Danske Virgin Suicide har med deres selvbetitlede debut begået årets feel-good-rock album, der samtidig kandiderer til titlen som årets sommerudgivelse.
Virgin Suicide spillede tilbage i 2012 deres første koncert, og har siden da haft godt med vind i sejlene. Singlen “Killing Everyone That You Know” opnåede airplay på P6 Beat, og det blev til support shows for selveste The Walkmen og Glasvegas. Som om det ikke skulle være nok, opdagede det japanske pladeselskab The Stone Records, bandet, og udgav debut EP’en Virgin Suicide EP.
Blot to år senere, i 2014, var bandet så klar til at tage det store spring til albumindspilning, og har sammen med prominente navne som Sune Wagner (mix), Lars Vognstrup (producer) og Joe LaPorta (master), fået skruet et stilsikkert og fuldendt album sammen, som ramte gaden 18. maj i år.
Men hvad er det så lige de her 5 gutter kan? De kan skrive lette, atmosfæriske og lettilgængelige pop-rockede sange, der er godt inspireret af 80’ernes jangle pop, 90’ernes brit-pop, specielt Suede, og blandet nænsomt med en stor skvis 60’er rock. Toppet med bandets talent for at skrive medrivende sange, med catchy omkvæd og med melodien i højsædet, ender dette lidt specielle mix med en vintage sound, som på samme tid fremstår frisk og nutidig.
9 sange er der at finde på Virgin Suicide, hverken for mange eller for lidt. Man kunne godt have nappet et nummer mere, når de sidste toner rinder ud, men samtidig har jeg på fornemmelsen, at et nummer eller to mere, ville gøre oplevelsen en kende langtrukken. Så hellere starte forfra, og det kan man sagtens, da der er en lang holdbarhedsdato på dette album.
En af albummets bedste sange, “Sedate Me”, åbner sommer-ballet, og er en god repræsentant for de 8 resterende skæringer. En kontrolleret lille pop-rocker, båret af en stærk melodi og sublimt omkvæd, alt er perfekt balanceret, herunder også referencerne fra de forskellige årtier.
Halvvejs på albummet finder man “My Girl”, hvor er der skruet helt op for 60’er referencerne, og den kunne lige så vel være en The Raveonettes kreation, med dens enkle komposition, en melodi der er som snydt ud af næsen på Sune Wagner, og vokalharmonier der sidder lige i skabet.
På “It’s Never Gonna Be The Same” har bandet begået albummets bedste sang. Det lugter af noget man har hørt før, det er meget bekendt, men igen formår bandet at gøre det til deres helt eget. En stille sag, der behersket bygges op, toppes med et weltklasse omkvæd og en overraskende guitarsolo. Man kan ikke undgå at blive glad i låget.
Titelnummeret “Virgin Suicide” er forståeligt røget i rotation på diverse radiokanaler, og den har skam også det der skal til, for at gøre sig fortjent til hitstemplet, som en del andre sange på Virgin Suicide. Her er der skruet op for tempoet, og igen er der dømt happy-catchy-pop-rock fra øverste hylde, uden de store overraskelser og krumspring, dejligt ukompliceret.
Virgin Suicide er som sagt, gennemsyret af 60′, 80’er og 90’er feel, og på trods af at jeg er ikke den store 80’er fan, og 80’er referencer er der nok af, må jeg ærligt erkende, at Virgin Suicide i den grad har fået doseringen af de forskellige årtiers inspiration til at gå op i en højere enhed.
Virgin Suicide er et ufattelig lettilgængeligt album, uden at det på nogen måde bliver kedeligt, det er originalt og emmer af spille- og livsglæde. Man æder hele skiven råt, mens sommer-humøret ikke andet end stiger.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
