Strå er nok en ‘svær toer’ for den ambitiøse, sidste idé. Når det er fint, er det rigtig fint – men albummet kommer til at virke lidt langt og der efterspørges noget af den kant, bandet ellers er kendt for.
Det er et voldsomt interessant og poetisk navn, gutterne i Verdens Sidste Idé har fundet til deres band. Det lugter lidt af TV-2. Eller måske mere nutidigt; Peter Sommer. Det opstiller forventninger til netop idéen, der så enten kan afslutte (ide)verdenen med et brag – eller et klynk.
Verdens Sidste Ide gør – heldigvis? – hverken det ene eller det andet på Strå.
Der er tale om ’alvorlig pop’ og sammenligningen med TV-2 er allermest tydelig på Mona Lisa, hvor repetitionen af et vers betyder, at meningen skifter; ’gemt bag et uskyldigt smil’ både en beskrivelse af den udkårnes skønhed – og fortællerens situation, hvor han skjuler sine følelser med smilet.
At lege med sproget på den måde, er stærkt og ret beset er Mona Lisa nok også det bedste bud på et legende, men dog alvorligt pop-nummer. Og ret beset minder fraseringerne også lidt om Steffen Brandt. Noget, der også virker tydeligt på Ganske Som Et Lille Barn.
Men det fungerer rigtig, rigtig fint.
Musikken er under den meget brede paraply ’pop’, men rummer blandt andet også blå messingblæsere og et deraf følgende til tider luftigt udtryk. Det får vi introduceret på åbningsnummeret, Diego, der måske meget passende kredser om en sydamerikansk fortælling om oprør, afslappet livsstil og, ja, livet: ’Dødt løb mellem himmel og afgrund’ går det efter et breakdown.
På Strå er man i godt selskab hele vejen igennem og selv om jeg må tilstå at det har taget mig noget tid at vende mig til den lidt dovne vokal, så vinder den ved nærere kendskab.
Alligevel føles 11 numre lidt langt. Afslutteren og titelnummeret er godt nok en kort, lækker vignet-agtig sag med støvede blæsere og masser af atmosfære. Men den virker mere netop afsluttende, end inviterende til at trykke play igen.
Teksterne er noget af det, der skal bære en plade som Strå. Når det lykkes – som ovennævnte eksempler – så er det ganske fremragende.
Men kombinationen af den lidt dovne stil i leveringen og lidt halv-langt mellem snapsene gør, at Verdens Sidste Idé ikke står knivskarpt på plade.
Det er ikke så sjovt som Sonja Hald, ikke så banalt-gennemtænkt som Peter Sommer, ikke lige så skarpt som TV-2. Og det er måske heldigt nok, for dermed bliver Verdens Sidste Idé sin egen – og det er dog blot andet album, bandet hermed leverer.
Det lyder i hvert fald som et band med mere krudt i kanonen…
Det er et voldsomt interessant og poetisk navn, gutterne i Verdens Sidste Idé har fundet til deres band. Det opstiller forventninger til netop idéen, der så enten kan afslutte (ide)verdenen med et brag – eller et klynk.
Jeg tror, jeg efter at have hørt pladen mange gange måske nok kunne ønske mig, at de nærmede sig mere én af disse yderpositioner. Men det er, bør jeg understrege, smag og behag!
– Jeg vil glæde mig til at se bandet, når det gæster Radar næste måned.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
