Der rystes ikke på hånden på Virgin Suicides tredje udgivelse, Blight. Med særdeles overbevisende poplyd i lækker produktion er det svært at sætte en finger på noget. At det er svært at finde et tydeligt radiohit på en pop-EP bliver dog et problem.
Lad det være sagt med det samme: Der er styr på lyd og produktion hos Virgin Suicide! Drømmende guitarer, store synths og alt virkelig velafstemt. Der er noget velkendt over dette og udtrykket, hvilket i popverdenen er positivt. Den let skabede vokal fungerer også rigtig fint inden for disse rammer og giver lidt et Oh No Ono-agtigt præg på visse af sangene.
Derfor er det også til nogen forundring, at sangene ikke har en voldsom pop-appeal. Jo, det er melodisk og pænt, men det mest catchy nummer, ‘Madonna’, gør det uventede at gå i ala breve i refrænet, hvilket naturligt tager lidt energi ud af nummeret dér, hvor man forventede at det ville eksplodere et pop hooks. Men dem er der altså ikke for mange af på EPen og med to fuldlængdealbums i bagagen (og en del tour-erfaring, blandt andet fra fjernøsten), er det måske netop derfor, vi har med en EP at gøre: der prøves nogle ting af. Eller gryden skal holdes i kog. Det står lidt uklart.
Klart står det dog, at der er høj lækkerhedsfaktor på lyden og produktionen og det kan ét eller andet med det der ala breve, som gentages i det afsluttende nummer, ‘Hollow’. Som dog ryger ud over en uheldig kant (for min smag) i skabethed i vokalen.
På mange måder giver Blight rigtig fin mening: Det er en overskuelig, lille og ret uskadelig sag, hvor der cementeres en lyd og muligvis leges lidt med former, materiale og endda tekster (hallo! ‘Platepest’ er da lidt dramatisk som titel?).
Men jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår EPen som pop-udgivelse. Der mangler uforglemmelige hooks og appeal og selv om jeg da nok tænker, der er et publikum til dét her og at det kunne gå hen at blive spillet på flere DR-kanaler, så vil det formodentlig blive på produktionen, snarere end på popappeal.
Så man står altså med noget solidt håndværk i hånden, en masterclass i lyd og produktion og nogle referencer og associationer, der vækker resonans.
Det vil jeg anerkende, men mangler lige hittet til at løfte det derop, hvor det er godt og løfter sig over så meget anden fin pop.
Derfor tre store stjerner.
Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag
