Den aarhusinaske rocktrio Vulture Vibe blander klassisk, melodisk tungrock med soul-fyldt vokal på deres nye EP. Det er faktisk slet ikke så tosset, som det måske i første omgang lyder.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg havde noget vanskeligt ved at sluge den meget… “udtryksfulde” vokal da jeg første gang satte EP’en på. Det er meget tæt på, at være for meget, inden man lige får indstille lyttelapperne på bandets frekvens – og hvad det egentlig er de er ude på.
Og hvad er det så? Ja, pressemateriale og oplysninger på facebook er nærmest ikke eksisterende, men bandet har lidt over et år på bagen, spiller rifftung rock og har, i følge den mail vi har modtaget, “en vokal der sparker døren ind hos alle”. Det ved jeg ikke om er særligt høfligt, i hvert fald ville jeg gerne have haft en advarsel inden, men nuvel, det er da i hvert fald en stil, både musikken og vokalen, der gerne vil høres!
“Temptation” var mit første møde med gruppen, musikalsk slægter de en gruppe som Audioslave på, så ekkoer fra 90’er rock, til dels en smule stoner-grunge, og betonrocken fra 70’erne anes også. Tilsat den her storladne, fraseringstossede vokal med soulklang, men stadig forankret i det tungrockede, eller grungede. Det kræver altså lige lidt tilvænning for at mit høreapparat ikke begynder at hyle, eller min ryg laver en underlig krumning, som en mellemfornøjet kat.
Den er virkelig påtrængende, umulig at ignorere, fylder meget og har den her særegne klang, der da om ikke andet er ret original. Det er bestemt en smagssag, men jeg er nået frem til, at det måske ikke er så tosset endda – men det er fandeme HØJT.
Når sangskrivningen så bliver lidt for ordinær og ikke rigtig formår at matche vokalens kraft, som på nummeret “Wicked Child”, så bliver den måske nok en anelse dominerende og løber med for stor en del af opmærksomheden. Det er faren ved det her, at sangskrivningen og bandets lydniveau er nødt til at blive skruet op til samme lydstyrke som vokalen, for ikke at drukne. Og så bliver det pludselig lidt af et eskalerende våbenkapløb internt i bandet. En skam, for riffene fejler ikke noget her, der er noget Europe (eller Deep Purple, hvis vi skal tilbage til kilden), når de er i deres tungeste hjørne, over det.
Hvor de måske ikke helt kommer til deres ret i “Wicked Child”, selvom det hjælper mod slut, hvor musikken kortvarigt får lov til at kværne uden vokalen overdøver den, så går det lidt bedre på den bastante “Naked Light”. Her får bandet fat i et sejt vuggende groove, sammen med de tunge riffs, og dermed får de også bevæget musikken lidt ud af stedet, fremfor bare at stå og synke ned i jorden til midt på benene, mens de tungrocker løs.
Det giver også vokalen lidt mere dynamisk modspil, så den ikke får lov til at diktere det hele, der bliver endda plads til en fin, lille solo. Så mangler vi blot “Used To Be”, af de 4 numre der udgør EP’en, og her får vi lov til at høre og se en lidt mere sårbar og nedtonet side af band og forsanger. Ikke overraskende klæder det dem rigtig godt, at skrue ned for blusset og lade lydene få noget ånderum.
Det er nok her, at jeg synes vokalen og musikken finder hinanden allerbedst, det soulede element i den lidt mere tøjlede stemme kommer for alvor til sin ret. Musikken smyger sig mere omkring den, er “blødere”, men uden at miste sin rock-kant. Og med den lidt mere tilbageholdende stil, så virker de spredte eksplosioner og udbrud i sangen straks meget bedre, end hvis det hele blot er skruet op på 11 hele vejen igennem. Stærkt nummer.
Og et der peger fremad, i hvert fald i en retning, som jeg nok ville undersøge mere, hvis jeg var Vulture Vibe. Ikke at de tungeste riffs og mest “overdrevne” vokale udflugter pludselig skal skrottes, nej, men måske kunne man prøve, at have det fra “Used To Be” formen og stilen i baghovedet når der skrives nye numre – og bruge det til, at skabe mere variation i sangskrivningen.
Vulture Vibes lyd og bombastiske numre oser af selvtillid og sej attitude, og de har også næsten noget at have den i. I hvert fald nok til 3 store stjerner i denne omgang, og der er potentiale til at komme med et relativt originalt bud på en velkendt og afprøvet genre her. Men denne EP virker altså også kun som første skridt på vejen dertil.
Men det er slet, slet ikke så tosset som første lyt tydede på!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Vulture Vibe på facebook
