På en onsdag aften viste Veto at de stadig er et godt liveband efter mange års pause. Og til trods for svingende energi i løbet af aftenen, var koncerten en overvejende positiv oplevelse.
Lad os starte med at sige, at jeg efter udgivelsen af Crushing Digits i 2008 var kæmpe Veto-fan og så dem live så ofte som muligt. Muligvis da, muligvis senere, gik det op for mig at de med deres maskinelle musik, deres intense forsanger og deres gennemtænkte tekster nok var det nærmeste jeg kom *DEN* Nine Inch Nails-koncert på Roskilde 2000: Ikke fordi Veto har den samme vrede, men fordi de live ofte formåede at skabe den illusion af, at maskinen nogen gange tog over i en febrilsk energi – blot for at musikerne igen hev kontrollen hjem.
Denne reference danner bare rammen for denne anmeldelse – og jeg må vedstå, at mange af denne onsdags koncertgængere ikke delte denne reference. Ikke mindst på grund af at 2000 var lidt tidligt i deres liv.
Veto spillede i weekenden for fulde huse på Voxhall og dette var dermed en ekstra-koncert. Det betød et hæderligt fremmøde – balkonerne var åbne – men samtidig at der var plads til at man kunne bevæge sig og at der ikke var lang kø i bar eller garderobe.
Godt fyldt var der dog og da man skiftede fra baggrundsmusik til lange synth-flader ca kl 20.05, gik snakken lystigt blandt de fremmødte. Synthfladerne fortsatte, mens scenen var badet i koldt lys til ca 20.30, hvor bandet endelig indfandt sig.
Med et trommesæt, en percussionist, en bassist, en tangent-troldmand, en guitarist og selvfølgelig Troels Abrahamsen i front på sang og vokal, var der lagt i ovnen til en energisk koncert; med sig havde Veto lys-rør, der varierede i farve og lys – et effektivt greb som jeg har set både Veto, Nephew og TV-2 gøre brug af før.
Bandet går på scenen og spiller med den kendte stramhed og et vist overskud, men alligevel er der problemer med for alvor at komme ud over scenekanten med de første par numre, ‘One-Eyed and Dying’ og ‘Battle’ og først da ‘Can You See Anything’ har et breakdown hvor der skrues lidt op for både distortion på guitaren og bas og synth smadrer lidt igennem i bunden, indikeres det at de altså ikke er blevet HELT gamle i Veto.
Og netop som energien kommer lidt op, trækker bandet i land; en ballade (‘Excited’?) hives op af hatten og leveres ganske overbevisende. Abrahamsen i front kan godt brænde igennem uden de store tricks.
Men for langt ned kommer vi dog aldrig, da der følges op med det særdeles potente ‘You’re Hard To Get’, som løfter energien men aldrig rigtigt bliver ’farlig’. Der er dog en klar forskel på det nyere materiale og det ældre – sidstnævnte synes at leveres med højere energi.
Men netop som vi tænker, at nu er vi på vej op – og måske kan ramme fordums tids energi-niveau – piler Veto af igen; vi får balladen ‘Cannibal’, som selvfølgelig har en stærk tekst, men som også piller kalorier ud af en koncert, der endnu mangler for alvor at lette.
Og det bliver desværre ret betegnende for aftenen; der spilles fedt, tight og med en hvis energi. Men det hele har også lidt en low-key fornemmelse. Og det er da ikke usandsynligt, at det er betinget af at onsdags-publikummet er lidt mindre energisk end weekend ditto.
Jeg må erkende af at mine referencer til Veto ligger i det ældre materiale, og jeg kan mærke at energien stiger ret meget, da ‘This Is Not’ fra Everything is Amplified leveres og da den følges op af ‘You Say Yes, I Say Yes’ når vi et energimæssigt højdepunkt for denne onsdag aften. Det er stærke, gennemprøvede numre som får publikum med.
Igen trækker bandet så energi ud af koncerten med en ballade og da der følges op med ’16 Colors’ – med regnbuelys i baggrunden – er det ikke fordi energien vender tilbage. Vi ender med at nå igennem stort set hele den nye plade – får endda en guitarsolo – og får også ‘Hush, Duck and Be Still’ – måske aftenens bedste nummer – inden radiohittet ‘I Am Here’ leveres med høj energi, der så daler som nummeret udvikler sig.
Tre ekstra-numre bliver det også til, hvoraf ‘Spit It Out’ står stærkest, inden aftenen er slut med 21 numre under vesten, og med ‘You’re Like A Knife’ som lukker.
Og så stod jeg der. Med en klar fornemmelse af, at det ældre materiale altså bare er lidt bedre. Men også med en erkendelse af, at Veto er et stærkt live-navn. Og at numrene fra den nye plade gør sig RADIKALT bedre live end på plade (jeg er endnu ikke nået igennem pladen uden at måtte pille den af på grund af stil/produktions-valg).
Og så må jeg kigge på aftenen og sige; det var god underholdning med et band, der aldrig falder igennem. Det er dygtigt, charmerende og faktisk også OK at de lige hiver en nordjysk joke, de har fanget på touren, ind imellem et par numre.
Så. En dag på kontoret – som jeg tænker denne koncert med Veto var – er faktisk helt OK. Uden at sprudle. Måske, bare måske, er der materiale her til at jeg igen kan gå hjem fra en Veto-koncert gennemblødt af sved. Men med de relativt mange ballader og et lidt reserveret udtryk, var det bare en god onsdag på kontoret.
Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag
