Esbjergensiske Viva la Wolfe er tilbage med deres anden EP, Millennials, der starter lettere tandløs, men ender med at bide pænt fra sig.
Der er gået to et halvt år siden man sidst har hørt fra Viva la Wolfe, da de tilbage midt i 2018 udgav den selvbetitlede debut EP Viva la Wolfe (læs anmeldelsen HER). Dengang landede min kollega Ken på en middel karakter, for en EP der havde fine momenter, men som manglede vildskab og bedre sangskrivning.
Siden da er der sket en del i bandet. To mand er blevet skiftet ud, og bandet har brugt tiden på at finde en ny fælles lyd. Genren er stadig “retro-rock”, som Viva La Wolfe selv kalder det, men med bandets eget twist og et tungere og mere larmende lydbillede end på forgængeren.
“Målet har fra starten af været at lave en plade, der lyder af hvad det er, rockmusik spillet på ægte instrumenter. “Fejl” har fået lov til at være fejl, og fokus har været at lave en rå og ærlig lyd, ikke at pudse, polere og sterilisere…” skriver bandet i deres pressemeddelse. Dette krydret med emner som forfald, afhængighed og tab, er der lagt op til en larmende og eftertænksom omgang retro-rock.
Men, en ting er en fin beskrivelse af musikken en anden ting er at lade musikken tale, og det slipper Viva la Wolfe meget flot fra efter lidt startvanskeligheder. Indholdet på Millennials er uden tvivl spillet på ægte rock n roll manér, og det kommer til udtryk på optagelserne. Bandet kan deres kram og produktionen er god, men måske lidt for finpudset, det ville have klædt sangene, at have et endnu mere råt og upoleret udtryk.
Åbneren og titelnummeret “Millennials”, der er en selvironisk sang om bandets egen generation og deres “kamp” for social justice og klimaet, er der egentlig ok med skrald på, det bliver bare for, sorry, kedeligt. Sangen er riff-baseret og når vokalmelodien er akkurat samme melodi som riffet, så bliver det i min verden, mere træls end fedt. Og sammenholdt med en sangskrivning der er skåret over en meget genkendelig skabelon, ja, så er sangen glemt i det øjeblik den er slut. Der mangler simpelthen noget der stikker ud og overrasker. Weiter.
“Father Figure” følger efter. Her er tempoet trukket helt ned, der er en 90’er vibe over sangen, og omkvædet minder en del om noget Red Hot Chili Peppers kunne have begået – ja faktisk også lidt Inside The Whale, hvis man kan huske dem. En ok skæring, hvor bandet bryder en anelse med den klassiske skabelon og bevæger sig ud på tyndere is, sågar med en trommesolo-break, det klæder dem. Om man så er til 90’er Inside The Chili Peppers-mode er så en helt anden ting, men om man er eller ej, er “Father Figure” på alle måder en mere spændende oplevelse end “Millennials”.
Fart og larm er der masser af på “CNG HGW”, der varier godt mellem hurtige tonser stykker og halvtempo vers og uptempo omkvæd. Modsat de forrige sange, er dette nummer rendyrket rock uden så meget slinger i valsen, hvor den får maximum gas, med guitarsoli, råb og skrig, trommer der tyrer afsted sammen med en bundsolid bas. Se det er sgu rock, endelig bider ulven for alvor fra sig.
Tempoet ryger helt ned på “Black Eyed Girl”, som også er EP’ens længste, og bedste, sang med en spilletid på hele 7 minutter og 4 sekunder. Her ser man ser en helt ny og overraskende side af bandet. Der er som sagt ikke fart på, men derimod masser af tid og tålmodighed til at bygge op og kreere et spændende univers. Her bliver der for alvor taget chancer og det udmønter sig i et rigtig flot, stærkt og medrivende nummer, der med sit nærmest episke omkvæd og kæmpe guitarflader ikke kan andet end at få det mest stivnakkede til at rocke med, samtidig med at den lange spilletid flyver afsted.
EP’en lukkes ned af “Miles Away” hvor vi er tilbage på jorden, helt præcist på asfalten, hvor vi får et lift ud af landevejen mod solnedgangen i Viva la Wolfes band-bus, med volumen skruet op på 1000 og EP’en bliver, heldigvis, lukket bedre ned end den blev startet op. Igen er spilletiden pænt lang, hele 6 minutter og 45 sekunder, og det er lige før det er i overkanten af, hvad sangen kan bære, men igen skal bandet have kredit for at udfordre den gængse skabelon og tage chancer. “Miles Away” er en god gedigen og tung rock n roll lukker, der meget naturligt lægger sig i forlængelse af de to forrige sange, og fuldender et sent hattrick.
Viva la Wolfe er helt klart bedst når de smider tøjlerne og giver den gas, både på instrumenterne, men specielt i sangskrivningen. EP’en er, lidt groft sagt, delt op i to, hvor de første par sange ikke rigtig gør væsen af sig, mens anden halvdel så absolut har masser at byde på, hvor især “Black Eyed Girl” skiller sig positivt ud, og helt sikkert også er den stil bandet bør forfølge, hvis der senere lander et album.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
