Der er gået over 5 år siden vi sidst hørte fra de støjende alt-rock/punk lømler Vokadin. Dengang var devisen My Fix Before Yours, piben har fået en lidt anden lyd nu. Det er stadig in-your-face, vredt og larmende, men, de frembrusende attituder træder lidt tilbage og giver mere plads til melodierne og noget mere… eftertænksomt?
Da jeg i tidernes morgen (2012, eller år 1 efter vores tidsregning), anmeldte jeg en demo fra Vokadin og sammenlignede deres lyd og stil med “et små skummelt værelse med dæmpet belysning, på bordet står der tomme ølflasker med cigaretskodder i, en kaffekop der ikke har været vasket i en måned, en tallerken med en halv spist portion pulver kartoffelmos med bacontern, et fedtet Ugens Rapport fra midt 80erne ligger og flyder og på sofaen sidder jeg med gutterne og hygger imens tanken strejfer mig “hvornår var jeg mon sidst i bad?”.
Vokadin er trådt ud af værelset nu, og har efterladt numre med titler som “Masturbating Monkeys” og “Pervert” og erstattet dem med noget lidt mere stuerent. Nu er “pervert” blevet til “Fetish”; så det er ikke fordi der er luget helt ud i sagerne, de har bare fået en lidt pænere indpakning! Og nej, Vokadin har ikke (kun) forladt værelset for, at gå ned med tomme flasker. Det her er lyden af et musikalsk lidt modnet band, og bandmedlemmer formoder jeg, der nu ruller en barnevogn eller to ud på søndagstur og køber billet når de tager Metroen.
Men bare fordi man ruller rundt med en barnevogn, kan man jo stadig godt have en smøg i kæften, og blot fordi man har billet til Metroen, så er det jo ikke ensbetydende med, at man ikke kan tyller en bajer på turen. Det er måske ikke det mest politisk korrekte i verden, men, det er Vokadin heldigvis heller ikke som band.
Det afspejles tydeligst i musikken på to, for dette ellers uregerlige orkester, relativt stille numre, ja, i deres verden er det nok det tætteste vi kommer på “ballader”. På den langsomt opbyggende og udviklende “To Your Love” sniger der sig endda nogle strygere og korharmonier ind, og så når nummeret omkring halvvejs igennem de 5 minutter og 40 sekunder, før det eksploderer i et aggressivt udbrud. Det er umiddelbart ret kontrastfyldt, men jeg synes VIRKELIG det fungerer godt. Den akustisk dominerede “Low” er en kortere, mere konventionel lille sjæler, hvor “the vampires are watching you”. Fællestrækkene her er bandets sans for iørefaldende melodier, for nok er de nogle larmende punks, men aldrig på bekostning af netop melodierne.
På den led, og andre, har de også stadig en del tilfælles med den mere punkede gren af grungen, også et band som Pixies brug af dynamik og følelsen af galoperende vandvid. Og, så kommer man bare ikke helt udenom forsanger Mads Aarbys vokale ligheder med en hvis hr Cobain. Måske med en snert Layne Staley sneget ind hist og her. Nu har jeg hørt manden synge live en del gange, og han lyder altså bare sådan her, men, jeg har forståelse for, hvis det kan føles lidt for distraherende eller “tykt” for nogle lyttere. Den er også liiige ved, at kamme over for mig på nævnte “Low”; hvor der går halv-kvalt af en kartoffel i munden grunge-Kurt i den.
Andre steder lyder Vokadin som om de har drukket af sleaze-potten og skal en tur ned af The Strip på “Gratias Tibi”, og tilbage af samme rute senere, mens man triumferende spjætter med arme og ben på “Winner Winner”. Det er lyden af en lørdag aften, som med garanti giver en tilsvarende 5-hestes hovedpine når man vågner op til realiteterne dagen efter og indser, at kroppen føles anderledes når man har rundet de 30. Så er det godt ungen bliver passet og man kan blive vækket med “blew me on a sunday morning”. På “Blew Me” hænger kuglerne lavt hos Vokadin og vi er tættere på “voksen” brumme-rock end nogensinde tidligere for dem.
Det var endda albumåbneren, så er det godt, at “Fetish” kommer og losser dig i skridtet lige efter, og råber dig ind i ansigtet, mens du ligger i fosterstilling med ansigtet låst fast i en smertefuld grimasse. Jo, Death and Soft Things er, som titlen meget præcist antyder et album med mange sider og modpoler. Det er måske, og her brainer jeg bare, også en afspejling af hvor bandet selv befinder sig i livet nu. Ikke helt unge længere, så man bare kan hærge løs uden af tænke på i morgen, men ikke så gammel som undertegnede, så det man mest tænker på, netop er i morgen. Fanget mellem ungdommen og noget mere midaldrende, hvor drifterne vil én ting og den der åndssvage “fornuft” noget helt andet.
Jeg tror aldrig Vokadin bliver helt “tæmmet”, eller stuerene, og gud ske tak og lov for det. Men trods et mere søgende udtryk på denne plade, så virker de på en eller anden underlig måde en kende mere afklarede og i balance end tidligere. Altså, alt med måde, ikke, de er, heldigvis, stadig ikke for fine til at stikke dig en musikalsk flad, hvis du fortjener den.
Af Ken Damgaard Thomsen
