På en dag, hvor det meste af Århus – tjah, vel egentlig det meste af Danmark – havde travlt med at nyde solskinnet, var en lille, dedikeret skare dukket op på Atlas for at høre metal.
Om det var vejret eller andre faktorer, der spillede ind, er svært at sige, men regner man de deltagende bands’ medlemmer fra, var vi ikke forfærdeligt mange til arrangementet – men til gengæld dedikerede.
Programmet startede kl. 19, og bød på hvad der blev fremlagt som ‘seks timers metalfest’. Og festligt var det – mens der selvfølgelig både var højde- og lavpunkter over et så langt program.
Der var to afdelinger; først fire bands i konkurrence om spilletid på Wacken, dernæst to ‘etablerede’ navne som har spillet på Wacken før. Vi lægger ud med de fire konkurrence-navne, der hver spillede en håndfuld numre.
Unseen Faith
Jeg ankommer nogle minutter inde i Unseen Faiths’ sæt og der er i den grad gang i den! Det er en klassisk fem-mandsopstilling med to guitarer, en bas, trommer – og en indpiskende frontscreamer som oftere end ikke er oppe at stå på monitors og virkelig kommer ud over scenekanten. Det er nu ikke fordi de øvrige bandmedlemmer holder sig tilbage og tidligere tiders clichéer om at bassister er sådan nogle stillestående personer på scenen bliver blandt andet gjort godt og grundigt til skamme.
Det er en kompakt lyd, som svinger mellem tungt tempo og djent-lignende passager og trommeslageren virker også til at have en fest med sin dobbeltpedal. Der headbanges lystigt fra scenen og forsangerens vokal sender tanker mod hardcore, selv om stilen i visse numre også trækker mere i retning af noget thrash.
Det er i hvert fald en fest, ekstremt udadvendt og blandt publikum smiles der bredt flere steder, nikkes i takt – og foran scenen er der også så småt ved at samle sig en lille gruppe langhårede headbangers. Festen er altså godt og grundigt i gang og Unseen Faith viser at de både formår at starte en fest, indpiske publikum og især bassistens signature piece – voldsomme bassdrops – hænger ved, da bandet forlader scenen – for øvrigt efter at have haft en gæstesanger på det sidste track.
De kunne for min skyld godt have fået lidt længere tid, men i konkurrencen er der vel ikke tid til den slags…
Cruelty’s Heart
Cruelty’s Heart bliver på den måde aftenens første genreskifte. De fire mand i orkesteret stiller op med ansigts- og kropsmaling, henholdsvis bar mave og hætte.
Bandets tekster fortælles vi omhandler germanistisk kultur (blandt andet hylder et nummer Karl den Store), og stilen virker også godt gammeldags. Der er tale om old school død, hvor der buldres derudaf i fire fjerdedele og forsangerens scream-vokal ligger i det høje leje.
Old school kan man tydeligvis godt lide, da der foran scenen efterhånden er ved at forme sig en lille gruppe, der – når energien er til det – smadrerdanser lidt og ellers gør hvad de kan for at holde håret svingende. Bassisten støtter af og til op med en meget brølende growl, hvilket er en kærkommen variation til ret højfrekvente leadvokal.
Det er ikke musik, hvor der er mange guitarsoloer – hvilket også er godt det samme, da Atlas tilsyneladende er blevet sulten igen og sluger en del af lyden – eller måske er det bandets spillestil? Flere gange spiller guitarerne i hvert fald unisont, hvilket ikke just fungerer på Atlas. I stedet for soloer spilles der lange, hurtige riff-passager, der næsten bliver symfoniske fra tid til anden.
Nummeret ‘A Dream of England’ kører helt klassisk på med et guitar-meloditema, dobbelt stortrommepedal og så ellers derudaf. Det sidste nummer løbes i gang med taktfaste hey-råb og da det så rent faktisk slutter med tertsforskudt solo på de to guitarer, er alle de genretypiske aspekter vidst også ved at være rundet.
Cruelty’s Heart er et band, der – nok som så mange andre, der spiller på Atlas – vil kunne have fordel af at tænke i at komprimere lyden. Det er ikke lige min kop the, men det er umiskendeligt metal og vel også dermed fuldt berettiget til en metal battle.
Empire of Doom
Empire of Doom følger op, og tegnes især ved engelsktalende forsanger Carlos Ulman, som med sin ranglede krop karter rundt på scenen og prøver at piske energien frem.
Det lykkes med mellemrum, men desværre for Empire of Doom så var det ikke alle publikum, der var nået ind fra rygepausen, da de sætter i gang. Dermed kommer deres lidt punkede/hardcore/metal til at løbe en lille smule op af bakke – hvilket så viser sig ikke at gøre det store, da de ender med at vinde konkurrencen ved aftenens afslutning.
Til trods for den mindre besætning (guitar, bas, trommer og sang), lykkes det Empire of Doom at lave en fuldfed lyd og der bliver også plads til guitarsoloer – dog af noget variererende kvalitet.Der er god smæk på og interessant er det, at to af aftenens konkurrence-bands trækker på hardcore-elementer. Er der mon ved at dannes en tendens?
Empire of Doom får efterhånden som numrene spilles spillet sig varme, og da publikum ikke bare kommer tilbage men også begynder at være med, så bliver det til en helt hæderlig koncert. Det virker til tider lidt ufrivilligt komisk, når den lange forsanger headbanger – men man kan ikke klandre ham for energien endsige vokalen, så det må bare gå i bogen som en del af underholdningen.
Der benyttes backtrack til at lave dramatiske intros (fx Fire walk with me-talen fra Twin Peaks), hvilket for mig bliver lige kunstigt nok. Men så igen; det gør mine gamle helte i The Exploited selvfølgelig også, så måske er det i virkeligheden en ‘thing’ i cross-over mellem punk og metal.
Under sidste nummer hopper bassisten så ud på gulvet og mens nummeret gå i alla breve, får han sig også en lille fest nede foran resten af bandet. Fint nok – vi er alle på sammen hold her!
Bæst
Igen skifter vi genre, da Bæst går på. Både i introduktionen og deres tidsmæssige placering virker det til, at de har en vis headlinerværdighed. Og den kompakte, stærke dødsmetal leverer ikke megen tvivl om, hvor skabet skal stå: De er pisse dygtige og blander mere klassisk metal med grind-elementer og de fem mand gør god lydmæssig figur på det ellers ovennævnte udfordrende Atlas.
De har en fest, publikum er også helt med og når det groover, så groover det fedt! Der smadredanses og headbanges og alt er skønt. Der fyres barrage efter barrage af sted fra scenen og det bliver aldrig trættende at høre på Simon Olsens voldsomme monster-vokal.
Det er et band, der vil noget – og ikke lader nogen i tvivl om, hvad det er der skal foregå. Vi får også et glimt af bandets tongue-in-cheek approach, da ét nummer introduceres med ‘Ja, vi kan fandme ikke spille fodbold [I Aarhus, red]. Men vi kan fandme spille metal.’. Og så gør de det. Godt!
Atlas koger, der bliver endda crowdsurfet og umiddelbart tænker jeg, at det da vidst bare er en formalitet, at Bæst skal stemmes til Wacken. Men her må man sige, at der er forskel på folk. Ofte har musikkonkurrencer præg af at dem, der kan samle flest venner til at komme at stemme, vinder.
Men hvordan odenseanerne i Empire of Doom, som tog pladsen, så skulle have samlet deres venner i Aarhus, ved jeg ikke. Jeg havde nok sat både Bæst og Unseen Faith foran Empire of Doom – men sådan er det at anmelde; man kan ikke være enig med alle, og til netop sådan et arrangement er alle vel anmeldere, der så anmelder med deres stemmer.
Af de fire konkurrencedeltagere var det kun Cruelty’s Heart, der faldt lidt igennem – ellers var niveauet virkelig højt. Og jeg er endda villig til at acceptere, at Atlas også kan have spillet en rolle i min opfattelse af Cruelty’s Heart. (Her skal det indskydes, at jeg både lyttede med og uden ørepropper, forsøgte at bevæge mig i rummet osv).
I den sidste ende var det en fed konkurrence, som så fulgtes op af koncerter med to mere etablerede navne; Savage Machine og Hamferð.
Savage Machine
Savage Machine spiller heavy metal der tåler sammenligning med kæmper som Iron Maiden. Og det gør de sq meget cool. Faktisk må man sige, at forsanger Troels Rasmussen gør det så hæderligt at det får den kære Dickinson til at virke lidt gammel og flosset i kanten (gå amok i kommentarfeltet, lads!).
Efterhånden har jeg fået nok øl til at jeg kan overse, hvordan Atlas guffer det meste af lyden i sig under guitarsoloer, og dem er der en del af. Det er en form for gude-metal og episke tekster som i ‘I am Forest’ fungerer i denne sammenhæng glimrende. Det er måske ikke helt så melodisk som de gamle kæmper, men til gengæld er lyden opdateret, så der kommer lidt mere kant på.
Det er et band, der nyder at være på scenen og flere gange er Rasmussen oppe at stå på en lille bænk på scenekanten. Næsten sødt, men det bidrager til publikumskontakten og fungerer super fint. Det er skiderutineret, flot fremført – men spilleglæden lyser også ud af Savage Machine og det alene gør, at det bliver rendyrket underholdning hele vejen hjem.
Man kan måske overveje om genren er ved at dø – men aftenens koncert indikerer det i hvert fald ikke. Jeg synes på et tidspunkt at høre et ‘tip of the hat’ til ‘The Number of the Beast’ i en melodistemme, hvilket – hvis det er rigtigt – for øvrigt illustrerer bandets overskud, bevidsthed om hvor man kommer fra – og dygtighed.
Hamferd
Sluttelig får vi lov at opleve færøske Hamferð. Bandet ligner bestemt ikke det typiske metalband, men kommer på scenen i mørke jakkesæt – og skal vi blive i døds-æstetikken kunne de for så vidt alle ligne bedemænd.
Det syv mand store band tilføjer en synth-spiller til den mere klassiske besætning og i flere passager benyttes dette til et mere doom-agtig eller symfonisk udtryk. Der synges både egalt og i growl og igen er der i Jón Aldará tale om en fremragende forsanger, som med storisk ro nærmest prædiker mørke for os.
På Færøerne har man en tradition for at synge salmer (man ‘synger Brorson’) og denne tradition fornægter sig ikke i Hamferðs udtryk. Men netop growlen bløder op og gør at vi ikke bare føler vi er til en metalliseret forsamlingshusfest på øerne.
Der spilles pissetight og det rolige tempo medfører ikke noget daldren; tonerne rammes lige i røven og selv om vi ikke taler klassisk metal med dobbelt stortrommepedal derudaf, så er det en intens, kompakt oplevelse. Selv om man må bøje sig i støvet over forsangerens evner, så fremstår bandet også som et sammenspillet kollektiv.
Der virker til både at være godt styr på, hvor man har hinanden, hvornår dynamikken går op og ned, samt hvad der udtrykkes hvornår. Og dermed bliver det en komplet oplevelse; der fortælles historier både i tekst og musik og det har noget så sjældent som en forbindelse til noget autentisk norrønt – uden at det bliver bøvet eller på nogen som helst måde kejtet.
Da klokken slår ét har sidste tone lydt på Atlas. Med al den lyd, spillestedet har ædt må det være godt mæt – vi iblandt publikummet går i hvert fald glade hjem fra seks timers fest, hvor der var flere opture end nedture.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
