Det er ti år siden, man i Viborg fik den idé at der da manglede en metalfestival.
Ofte har festivalen budt på nogle interessante navne, og jeg har derfor valgt at søge akkreditering. Sjovt nok viste det sig blandt andre at være en pige fra min gymnasieklasse, der sidder med kommunikationen – full disclosure, and all that.
Nå. Viborg ligger jo pænt tæt på Danmark C, så af sted i et tog (og med et tog hjem begge dage) til et spændende program, men også et program som viborgenser og tidligere Frekvens-blogger Roy betegnede som ’fuldt at skøre ting’.
Hell, vi kommer til at se Confess fra Iran, rumheske-metal fra Space Parasites og et par finske bookings (som jeg desværre nok ikke når).Bare lige for at tage tre nedslag.
Der er lagt i ovnen til fest fra første slag og det virker på én gang helt inden for skiven for den slags, men også som en regulær fejring, hvor ambitionerne lidt overskygger det kendte. Jeg elsker det!
Det havde nok været ’nemt’ at booke de ’kendte’ som Baest, Crocell, Nakkeknaekker osv.
Men det virker faktisk til, man har været lidt ambitiøs med bookings i år. Hatten af for det!
Nu må vi se…
Anachy Zone 17.10
e
Ret meget på slaget 17.00 efter en kort velkomst går de østjyske helte fra Anarchy Zone på.
De er tydeligvis ikke født i går og har rigtig godt fat i østkyst thrash om end lyden lader meget at ønske. Faktisk på et niveau, hvor trommerne flere gange lægger hele bandet ned og der er en eklatant mangel på bund i hele lydbilledet.
I front står en højenergisk forsanger, der råber vokaler om motorsave og at dræne sumpen ud – ikke altid i samme toneart som bandet, men med stor energi og glæde.
Der indpiskes lystigt og introduceres flere, nye numre som dog ikke for alvor skiller sig ud i hverken lyd eller produktion.
Foran scenen er The Viborg Faithful dog OK med og køber ret meget ind i forsangerens energi – måske får de også lidt mere baggear i lyden deroppe?
Indtrykket bliver også, at det er ret fint at drikke øl til og da én passerer mig og jeg når at opfange hans samtale med sin makker, hvor han nævner at ’de er vist ikke rigtigt verdensstjerner eller noget, der kan gøre sig på den internationale scene’.
Det er dejligt at være i Midtjylland hvor en spade er en spade og thrash får frit løb, uden at nødvendigvis at ramme den lige i røven med lyden.
Som koncerten nærmer sig en halv times tid og der begynder at takkes af, taber hovedpersonen – i hvert fald lydmæssigt – trommeslageren også flere og flere slag og det virker næsten nådigt at det kommer til en ende.
De ikke helt unge drenge på scenen gav hvad de havde, men det virkede også lidt nådigt at rammen ikke var længere.
Der blev stagedivet af forsangeren, der virkede oprigtigt glad for at være der og vi fik også adskillige kompetente guitarsoli. En lidt kejtet rytmeguitarist burde have fyldt mere i lyden og selv om der var nogle enkelte takter bassolo, var det næsten også hvad vi fik med af bund.
Med vilje? En uheldig detalje? Det er ikke godt at vide, men Anarchy Zone gav lidt indtryk af at være opvarmning til noget mere fuldfedt.
18.05 Confess
Så for Søren!
Med et stærkt narrativ i bagagen om at forfølgelse fordi der ikke lige leveres den popkultur, præstestyret i Iran forventer, stiller Confess op til et slag festlig metal.
To af medlemmerne er flygtet fra Iran og har fundet deres øvrige bandmedlemmer i Norge, hvor asyl kunne opnås. Heldigvis for det, for de har virkelig fat i noget i Confess.
Det er så tight og står knivskarpt. Growlen er tydelig, vred og in your face og ikke mindst festlig.
En sær detalje er, at én af iranerne så står bag en mixer, der producerer elektroniske input og ellers b-growler / screamer på numrene. Det virker lidt Linkin’ Park-agtigt, men fungerer ret fint, da han endelig får styr på sin monitor.
Foran scenen koger det, der boogies og der er noget intenst over sådan nogle små persere, der står og insisterer, mens en høj nordmand, tilsvarende guitarist og en stærkt, tight spillende trommeslager mere end bare støtter op om projektet.
Og det er i virkeligheden dét, der er det centrale ved et band som dette: De har fat i teknik, historie og man kan faktisk høre, hvad der growles.
Det er en super festlig booking og selv om historien nok bærer lidt mere end bandet, er det stadig et stærkt spillende band, der også fint lever med at den iranske forsanger i den første del af sættet smider guitaren og fokuserer på vokalen.
Det er teknisk, fedt – og har en fed historie. Selv hvis vi renser for historien er der masser af energi og smadder i det her!
19.10 Moribund Oblivion
…men har man sagt Iran, skal man da også sige Tyrkiet og Moribund Oblivion
… som viser sig at være en oplevelse. Fire mand på scenen, er der ikke meget at give af, men tyrkerne viser sig at spille fed, velproduceret død med godt øje for den melodiske linje.
Det her? Det er tight? Med en lille forsanger, der bærer Istanbul i hjertet, foran med masser af shreds på guitaren, et uforlignelig growl og i øvrigt fin stage pressence, får vi smæk for skillingen.
Guitaristen ligner noget fra Nine Inch Nails (og spiller lige så fedt), mens bassisten konstant retter på sin hætte/maske, så han da ikke skal genkendes – mens hans tatoveringer selvfølgelig ikke er genkendelige på armene…
Bag alle disse ironiseringer gemmer sig, at det er et ufatteligt tight og velproduceret spillende band. Trommerne står kniv-skarpt, bassen står frem uden at definere og de to guitarer er balanceret på en måde, så man aldrig tvivler om, at der er en lead – men også en rytme, der løfter.
Det er groovy i visse takter, skifter til noget næste grind og emmer hele tinden af et vist overskud: Guitaristen smiler eksempelvis umærkeligt, når et breakdown eksekveres til perfektion – hvorefter han tager en solo som om, det ikke er det store.
Der er bands, der skal piske folke for at få dem med. Her er det ikke rigtigt nødvendigt, for Moribund Oblivion har fat i alt og alle. Det stopper ikke forsangeren for at kaste armene op her og der for at få publikum med.
Men det behøver han faktisk ikke. Det rykker helt fint alle de rigtige steder uden det.
En god halv time kunne godt have været mere, men fedt indhop af tyrkerne!
20.20 The Arcane Order
Overvældende. Det var det præcise ord, min kammerat brugte om denne perfomance, hvor især en fuldstændig uberørt trommeslager bare lagde tight-as-fuck beats og grooves neden under tjekkede musikeres udfoldelser.
Vi bør nok starte et andet sted, men ender stadig med at The Arcane Order er absurd tjekkede.
Branded som en super-gruppe af erfarne medlemmer, står de stærkt på scenen.
Det er klart, der er en frontfigur, der på ekspertniveau skifter mellem scream og growl og i øvrigt med al den potens, man kan finde i et fitness-center stiller sig foran de i øvrigt afsindigt dygtige musikere.
Vi som publikum rammes ikke bare af barrage efter barrage, men også af denne vokal, denne tilstedeværelse, der gør at intet er ligegyldigt.
VMF støtter op med et primært mørke-udtryk fra lysmanden, men det er egentlig ikke så vigtigt: Det er dygtige musikere, der ved hvor de har hinanden, har styr på udtrykket og i øvrigt også balancerer at det ikke bare skal blive en lydpølse, men et varieret udtryk.
Der er smæk for skillingen og alle på scenen ikke blot udtrykker at de har styr på deres shit, men nyder at levere.
Bliver det lidt klinisk? Ikke rigtigt, for man kan ret ubesværet gå op foran og deltage i festen og der får man alt, en metalfan måtte ønske sig.
Ættir
– når jeg desværre ikke at se alverden af, da jeg erfarer at de ansvarlige for transport har indsat togbusser på dele af strækningen til Århus.
Det, jeg når at se, er dog et ret potent spillende band med en stærk kvindevokal og virker som endnu en modig, men kompetent booking.
Men så er jeg også løbet mod stationen…
Jeg vender tilbage lørdag med flere anmeldelser.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
