Ok. Et c*ckup i overleveringen af den bil, jeg belært af gårsdagens transportudfordring betød, at jeg sad i en minibil af koreansk oprindelse, da Kill Trip gik på. De af staten ordinerede 80-90 km/t er pænt frustrerende i den situation, men det er vel vilkårene.
Space Parasites
Jeg når dog frem til at høre. Ja. Altså. Tysk space-hekse metal.
Det viser sig at være en særdeles festligt bekendtskab, hvor der køres i højt gear fra starten og den karismatiske forsanger prøver at piske gang i stemningen, godt hjulpet af det meget tilgængelige materiale fra bandet.
Hun lægger ud med steampunk-hat, får på et tidspunkt også fundet en krone og et sværd og slutter med et ”goodbye, and thanks for all the fish”. Der er tematisk helgardering her!
Musikalsk er det – som nævnt – ret tilgængeligt og i flere numre pumpes der derudaf som en tysk dieselmortor, der kan køre hele natten.
Fræsersoli? Jeps! Masser af dem og rigtig fint lagt.
Lyden hænger også ret godt sammen med masser af bund i trommerne og en meget distinkt bas.
Men det er forsangeren, der tager fokus. Hun prøver at være ude på scenekanten, hvilket fungerer OK, men aldrig helt får gang i folket – hvilket nok delvist medfører at hun tager en mere tilbagetrukket position på scenen og tilfører metallen noget, den egentlig godt har kunnet savne: Koketteri.
Den hæse kvindevokal tager lidt tid at vende sig til, men det her er old school metal og flere gange er der temaer, der sender tankerne i retning af Iron Maiden. Bare i glimt og heldigvis for det!
Det betyder også, der er noget umiddelbart og crowd-pleasende over bandet og da koncerten er slut er det et sympatisk, festligt indtryk, tyskerne forlader scenen med. Efter det traditionelle foto foran publikum.
Der er noget klassisk, noget nyt (ikke mindst qua kvindevokalen) og noget trygt over et band, de uironisk kan fyre en tertssolo det ene øjeblik og så lave ret vilde breakdowns det næste.
Hellmaze
Lokale helte, hvor ét af bandmedlemmerne er medarrangør af festivalen, tales på scenen med vanlig ironisering og gøgl.
Det viser sig at være et gedigent thrash-metal band, der aldrig er for langt fra et groove og ofte har lange passager med riffs, der bare jerner derudaf.
Bassisten er en oplevelse i sig selv, da han med nakken ikke misser én ottendedel og i øvrigt lægger en mean bund. Vokalen veksler mellem det screamende, råbende og egalt. Det sidste er vel det ’farligste’ men løses ganske udmærket.
Men ellers er opskriften ret klassisk: Vi skal derudaf og det er ganske fint, festligt og oplagt at drikke bajer til (dumme bil!!).
Den lokale forankring fornægter sig ikke, og der er mange horn foran scenen. Publikum får heller ikke lov at dø i synden og bliver flere gange både opfordret til yell-along (”pure, fucking thrash”), et mosh-pit og slutligt også en wall of death.
Måske er det den psykopatiske buschaufførs kørsel i togbussen i går, der stadig hænger i mig, men jeg fanger det bare ikke helt på aftenen.
Ikke at det var en dårlig koncert, men jeg var bare ikke helt med på de lange riff-passager eller råbene, vi skulle være med på. Hvor overbevisende, de end blev fremført og opfordret til.
Til slut kommer to piger på scenen og affyrer konfettirør (!) – så er det også set og inden de sidste toner toner ud, har vi også fået en gang ’bassistens fødselsdag’, Cliftons-dans og gentagne opfordringer til at kaste horn.
Det var ikke en koncert, hvor man bare fik lov at stå og se passivt til og både moshpits og wall of deaths virkede egentlig helt on point…
Distant
Så for den da!
Deathcore fra en kant – eller i dette tilfælde Holland.
Til meget dramatisk walk-on musik træder en guitarist, en bassist og en trommeslager på scenen bag en meget energisk forsanger.
Ofte læner numrene sig op af backtrack, elektroniske effekter og ellers konstante breakdowns.
Indpiskende og både screamende og growlende lader forsangeren ikke nogen stå og glane – der bliver ikke taget nogen fanger her.
Jeg går.
Det er simpelthen for meget stop-and-go og for meget baggrundseffekt.
Jo, jeg kan da godt se, at det er vredt og der opstår både mosh- og circle pit.
Jeg sætter mig i stedet og hviler ryggen og får lidt ind i laptoppen og smiler lidt, når døren går op og man kan høre trommeslagerens laaaaaange rumklang hænge i breakdown nr 102….
Cytotoxin
Så er der ekstrem-metal med Chernobyl tema!
Rent musikalsk er der tale om et afsindigt dygtigt teknisk band, der sweeper af sted på guitarerne, tapper (ja, selv på bassen ind imellem) og har en trommeslager, der spiller så hurtigt, at det til tider lyder som en Geiger-tæller.
Det er selvfølgelig helt med vilje.
Nødvendigvis medfører det også, at der er mange detaljer, man ikke får med som lytter og på den baggrund er det både en lettelse og giver egentlig også fornemmelsen af at fungere bedst, når det hele bliver lidt mere simpelt.
Men fedt spiller de og sejt er det sat op.
Men det er egentlig ikke det centrale i oplevelsen.
Cytotoxin er nemlig ledet af en forsanger, der i den grad har taget opgaven med at indpiske på sig.
Publikum bliver decideret instrueret igennem hele koncerten, når han ikke growler dybt ind over den tekniske musik.
Temaet er som nævnt Chernobyl og derfor åbner bandet også med at gå på scenen med gasmasker på og forsangeren så bærer en tønde, der skal trække en rød tråd igennem koncerten. Alle medlemmer har i øvrigt selvlysende radioaktivitetsmærker på tøjet…
Mellem numrene spilles der ofte noget drama, forsangeren så i ét eller andet omfang spiller lidt skuespil til.
Det virker lidt akavet, unægteligt lidt forceret, men er helt klart en del af DNAen (ændret af radioaktivitet eller ej) i bandet.
Det bliver dog også lidt komisk, når forsangeren med en ret lys stemme og tyk, tysk accent instruerer publikum i circle pits, wall of death osv.
Det læner sig rigtig meget op at klicheer om tyskere, at der på den måde instrueres og én eller anden kobling med at publikum skal lave energi via cirle pits til at lave et nyt element, bliver forstærket af at bandet har været ude at hugge et rundkørselsskilt, der så holdes op, når forsangeren ønsker at der skal gang i den.
Gang i den er der i øvrigt, da publikum lydigt headbanger med, laver mosh- og cirle pits og det er én stor fest.
Inden sidste nummer er det derfor ikke nogen overraskelse at publikum bliver instrueret til på et tidspunkt at gå på knæ, hvorefter forsangeren vil komme ud til dem.
Det er et langt nummer, men som lovet iklæder han sig sin gasmaske, finder sin tønde, men får ikke helt givet signal til, hvornår folk skal hoppe op og kommer derfor selv til at stå og børle rundt med sin tønde. Skønt!
Ekstrem-metal kan godt være lidt voldsomt også med så dygtige folk som disse tyskere. At det brydes med noget tema er sådan set fint nok. Men det bliver altså oftere end ikke lidt ufrivilligt komisk.
Men god fest var det – dygtigt band!
Borknagar
…starter flot ud med strubekor og sfærisk islæt der egentlig for mig til at overveje, hvad de dog laver på en metalfestival: stående der i flot lys, lavende vokalharmonier på simple akkorder over et sfærisk underlæg?
Men snart viser bandet, at der er mange strenge at spille på her: To ret dygtige sangere, growl fra guitaristen, et keyboard, der kan alt muligt. Clean guitar og masser af gains.
Med dette in mente er det påfaldende, at lange perioder i koncerten kommer til at virke ganske uvarierede og udynamiske. Især i starten af koncerten bliver det meget en ’pølse’, hvor især synthen hele tiden bærer et lydtryk igennem og man derfor bombarderes som lytter af konstant lyd – om det så er i noget grind-lignende eller mere valsende.
Men da bandet jo netop kan variere, får vi også gennem koncerten syn for at de faktisk evner at skifte i dynamik. Noget bliver helt hardcore-agtigt, med screams, mens der ofte vendes tilbage til enten tostemmig vokal eller vokal understøttet af synthen. Der er en klar norrøn tone i det hele, og når de to vokaler fungerer, fungerer det hele. Desværre slås der også et par skæverter – og så falder det hele lidt til jorden.
Det er ikke en konstant fest og koncerten har præg af noget, der kan lyttes til, noget der kan tonses til – og noget midt imellem. Det bliver bare aldrig rigtig godt i nogen af positionerne.
Koncerten slipper derfor ikke for at blive lidt langt og ryggen begynder i hvert fald at værke hos mig. Måske også fordi det er lidt svært at indfange, hvad det er, det her?
Sådan rigtig smadret bliver det aldrig, heller ikke sådan rigtigt rørende eller bevægende… Men igen en ambitiøs booking!
Ensiferum
Har jeg set før og ved, at de er garant for en fest. Og ganske rigtigt, da de lidt forsinkede går på scenen, er det genkendeligt fra det band, jeg oplevede for nogle år siden på Royal Metal Fest.
De spiller røven ud af bukserne, er super teknisk stærke og har også en nær-perfekt live lyd.
Vokalen kan hører og de forstår alle tre i front at gejle publikum op.
Om noget virkede de mere ude over scenekanten her, end da jeg så dem sidst.
Men klokken var ved at være rigtig mange og jeg valgte derfor at finde den lille bil og køre mod Århus. Jeg forlader en fest – det er i hvert fald helt klart!
—
Viborg Metal Festival er et ambitiøst arrangement. Der bookes ikke bare sikre darlings, men også kunstnere der ikke nødvendigvis hverken ’bare er upcoming’ eller sikre sejre. Rammerne på Paletten er gode om end jeg må sige, bedre mulighed for at sidde ned mellem koncerterne havde været kærkomment. Lydmæssigt var der et par ’huller’, men flere bands gik klokkeklart igennem.
Med den profil, hvor publikum udfordres, er der selvfølgelig også plads til hits and misses.
Selv om jeg ikke fik hele dagen med fredag, så var det klart den dag, der stod stærkest.
Jeg tænker ikke, koncertrummet var fyldt på noget tidspunkt og man kan da også være lidt bekymret for, at alderen gennemsnitligt var lidt høj. Metalscenen risikerer måske en dag at uddø?
Det er bekymringer for fremtiden – her skal der bare lyde stor glæde over, at sådan et arrangement kan løbe af stablen og i så fine rammer.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
