Under overskriften “forløsende melankoli, forløsende energi og uforløst kærlighed” forsøger det melodiske rockband Via Mala, at forløse deres store potentiale på deres nye EP, produceret af Asger Techau (Kashmir). Det er lige før det hele lykkes og går op i den der højere enhed.
Og det ER meget tæt på, især hvis du er til den melodiske del af rocken, med visse indie og drømmepop strømninger, så burde det her tale lige ind i hjertet på dig. Er du tilmed fan af nyere Kashmir, så har du her en mulig arvtager til den del af det danske rockland.
Bagsiden af medaljen, og det er her jeg skal forsøge at lege irriterende anmeldertype, i stedet for bare at nyde musikken og ikke tænke for meget, er, at det er lige før Via Mala selv bliver lidt væk. Det lyder topprofessionelt det her, både i udførelsen og selve lyden af produktionen. Men jeg savner også en smule mere, jeg vil ikke sige personlighed som sådan, men så da “temperament”. Og lidt mindre Kashmir og Jeff Buckley.
Sidstnævnte spøger også mange steder i Kashmirs musik, især efter de to første albums, og dette spøgelse, eller ekko, dukker også op her, især i EP’ens sidste nummer, “Hurts Like Hell”. Ikke direkte i forsanger Lybæks flotte og udtryksfulde vokals klang, det er mere i måden vokalen bruges på til at give melodien og stemningen et strøg af melankoli og sørgmodighed. Guitarens klang og måden den kredser rundt i nummeret på er til gengæld temmelig “klassisk” Buckley. Det gør som sådan ikke noget, det er jo ikke det værste forbillede, og slet ikke hvis Jeff ikke er en del af ens referenceramme – men for mig lyder det som noget jeg har hørt før. Og lidt bedre og mere gribende, men det kunne komme med en forfinelse af sangskrivningen.
Den er ellers virkelig solid, men skal vi blive ved det der stadig holder Via Mala lidt tilbage, så kunne man kigger på sang nummer to, “Pitful”. Jeg skal ikke kunne sige om det er producer Techau’s indflydelse der skinner igennem (EP’en er tilmed indspillet i studie hjemme hos Techau’s forældre, ligesom bandet har været support på hans solotour), men, her lyder Via Mala virkelig som Kashmir anno start/midt-00’erne. Vi taler både Eistrup lignede klang, intonation og fraseringer, melodiens fremdrift og rytme, stemningen og den overordnede følelse der strømmer igennem det hele. Opbygningen minder endda om “Surfing The Warm Industry”. Stadig et flot udført nummer, men temmelig distraherende hvis man har hørt Kashmir fra den periode.
Disse fordele og ulemper hos Via Mala og deres lyd går igen i de to resterende numre, “Are We Over Now” og “Something Has Been Going On”. Her er ekkoerne fra de mulige inspirationskilder og påvirkninger dog knap så udtalte, så jeg også kan nyde bandet på nogenlunde egne præmisser. Førstnævnte, der også åbner EP’en, viser at Via Mala har et godt og effektivt greb om melankolien, “lidelse” i mere afdæmpet og ikke melodramatisk facon og hvordan man kan spille med de melodiske muskler – uden de helt store armbevægelser. Et på stort set alle punkter stærkt udført og leveret nummer.
“Something Has Been Going On” er endnu mere dæmpet og tilbageholdende i sit udtryk, så melodien indledningsvis nærmest kun er inde og markere og ikke dominere lydbilledet. Her får Lybæk så lov til at boltre sig og vise endnu mere af, hvad stemmebåndet formår. Sideløbende med at han i glimt giver den mere gas på vokalfronten, flammer musikken også op i korte passager, så nummeret får et godt, bølgende flow.
Der er rigtig meget at synes om på Drifting Apart, og svaghederne, hvis man kan kalde dem det, afhænger muligvis af modtagerens referenceramme. Jeg har ikke nogen anelse om, om Via Mala har noget særligt forhold til Kashmir eller Jeff Buckley, men for mig som lytter er det periodevis lidt svært at abstrahere fra. Det skal dog ikke overskygge det faktum, at her er et band der kan skrive og levere virkeligt solide numre, har styr på genrens virkemidler og også det lydbillede de selv sigter efter. Det er uhyre sikkert det her.
Jeg ville bare gerne have endnu mere af Via Mala og ikke noget jeg lidt for hurtigt kan sammenligne med andre navne. Lykkes det, og løftes sangskrivningen fra god til fremragende, så er der virkeligt et potentiale til noget større tilstede.
Indtil da ender vi på 4 stjerner – af de større.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Via Mala på Facebook
