Vaudeville er tredje album fra det alternativt rockende københavner-band Vinyl Floor, et mere personligt og umiddelbart album end konceptalbummet Peninsula fra 2012.
Sidst vi hørte fra Vinyl Floor var det med albummet Peninsula, som kollega Ken syntes temmelig godt om. På Vaudeville er udtrykket, i følge bandets eget pressemateriale, mere umiddelbart, men stadig med fokus på det brede musikalske udtryk.
Men hvad er en Vaudeville egentlig? Et opslag i Den Store Danske Encyklopædi giver definitionen ” let satirisk lystspil med indlagte sange”. Om Vaudeville lyder som et egentligt lystspil ved jeg nu egentlig ikke, men Vinyl Floor’s musikalske udtryk rækker bredt ud og inddrager både hårdere rock, musical-lignende elementer, pop og noget, der kunne lyde som sømandsviser og samtidig er der en storladenhed i kompositioner og orkestrering som ind i mellem ville kunne få Matt Bellamy og kumpaner i Muse til at skele misundeligt. Generelt føles det dog umiddelbart og uprætentiøst, og samtidig har Vinyl Floor et rigtig godt tag på melodierne, så det kammer aldrig helt over i megaloman musikalsk rum-galskab, selv om man undervejs er lidt i fare for at kløjes en smule i svulstige pianostykker.
Numrene på Vaudeville falder groft sagt i to forskellige kategorier. De umiddelbart og ligefremt rockende, der drives frem af guitar, bas og trommer, og så dem, hvor det er piano, strygere eller korstykker, der indtager rollen som midtpunkt. De første to numre på albummet falder i den første kategori. ‘Change the Song’ lægger fra land med et fængende guitarriff og omkvædet sætter sig hurtigt fast. “Cause you love me but I like you/Oh, you know it’s wrong but what would you do/If I loved you and you liked me/Oh, you know it’s wrong but don’t change the song”. Tempoet får en tak i vejret på den ligeledes ganske medrivende ‘Shift’, der også rummer et fint break, der bringer minder om Kashmir som de lød for 20 år siden. Også ‘Time Your Life’ tager udgangspunkt i det rockede, men tempoet sættes ned og pianoet begynder at snige sig ind, ligesom den svenske Vindla strygerkvartet for første gang på albummet træder ind.
Den mere poppede ‘Castles’ og den melodisk rockende ‘Angel of Crime’ bygger bro til den pianotunge midterdel af albummet, hvor ‘Just a Shadow’ bliver lidt for kedsommeligt pæn og højstemt for min smag, mens først ‘Colorblind’ og bagefter ‘Nation Underground’ gør et stærkere indtryk. ‘Colorblind’ er dramatisk opbygget, og piano og trommer fungerer her til at opbygge dramaet, hvor strygerne tilføjer ekstra voluminøsitet. Alligevel er det som om det ikke rigtig bliver forløst helt. ‘Nation Underground’ er velskrevet og veludført, men jeg er så småt begyndt at køre en lille smule træt i pianofladerne og det tungsindige tempo. Måske en lidt anderledes opbygning af albummet ville have fungeret bedre for mig.
På ‘Sensational Freedom Country Estate’ vender vi Vinyl Floor tilbage til det tempofyldte og ligefremt rockende, en tiltrængt afveksling ovenpå midterstykket. Det er dog også det sidste regulære rockudfald på albummet, for albummet afsluttes i et noget andet musikalsk leje. ‘Fallen Leaves’ vender tilbage til det pianobårne univers, med et par fine korstykker undervejs, der giver lidt ekstra pift, mens ‘Basket of Kisses’ tager korarbejdet til et helt nyt niveau. Det pirrer opmærksomheden og jeg er som lytter med hele vejen igennem. Det er fedt at bandet fører sådan en idé helt igennem. Der går sømandsvise i den på den afsluttende ‘The Abyss’, hvor piano, harmonika og fløjt supplerer den vokale beretning om en sørejse fra København mod New Foundland, der ikke går helt som den skal. Tværtom går skibet ned med mand og mus efter mange trængsler, faktisk så mange at sangen kommer til at føles en kende lang med dens 17 vers og relativt ensformige udtryk, der, naturligvis, ender med “hey-ho, hey-ho!”.
Det er på mange måder befriende at høre et dansk band, som på den her ambitiøse måde bare smider hæmningerne og lader den storladne melodiøsitet være bærende på store dele af albummet, og som gladeligt kaster sig ud i både korstykker, sømandsvise, storladne pianobårne numre og regulær rock. Når det samtidig gøres med en umiddelbarhed og melodiøsitet, som den Vinyl Floor besidder, og med en variation, men samtidig et umiskendeligt eget udtryk, så er det svært ikke at være en lille smule imponeret af trioens opfindsomhed og nysgerrige udforskning af deres musikalske udtryk. Der er bestemt skønhedspletter undervejs og jeg begynder at få lidt for meget af det tunge, klaverbårne udtryk undervejs, men det løber aldrig helt af sporet, og derfor lander vi på 4 klare stjerner til Vinyl Floor. Der er dog også øjeblikke hvor jeg er lidt i tvivl om hvad samlingspunktet for albummet er, for hvor Peninsula havde en tematisk fortælling, så er numrene på Vaudeville måske nok til dels forbundet af et musikalsk udtryk, men med forskellige stemninger og meget forskellige fortællinger.
Desuagtet er Vinyl Floor dog et særdeles spændende navn på den danske rockscene, der tilføjer en friskhed og storladenhed som ikke mange andre danske bands har. Hvis du er til progressiv, storladen rockmusik, så bør du tjekke Vinyl Floor og Vaudeville ud.
Vaudeville udkommer i dag, d.6. oktober og kan købes på cd og vinyl, eller digitalt efter “pay what you want” princippet på Vinyl Floor’s hjemmeside. Tjek dem også ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
