Warhaus forsætter med høj kvalitet på andet, selvbetitlede album: – cool, tilbagelænede sange med hints til Gainsbourg, Waits – og den belgiske alternative-tradition. Eneste anke er, at pladen lægger virkelig højt niveau fra start og måske har et dyk eller to undervejs.
Lad det være sagt med det samme: Blandt Belgiens guldalder af alternative rock-bands findes adskillige af mine yndlingskunstnere: dEUS, Mintzkov og Ghinzu har jeg indgående kendskab til, og det er svært at anmelde et belgisk projekt, uden at referere lidt til den tradition. Så er det sagt.
Men lad mig starte et andet sted; med en anden anmeldelse, jeg har begået: af El Vy. Jeg var lidt forbeholden med stjernerne, da jeg var lidt i tvivl om hvor vidt de to herrers åbenlyse leg med produktion og tekster om sex og stoffer holdt på den lange bane. Det har det vist sig at gøre, og pladen er én af dem, der ofte får et spin hjemme.
Warhaus trækker på pladen Warhaus på de samme hamler: Det er ekstremt lækkert produceret, tilbagelænet og har i den grad sex som omdrejningspunkt. Men selv om jeg da forestiller mig, at pladen kommer til at stå fadder til en del hyrdetimer ude i de små hjem, så bliver den aldrig sleazy.
I en magtdemonstration af coolness lægger Maarten Devoldere en lækker, dyb vokal – ofte komplimenteret af kæresten, Sylvie Kreusch. Stilen er klassisk, men også en kraftpræstation af hvad en shaker kan gøre for drivet på ellers cool, tilbagelænede numre.
Og generelt spiller slagtøj en stor rolle, pladen igennem.
Om det er toppede bongoer, førnævnte shaker – eller den for pladens bedste nummer, Love’s A Stranger, bærende metallofon, så er det super gennemtænkt og lægger sig ofte i et fint bånd over den drevne bas…
Det er i den grad røget-spillested-stemning over sagerne og labelen ’klassisk’ bliver sådan set mest udfordret af netop den lækre produktion.
For mig at høre, står Warhaus på skuldrene af vægtige kæmper; Tom Waits, dEUS og Serge Gainsbourg må vitterligt have været inspiration.
Flere numre er skåret over den klassisk alternative-skabelon, som dEUS perfektionerede på The Ideal Crash: Fortællende vokal starter ind over et Tema A, som så siden hen afløses af et Tema B.
Men hvor dEUS kan virke meget insisterende, så gør Warhaus det om ikke umærkeligt, så meget subtilt. Overgangene giver i højere grad mening og vil for lytteren virke mindre overraskende.
Som Sting, der umærkeligt får skubbet skæve taktarter ind i popsange, så folk pludselig danser til 7/8 som det mest naturlige. Dans skal dog for Warhaus nok tænkes i en mere middelalderlig tolkning… På Love’s a Stranger kan Kreusch’ vokal endda minde om Karin Dreijers på dEUS-nummeret Slow – altså sovekammerdovent, med evig tid – sexet.
Energien er ikke brugt på at lave gode sangtitler og Well Well, Bang Bang og en række enkeltord som Control, Dangerous og Everybody er måske ikke så voldsomt sofistikeret.
Det er alternative-skabelonen til gengæld og ud over den afslappede vokal og skarpe percussion, er det det stærkeste salgspunkt: For vi får nogle fine modtemaer i numre, som ellers dovent eller præsent groover derudaf. Og helt klassisk behøver det ikke være pæne temaer. Som i Well Well, hvor Tema B er en tonalt skæv guitar sætter en ny dagsorden. Men subtilt og fint.
Dangerous indledes med Kreusch’ vokal, men ender med en duet-agtig udvikling. Cool, afslappet sexet og med toppede bongoer til lige at få lidt top på det ellers basdrevne nummer.
De første tre-fire sange har en interessant kvalitet over sig og en vis pop-appeal. De næste fire trækker mere i retning af klassisk Cohen (dog mindre sofistikerede tekster) og Waits. Man synes, man har hørt det før, men det er stadig originalt.
Og da vi når til afslutningsnummeret Fall in Love With Me får vi cementeret det klassiske udtryk – i en valsende 6/8-ballade – men også en formaning om, at man nok ikke skal forelske sig i denne ræv, der er Warhaus. Ironisk nok med b-vokal af kæresten…
Sætter man Warhaus på, vil man altså få to indtryk; kører pladen i baggrunden, kan man hurtigt tro, det er en bootleg af noget Waits/Cohen. Men pladens første afdeling har alligevel så meget produktionsværdi og pop-appeal, at det er et helt andet dyr, man har med at gøre.
Det er uomtvisteligt et godt album og fem stjerner er på sin plads!
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
