Virgin Suicide er klar med album nummer to, to år efter debuten, et album der indeholder 10 iørefaldende numre. Desværre er iørefaldende ikke helt det samme som mindeværdige.
Men det er heller ikke det samme, som forglemmelige! Faktisk er det en virkelig fornøjelig og lyttevenlig plade Virgin Suicide har begået, ikke mange af de ti numre er ikke værd at bruge nogle minutter i selskab med.
Hovedparten er endog akut fængende og man sidder hurtigt med et lille smil på læben og vipper med, når den ene poprockede melodi afløser den anden. Suede-light har nogen kaldt det, det ved jeg nu ikke helt om jeg er enig i. Jo, der er lidt med guitarklangen og måden vokalen ligger i lydbilledet, men det her virker meget mere lyst og uskyldigt, i stedet for rendestensromantisk og dyppet i heroin. Og så er det heller ikke i nærheden af, at lyde lige så krukket og skabet.
Any way, men hvorfor kan jeg så alligevel ikke helt huske sangene og melodierne, når pladen rinder ud? Nej, fortæl mig det, for jeg er faktisk ikke selv helt sikker? Det er som om akut iørefaldende og smittende her ikke forplanter sig og kommer til at ramme dybere hos mig som lytter.
Numrene på Forever Trouble falder, lidt groft sagt, i to kategorier, de raskt fremskridende midttempo rockende og nogle ballade klingende, hvor det bliver lidt mere tilbageholdende og atmosfærisk. Bare for at være doven, så kan jeg hive albummets første to numre frem som eksempler på den dynamik. Titelnummeret og åbneren, “Forever Trouble” falder i første kategori, en rigtig fin åbner der straks får introduceret band, lyd og universet så man ved hvad der venter. Der er noget charmerende naivistisk og næsten optimistisk og blåøjet over sangskrivningen og musikkens klang, der giver den et sommerligt og ungdommeligt skær. “You Hate The Way I Feel” er lidt mere 80’er indie-kølig i verset, og rammer så noget mere højtragende, svævende og ballade-lignende i det luftige omkvæd.
Indiskutabelt en god start og Virgin Suicide holder sådan set niveau igennem pladens knap 40 minutter, der hverken føles for lange eller korte. “You Hate The Way I Feel” har allerede været ude som single, sammen med de mere tempofyldte “Burnout”, der lyder så ubesværet svævende, at det er lige før den kan suse forbi uden den helt får fat i en, og den mere gazende “Twistor Space”. På sidstnævnte mødes de mere slut 80’er klingende shoegaze/indie inspirationer bandet i følge pressematerialet har ladet sig inspirere af med 90’er jangle lyden på vellykket vis. Igen er det ikke mindst et stærkt omkvæd og c-stykket, som markerer sig.
Det nummer der skiller sig mest ud i sin lyd, er “Tidal Eyes”, der ligger og venter på en som næstsidste sang. Det er lige før at der går Dire Straits i den i den keyboard-dominerede indledning, inden sangen rigtig går i gang. Her leges der med vokalen, eller vokalerne. Jeg kan ikke helt afkode om der er tale om en duet, om der er en der synger andenstemme oven i den nu meget high pithced forsanger eller om det er samme vokalist der er lagt ovenpå sig selv. Men udtrykket er her i hvert fald ret anderledes og lyst poppet end på resten af pladen, det var nok ikke noget jeg kunne holde ud at høre på i længden, men som et frisk pust mod slut på pladen fungerer det godt.
Der er noget uskyldsrent over Virgin Suicide, også selvom de er begyndt at trække på nogle lidt mørkere kapitler i musikhistorien som kontrast til de glade jangle dage. Det er måske også derfor, at det ikke bider sig helt fast hos mig, kontraterne er ikke helt tydelige nok endnu og derfor ender Forever Trouble måske næsten med at være FOR lyttevenlig en plade. Der mangler måske nogle modhager hist og her, så jeg ikke bare kan koble fra og “snyde lytte” mig gennem albummet.
På den anden side, er Virgin Suicide virkelig dygtige til det de gør og kan ramme både en tone og en melodi, som virker akut fængende. Spørgsmålet er, om det bliver sat over styr, hvis man går i en mere skurrende retning, om tingene kan kombineres eller om et helt nyt, og endnu mere interessant band opstår?
Indtil da er der 4 af de store til den problemfrit glidende Forever Trouble.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Virgin Suicide på Facebook
