De canadiske albumdebutanter Viet Cong flirter med alt fra indie, over støj til art-rock og post-punk, på de 7 numre der udgør albummet. Rejsen er af den slags, der er mere spændende og interessant fordi den byder på en række friske idéer, end den er egentlig fængslende og medrivende. Og så er det hele sgu lidt langt i spyttet, selv med kun 7 numre.
Den canadiske kvartet er dannet i 2012 og har kun en enkelt ep/et kassettebånd på samvittigheden, men har allerede fået en del opmærksomhed fra hippe kanter som Pitchfork. Musikken beskrives som “crooning post-punk vocals, distant-sounding harmonies a la Nuggets-era psychedelia, noise-addled punk, and Blade Runner-style instrumentals” – hvilket ikke er helt skudt ved siden af, selvom det måske lyder lidt artsy fartsy sært og hipster-skævt. Og det er det sgu nok egentlig også.
Faktisk virker det som om canadiernes største problem er dem selv, og at de i nogle passager på albummet har hovedet lige lovlig langt oppe i måsen på sig selv, eller hinanden, så man som lytter enten mister interessen en smule, eller ruller let med øjnene. Der er virkelig meget godt at komme efter på de 7 numre, men der er også en del perioder der virker som unødigt fyld, “kunstnergøgl” eller hvor det kommer til at fremstå lidt for anderledes, bare for at være det.
Selv om byggestenene er velkendte, så må man lade Viet Cong, at de forstår at sætte dem sammen på nye måder, lege med detaljerne og twiste sagerne. Post-punk og støj-rock er den klareste røde tråd igennem materialet, men ovenpå og udenom er der læsset en masse på, vel at mærke i en lyd som stadig er meget skramlet, lo-fi og “primitiv”.
Vi kommer ganske glimrende fra land, først med den tromme-dominerede “Newpaper Spoons”, der rumler og brummer albummet ud af starthullerne. Forvrænget og fjern vokal placerer sig i baggrunden, det lyder faktisk næsten som om det er indspillet i et gammelt blikskur. Flænsede og forvrængede guitarflader dukker op og skærer igennem lydbilledet, melodi er der ikke meget af, ud over de rumlende trommer, inden noget keys giver lidt varme mod slut. Bestemt ikke en uinteressant start! Endnu bedre bliver det i den efterfølgende “Pointless Experience”, måske albummets højdepunkt.
Melodien er mere markant, men stadig ikke helt fremme i lydbilledet, der er stadig godt med forvrænger, skæve klange og anslag og en masse “støj på linjen”, men et sted derinde lyder det som om Viet Cong har fat i noget, der kunne være blevet et radiohit. Såfremt det var blevet renset for unoder. Det post-punkede drive, vokalen og stemningen har noget tidlig Interpol over sig, hvis deres lyd var kørt igennem en gammel transistorradio. Men for faen en catchy melodi man aner et sted derinde, som så lige skulle begraves godt og grundigt.
Følelsen af at Viet Cong leger med frekvenserne, og/eller prøver at forstyrre signalet fra at trænge klart igennem, bliver helt tydelig i den lange indledning til “March of Progress”. Indledningsvis lyder det som noget interferens, inden en simpel elektronisk puls flimrer løs i næsten halvdelen af det 6 minutter og 20 sekunder lange nummer! Pludselig går der neo-psykedelisk The Beatles møder Brian Wilson trip i den, hvor det ærlig talt virker som om det skal være skævt fordi… yeah, derfor. Det er faktisk en smule trættende. Den efterfølgende “Bunker Buster” skal da også lige presses op på knap 6 minutter, men heldigvis er eksperimenterne her lidt mere fængende.
Vi lægger ud med noget der minder mig om noget INXS huggende guitar, som efter et halvt minuts tid drejer ind på et mere skævt støjende spor, ikke helt ulig noget syret Pixies. Det hugger, hakker, støjer og er næsten lidt hypnotiserende på grund af den repeterende rytme og den monotone vokal. Efter knap 2 minutter giver Viet Cong for en gangs skyld guitaren lov til at bære melodien og lader det midlertidigt blive helt catchy, med vokalharmonier gemt væk i baggrunden. Så er det som om det bliver lidt langt i spyttet for mig igen og bandet bare står og larmer lidt for deres egen fornøjelses skyld, inden de beslutter sig for at hamre godt igennem og få sangen fint i mål med en vellykket slutspurt.
Efter denne mundfuld af en midterakse på pladen sker der heldigvis noget virkelig opløftende igen, i kraft af det andet personlige højdepunkt, “Continental Shelf”. Med sin behageligt begrænsede spilletid på kun 3 minutter, er det tilmed en indbydende lille snack efter et par lidt opblæste numre. Vi er tilbage ved ekkoerne af Interpol, efter en flot støj-poppet indledning, og et slæbe-trampende vers, hvis man altså kan kalde det det. Altså et vers. Viet Cong arbejder generelt med noget løse sangstrukturer, som man måske kan fornemme – it’s art, you know. Men jeg synes faktisk de er bedst, når de bare overgiver sig, sænker ambitionsniveauet en anelse og lader et omkvæd få ånderum, som her. Inden vi når dertil, får de dog bygget en effektiv dyster og kvælende stemning op.
Pladens 2 sidste numre, “Silhouettes” og “Death” varer tilsammen over et kvarter, hvor “Death” tager sig af de 11. Nu gik det ellers lige så godt. Tempoet sættes for første gang rigtigt i vejret på “Silhouettes”, en kærkommen, og måske lidt sen, variation i lydbilledet. Desværre er nummeret også det mindst interessante på Viet Cong og har mere end travlt med at fise igennem skallen på mig, og ud i glemslen. “Death” er måske ikke ligefrem en smertefuld afslutning af albummet, men nogen hurtig død er der heller ikke tale om. Det tager sin tid at få Viet Cong til at løsne grebet og ånde ud, og jeg ender desværre også med at miste lysten til at følge med og stener bare lidt ud, i mens musikken prøver at piske en stor lyd og stemning op.
Selv om turen momentvis er lidt ujævn for mit vedkommende, og det hele ender lidt fladt og fiser ud i sidste nummer, så har Viet Cong fat i et eller andet som er værd at kaste sig over for de mere nysgerrige musiklyttere. De virker periodevis lige lidt for glade for dem selv og deres musik, hvor det er svært for mig som lytter at finde noget at gribe fast i, i musikken , så jeg ikke bare bliver tilskuer til bandets lukkede fest. Men i de perioder, hvor man føler at man må være med, så er det næsten besværet og art-rock snobberiet værd.
Du kan opleve Viet Cong live på Loppen torsdag d. 12/2, og jeg tror næsten det her vil fungere mere optimalt live, hvor maleriet får lov til at springe op fra lærredet, så at sige.
Af Ken Damgaard Thomsen
