenfor “cirklen”, som momentvis bryder igennem og tager over, så man ruskes godt igennem.
Hist og her undgår man ikke, at We Are Among Storms tricks og virkemidler føles lidt forudsigelige. Numre som “Travellers”, eller “Time Has No Favorite”, kan godt virke som genudsendelser, eller numre hvor melodi og intensiteten bare ikke får helt fat i samme grad. Fine gentagelser, bestemt, men på en kun 8 numre lang plade får det også en lille bi-smag af fyld. Det vil nok variere fra lytter til lytter, hvilke numre der lige rammer hårdest.
Set over en hel plade holder We Are Among Storms dog et mere en hæderligt “bundniveau”, hvis man overhovedet kan tale om et sådan. Måske også fordi, gode intentioner in mente og at trioen føler, at de har set nye musikalske horisonter, så er der trods alt ikke tale om de store, nye musikalske landvindinger på The I in We. I hvert fald ikke for en lægmand lytter, som jeg.
Det lyder muligvis lidt paradoksalt. Men, selvom pladen uddeler en solid portion øregangsklø og kan give mere tør hud i dit grimme fjæs end en kold februar frostvind, så er det en af den slags plader, som jeg tror jævnligt kunne få et “hyggelyt”. Det er sådan en herligt, kompakt kold afvaskning. Lyttevenlig, på sin egen fjendtlig og barske måde. Godt med tyngde og pondus, alligevel “nem”, at lytte til fordi den føles så velsmurt.
Det har været en kold tid vi har levet i, mens jeg har lyttet til The I in We, men den lunede og får 4 stormfulde stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
