VOLA er progressiv rock af den absolut mere hårdtslående slags. Faktisk tenderer flere passager teknisk metal, og det fungerer rigtig godt på Inmazes når man først har fået tunet sig ind på lyden, der er lidt henad Mew møder Meshuggah.
Det tog mig lige lidt tid at blive tunet ind på VOLA. Der er noget med rytmikken og sammensætningen af elementer, som er anderledes, i forhold til hvad man sædvanligvis hører. Og selv efter nogle lyt er åbneren, ‘The Same War’, stadig ikke helt faldet på plads for mig. Nummeret er en ret frisk åbning på et album, som i det hele taget ikke er det umiddelbart lettest tilgængelige, selv om VOLA også godt kan det der med melodier.
‘The Same War’ starter med voldsomt distorted guitar, inden en skæv og hakkende rytme banker ind – men det er som om, rytmesektion, vokal og guitarer rammer for meget forbi hinanden indledningsvis til at jeg er med på løjerne. Ikke fordi Vola ikke har helt styr på hvordan de spiller og hvordan bidderne skal sættes sammen, for det har de, og endda på et meget højt niveau, jeg synes bare det bliver en tand for skævt i starten af nummeret, som ellers også byder på et par velfungerende, mere sfæriske passager.
Så var jeg til gengæld øjeblikkeligt tunet ind på ‘Stray the Skies’, som følger efter. Indledningen er post-rocket, men kort inde går der djent i den, med mekanistisk præcise riffs, inden et næsten uforskammet poppet omkvæd rammer. Og det fungerer, primært fordi VOLA formår sømløst at variere og bygge bro mellem udtrykkene.
Netop den poppede storladenhed skal nok lokke nogle folk indenfor i VOLA’s univers, som ellers ville holde sig på afstand af mere voldsomme genrer. For nok er der smæk på i passager på et nummer som ‘Starburn’, men det bliver aldrig grumt og beskidt, og der står næsten altid en vokalharmoni eller en god melodi i kø efter et tungt riff-stykke. Den formular har jeg det sædvanligvis lidt svært ved at blive gode venner med, men VOLA vinder blandt andet på, faktisk at være dygtige til at skrive storladne pop/rock sange, og også lade dem udfolde sig, med de mere metalliske passager som velintegrerede byggeklodser i universet.
For eksempel på ‘Your Mind is a Helpless Dreamer’, hvor medrivende rifferi fører ind i et mere drømmende lydlandskab, inden der igen skiftes til en heftig passage – og tilbage igen. Det er svært at lade være med at vippe med nakken, når der riffes præcist igennem, mens trommeslagene sidder som præcise nålestik. På ‘Gutter Moon’ går der næsten Mew i Asger Myginds vokal og melodien, på den absolut gode måde, og samtidig bygges der også elektroniske lag på, som virker som velplacerede tilføjelser. Det er her, jeg synes VOLA’s syntese går allermest op i en højere enhed, og hvor de ikke forfalder til den, i øvrigt velfungerende, quiet-loud dynamik, som ellers dominerer på Inmazes.
Det er nu ikke altid jeg er lige solgt på VOLA’s lyd – et nummer som ‘Owls’ synes jeg ikke rigtig bliver helt forløst og samtidig bliver den sovset heftigt ind i Martin Werners keyboard mod slutningen, mens ‘Emily’ måske nok giver noget variation og har en funktion på albummet, men ikke helt løfter sig på egen hånd. Og så synes jeg også der går lidt synth-overflod i ‘Feed the Creatures’, som ellers også har stærke bidder.
Men så er der jo heldigvis numre som ‘A Stare Without Eyes’, som dels har en stærk melodi og et syng-med venligt omkvæd, men også kan bryste sig af perfekt placerede tangentpassager, og hårde riffs, der sætter ind på de rigtige tidspunkter. Der er variation, uden nummeret taber den røde tråd, og det er alligevel en lille bedrift, når man tager i betragtning hvor mange forskellige passager, VOLA får proppet ind. Sammen med ‘Gutter Moon’ er det albummets stærkeste øjeblik.
Albummet lukker med titelnummeret ‘Inmazes’, som bruger god tid på at bygge op omkring et keyboardanslag, og folder sig ud som et mere “klassisk” progressivt rocknummer, hvor temaer gentages, mens der alligevel er konstant variation musikalsk, og der bygges op mod den storladne afslutning, som givetvis også vil kunne fungere som sætlukker til koncerter.
Vola kan rigtig meget, og de formår for det meste at dosere det, så storladen pop/rock og teknisk metal supplerer hinanden fortrinligt. Ind i mellem er der dog også numre, hvor det hele ikke lige rammer plet, men overordnet set er VOLA et rigtig spændende bekendtskab. Når de er bedst, er det virkelig fremragende. Teknisk er niveauet højt hele vejen igennem, og de fleste kompositioner fungerer godt. Der er dog også nogle steder hvor der er lidt for meget sovs på lyden, og hvor det er som om, fristelsen til at fyre lidt ekstra op for effekterne og vise de overlegne evner, får overtaget, og de passager er ikke nær så spændende, ligesom lidt for mange af numrene benytter sig af de samme slags opbygning og dynamik.
Men nu er det jo også et debutalbum, og hvis VOLA kan fortsætte med at udvikle udtrykket kan de godt gå hen og blive store. Potentialet er der i hvert fald, og for Inmazes lander vi på 4 store stjerner. Udlandet har også fået ørerne op for bandet, som de næste måneder kommer rundt i en stor del af Europa som opvarmning for Katatonia, sammen med islandske Agent Fresco. D.26. oktober rammer konstellationen Pumpehuset i København.
Du kan finde VOLA på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fesen score, de er meget dygtigere lyrisk, stilmæssigt og og sangskrivningsmæssigt end hvad de andre bands i genren nogensinde har formået synes jeg, de spiller måske ikke HEEELT så svære taktarter som Meshuggah, men de har heller ikke rigtig andre aspekter end ren og skær knastør rytmik. Enkelte numre med svenskerne er fede, som New Millenium Cyanite Christ og Bleed, og de er noget helt andet end Vola, da de er meget rå i udtrykket, Vola spiller tungt, men udtrykket er for de “bløde” drenge ligesom Mew
Og det er ikke nødvendigvis ment negativt, sangskrivningen på Starburn, Gutter Moon og Stray The Skies går ind som klarer klassikere i min bog, det bliver en tand progressivt og tankefuldt til tider, ikke det man sætter på på metal disco. Men så det godt vi har 80´erne til det! stor femmer og på en stille søndag måske en sekster!!