Her er vi ude i en af den slags udgivelser som er ude i grænselandet for hvad vi sædvanligvis anmelder. Vindposen er måske egentlig mere skæv hiphop end rock, men det er også et eller andet sted så skævt at de får lov at snige sig med hos os.
Det fremgik ikke helt klart ud fra pressematerialet hvad man skulle forvente af Vindposen, men lad mig starte med at smide et par referencer på, hvad jeg tænkte i retning af, første gang jeg lyttede Uhørt igennem. Kasper Spez og måske lidt Malk de Koijn, og så en ganske livlig omgang musikalsk underlægning, der nysgerrigt udforsker og bryder genrer. Der er både jazz, rock og hiphop i underlægningen til Rasmus Zoffmans vokal, som bedst kan beskrives som skæv form for rap eller kantet spoken word.
Men det er altså ikke den slags hiphop du lige tuner ind på i radioen, det er langt mere legesygt og eksperimenterende, og leger, som sagt, med genrer og rytmer. Det er multiinstrumentalist Thomas Arnils der står bag musikken, og det gør han på altså på eventyrlysten vis – det skratter, groover, hakker, summer og skrumpler afsted.
Uhørt åbnes af ‘Himmelsprog’, som sætter scenen for resten af albummet – står man af på den, kan man lige så godt lade være at lytte videre. Over et slæbende hippie-beat, krydret med noget, der lyder som en fløjte, snakkerapper Zoffman: “Jeg er en digter//Jeg er en pipfugl//Fløjter min sang fra min andedams vandskål//Vasker mine ord ved vandspejlets fodsål//Tænder min ild i din gasovn med ildstål (…) Alting altid bagvendt!”. Sidstnævnte lyder lidt som et mission statement for duoen.
På ‘Go’ Morgen’ hakker rytmen afsted, mens Zoffman gør sig i en form for monolog, som ind i mellem afbrydes af et “go’ morgen, solstråle!”, og “Jeg er ikke den kat du så i gården”, som så tjener som udgangspunkter for videre snakkerier, mens ‘Audioarkitektur’ opfordrer til venlighed, i form af “venlighedslaviner”, på en bund af noget, der lyder som downtempo Cypress Hill, “blomster skyder frem i lange baner”, lyder det blandt andet, mens scratches laver snit i det dunkle bagtæppe.
Og sådan fortsætter Uhørt sin skæve gang, og selv om jeg et eller andet sted synes Vindposen konstant ligger i risiko for at blive ensformige i de dunkle beats og Zoffman’s ordrablerier, så er numre som den særprægede ‘Blå Blomster’ og ‘På Trods’ alligevel fascinerende på deres egen kantede vis. En af grundene til at lytte er at Zoffman faktisk har noget på hjerte, og gerne kaster sig ud i mere abstrakte foredrag om at være i verden og samfundet, mens Arnils gør hvad han kan for at variere underlægningen. Det forhindrer dog ikke at lyden over et helt album er for ensformig, til at en gennemlytning glider let ned.
Første nummer på B-siden, ‘Dovende’, er måske det mest rockede på albummet – her er der en inciterende puls, distortede riffs og en mørk kraftfuldhed i udtrykket, mens den efterfølgende ‘Uanset’ er mere balkan-vuggende, og måske også det mest oplagte nummer til at snige sig til spilletid i radioen. Her er det igen Kasper Spez, der dukker op associationsmæssigt, men igen bliver spilletiden en udfordring – det virker som om nummeret er færdigt i hvert fald et halvt minut før det klinger ud, trods de fine musikalske improvisationer i nummerets sidste del.
Et nummer som ‘Hvad er ord værd’, som mest består af afliringer af associationer omkring ord bliver også for lidt, eller for meget, i mine ører, dertil er ordassociationerne for banale og den musikalske værktøjskasses tricks er også ved at være brugt op på dette tidspunkt på albummet. Heldigvis leger lukkeren ‘Bevar Alt’ med et lidt anderledes musikalsk udtryk, hvor instrumenteringen er mere påtrængende end den er nogle andre steder på albummet, hvor den paradoksalt nok kommer til at forstyrre ordstrømmene ind i mellem – det er ellers rart, at Vindposen ikke bare reducerer musikken til en rekvisit for ordene, og netop skal opleves som et opfindsomt møde mellem dansk lyrik og dunkel men legesyg underlægningsmusik.
Vindposen er et sympatisk og på flere punkter velfungerende bekendtskab, som måske ikke lige er rock, men nok af den slags bastard-hiphop, som kan falde i et rockpublikums smag. Men Uhørt ender også med at blive en anstrengende lytteoplevelse, hvis man tager den i ét hug. Den opfindsomme underlægning støjer og hakker ind i mellem så meget, at man må kæmpe for at fokusere på ordene, som ikke altid er lige overrumplende eller velfungerende. Jeg mangler måske også nogle steder med hooks, som jeg har lyst til at vende tilbage til. Men point for genstridigheden og opfindsomheden. Det bliver dog også for langt og paradoksalt nok også en kende monotont i udtrykket over et helt album, så trods de gode elementer, lander vi på en middelkarakter. Uhørt høster 3 pæne stjerner, og er du rocktypen, der ind i mellem tør krydse ind i andre musikalske territorier, bør du tjekke Vindposen ud.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
