Denne forunderlige musikalske rejse er med garanti ikke for alle, men Peninsula er et besøg værd, hvis du søger et band der skaber deres helt egen lyd ud af brudstykker fra musikhistorien.
Jeg skal bestem ikke påstå, at jeg er bekendt med al musik i verden, langt fra, men hvis der er andre bands derude der lyder nøjagtig som danske Vinyl Floor, så ville det overraske mig meget. Vi er i et prog-poppet rockunivers med opera, musical, klassiske og metal tendenser, fordelt på 12 numre på en art konceptplade. Og jeg mener plade som i LP, for udgivelsen er tydeligvis tiltænkt vinyl formatet. Den er opdelt i en A og B side, Utopia og Dystopia, der prydes af et lækkert cover og booklet, der sikker gør sig endnu bedre i en større LP udgave.
Der er ingen grund til, at kaste sig ud i en omfattende billedanalyse, lad mig blot konstaterer at indpakningen er virkelig gennemarbejdet, der også matcher det generelle lydbillede – og den er med til at skabe en helt særlig stemning omkring albummet. Prisværdigt at nogen stadig gider, at gøre det til en totaloplevelse at lytte til musik i denne digitale tidsalder. Derfor vil jeg bestemt også anbefale, at man anskaffer sig et fysisk format af Peninsula. Da jeg lyttede pladen igennem første gang som MP3 fil, kom musikken slet ikke til sin ret.
Vinyl Floor er en trio, men bakkes på albummet op af svenske Vindla String Quartet på syv af numrene, samt andre svenske musikere, der har indspillet blæsere og lap steel guitar på visse sange. Det giver en gennemgående fyldig lyd, der blot er med til, at understrege den højtragende og vidtrækkende stemning, som dominerer denne musikalske halvø.
Halvøen kommer, med trioens egne ord, i spil, både som symbol på noget, der på samme tid er en del af fastlandet og det omkringliggende frådende hav. Men også som metafor på selve “mennesket”, i det at “no man is an island”. Det lyder allerede ganske filosofisk og storladent, ikke? Det bliver bedre endnu! Utopia og Dystopia, der muligvis kan anskues som to uafhængige størrelser i filosofiens verden, smelter her sammen – trods opdelingen i en A og en B side. Det er tillige bandets hensigt på Peninsula, at gøre Utopia og Dystopia til to steder, hvor mennesket kan opholde sig. Med egne ord: “I Utopia-delen findes dystopiske tendenser i form af tvivl, knuste drømme og uvenskab. I Dystopia-delen anes spor af samvittighed og anger, men også glimt af håb og vilje for en bedre fremtid”.
Det er, med andre ord, en ordenlig mundfuld, denne halvø, men lad jer ikke afskrække, det er ikke helt så svært tilgængeligt og spaced out intellektuelt som det måske kan lyde.
“Frames and Orchids” er en instrumental indledning til Peninsula’s Utopia del, et nummer der starter som rolig morgengry inden intensiteten stiger, og solen kigger frem ved hjælp af en tungt rockende musikalsk opbygning og bund. En mægtig og prægtig intro, der fint sætter rammen for hvad der er i vente. Første regulære nummer er “Ghost Of England”, og her får man også den første store overraskelse igennem vokalen – det var ikke lige det, jeg var forberedt på! Det kræver nok lige lidt tilvænning, den har noget musical-agtigt over sig i dette nummer, imens musikken bevæger sig mere i et tidlig Elton John eller sen-Beatles spor. En ganske særpræget størrelse, og noget der helt klart nok vil afskrække nogen ved første lyt, mig inklusiv, men giv den en chance, pludselig har du fået tunet ind på Vinyl Floor’s frekvens og Utopia åbner sig for dig. Modigt valg, at placere den så tidligt på pladen.
På næste nummer, “What Lies Ahead”, forlader vi den hyggelige stemning fra “Ghost Of England”, og en mere nervøs og foruroligende følelse sniger sig ind i Utopia. Musikken har noget midt-90er rocket over sig, men også elementer i verset der leder mine tanker i retning af Gangway? Peninsula er et musikalsk frodigt sted, og musical-tendenserne fra tidligere er nu helt forsvundet.Tempoet sættes markant ned på den efterfølgende “Written In The Cards”, en afdæmpet og indfølt ballade. Det lyder på en måde som noget Tim Christensen kunne have leveret, bare mindre vokalmæssigt monotont og klynkende, en følelsesladet og stemningsmættet tænkepause midt i Utopia. På mange måder lyder det som en “goodbye my lover” sang, og det er nemt at blive suget ind og svæve væk i den indbydende musik. Trods en sørgmodig tone, er der noget smukt og opløftende over det.
Disse fornemmelser og følelser, forsætter over i den lige så smukke “Car In The Sky”, men her bliver stemningen helt højtflyvende og vokalen vender tilbage til musical-tendenserne. Det skal siges, at jeg ikke mener det som noget negativt, selvom musical er blevet et decideret “fy-ord”. Men klangen giver mig et billede af en mand der står alene i spotlyset på en scene, mens han synger salen op, imens store kulisser og teatereffekter trækkes frem og tilbage og rundt om ham. Der er noget helt klassisk scenekunstnerisk i Vinyl Floor’s lyd visse steder, og det falder nok ikke i alles smag, men det er sådanne billeder der dukker op hos mig – og det fungerer.
“Diverging Paths” markerer afslutningen af Utopia delen og den langsomme overgang til Dystopia. Lyden har endnu engang en snert af noget britisk over sig, måske ligefrem lidt over i Oasis møder Procul Harum’s “Whiter Shade Of Pale”? Hvor Utopia startede med at afskrække mig en smule, så er jeg nu trukket helt ind i hjertet af Peninsula. Jeg ved ikke om jeg helt forstår det hele, men det er om ikke andet dybt fascinerende. Krævende, men ikke en utopisk kamp.
En næsten Bloc Party lignende melodi rocker Dystopia i gang på “Force You Through”, imens vokalen er i sit mest hæse hjørne efterhånden som sangen hugger sig frem. Den frigør på fornem vis det mørke, og følelsen af fortabelse, som Vinyl Floor blandt andet stræber efter på side B. Dynamisk og faretruende indledning på Dystopia. Farten ryger ned på “In The Air”, hvor vibrationerne fra The Beatles er tilbage, i en lille fortælling om en pige/kvinde der bor i byen “Utopia”. “They took her soul, it’s many a year ago” – dystopien hersker i “Utopia”. Selvom sangen lidt er en bagatel på den ambitiøse plade, så fungerer den stadig som en del af det større billede, og undgår at falde igennem.
Vuggevisen “Baton Rouge” forsætter i nedbarberet stil og tempo, men med tekststykker som “Did you seize the day?”, “with all due respect, you are your own worst enemy” og “don’t do what others do to you”, bliver det lidt for simpelt til min smag. Især ambitionsniveauet taget i betragtning. Jeg kan sagtens se fidusen i disse hverdagsfilosofiske betragtninger som en del af “indbyggerne” i Utopia/Dystopia’s dagligdag, men som lytter falder jeg lidt fra – musikken er dog endnu engang forførende og flot. Så er der straks mere høj bølgegang og drama i den efterfølgende “Dumbfonded”, hvis melodi og fremdrift minder mig om krydsning mellem en slut-60er syresang og en gammel sørøvervise. Vinyl Floor demonstrer igen deres evne til, at overraske og forbløffe, nu troede man lige man havde regnet dem og deres kurs ud, og så ændrer de den.
Det ildevarslende kombineres med skønhed på den svævende “Kings Of Dystopia”, hvor strygere og vokal i flot forening bærer side B hen imod sin afslutning. Midt i de mange genrer Vinyl Floor jonglerer med på Peninsula, der finder man heldigvis en trio med et godt overblik. Selv om vi kommer vidt omkring, så er der styr på og fin balance i de mange virkemidler – noget, der i musikalsk mindre kompetente hænder nemt kunne være endt i lidt af en katastrofe. “Frozen Moon” runder pladen af, og vi kommer full circle med morgengryet fra indledningen med nattens komme og en ny dag forude, derude et sted. En rigtig godnatsang, hvor en enkel, men smuk, pianobåret melodi i samarbejde med rammende vokalarbejde afslutter Dystopia, og dermed også Peninsula.
Man undgår ikke en hvis grad af forvirring som lytter, når man tager turen igennem Peninsula. Stedvis er det som om ambitionsniveauet bliver så højt, at det er lige ved at blive for overvældende – især de filosofiske overtoner i hele konceptet. Det knækker aldrig helt over, men som lytter kan man ind i mellem have lidt svært ved, at forstå hvor vi skal hen. Grænsen mellem variation og rod er hårfin på Peninsula, og selv om man som lytter godt kan miste orienteringen lidt ind i mellem, så er halvøen alligevel tegnet op med så sikker musikalsk hånd, at man aldrig farer helt vild. Skulle man alligevel ende i problemer, så kan du finde et kompas indtegnet i artworket, der samspil med musikken gør oplevelsen meget komplet og stor.
Peninsula er et mangfoldigt sted, hvor man ikke altid lige kan gennemskue hensigten. Halvøen vil med garanti ligge lidt for isoleret for nogen, for det kræver en indsats at nå dertil og indtage den – men umuligt er det bestemt ikke. Vinyl Floor har med stor personlighed og gode intentioner skabt et ganske unik værk, der fortjener et meget større publikum. Selvom man af og til sidder forbløffet som lytter, så er rejsen sært dragende og tillokkende. Jeg tildeler hele den gennemførte pakke 5 stjerner for ambitioner og originalitet, og ikke mindst for at være helt sin egen – selvom jeg sidder lettere forbløffet tilbage.
Anmeldt af Kodi
Besøg Vinyl Floor ‘s hjemmeside, hvor du kan købe pladen i flere formater.
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
