Hvordan klarer Velvet Volume den svære toer efter at nyhedsværdien er mindre? Ganske hæderligt og Ego’s Need byder på en palet af numre inden for rock – uden behov for for- eller efternavne til genren.
Velvet Volume bragede igennem i 2017 med Look Look Look og viste sig – den unge gennemsnitsalder til trods – at spille solidt og være ét af de stærkeste argumenter for, at rocken ikke er død i Danmark.
Men hvordan følger man så op? Pludselig er det ikke på samme måde en nyhed, at tre unge piger (endda søskende) spiller rock. På Ego’s Need følges der egentlig op med mere af det samme. Og det er godt. For de tre piger spiller sammen som om de har kendt hinanden hele livet (I know, I know), og da pladen byder på både melodiske hooks, riffs og variationer, så er der som lytter meget at glæde sig over.
Single-udspillet ‘Lonely Rider’ bliver en fin repræsentant for albummet. Det byder nemlig både på en skarp guitar-figur, der leveres både rocket og egal vokal, kokette stemmeknæk og tostemmig sang. Vi kommer med andre ord godt ud i kanten af Velvet Volumes kvaliteter. I fire fjerdedele og derudaf.
Planen er produceret lækkert så spillet står tydeligt frem. Der er ikke en voldsomt masse guitar-dubs, så der leveres et vist mål af ’live’-agtig, reel lyd. Altså ikke en masse produktions-fif eller tricks, men musik som man kunne forstille sig, den blev spillet live. Det holder. Og ikke mindst er det interessant at høre, hvordan bassen cykler op og ned, bærer drive og melodi, så guitaren ikke altid har den centrale plads. Det fungerer bare rigtig fint!
Og så kan de synge. Forsanger, Noa, har en rocket, ofte dyb og mere rå vokal og står for stemmeknæk mens Naomi står for den mere pæne, egale sang. Også det spiller rigtig fint sammen. Og evnerne bliver flittigt brugt. Det er lige ved at kamme over i nummeret ‘Congratulations’, hvor refrænet består af nærmest vrængende vokal fra forsangeren og det er lige ved at blive skabet. Men dog holder sig inden for stregerne. Nøjagtigt.
Balladen ‘Nice People Data Nice People’ bliver måske lidt uspektakulær, da den meget pænt fremfører en ballade. Men hvis ikke tre dygtige unge kvinder kunne skrive en pæn ballade, ved jeg ikke hvem der kan? Det bliver et stille indslag på en plade, hvor der ellers er godt fokus på rockens forskellige sub-genrer.
Som pladens titelnummer, ‘Ego’s Need’, der er et basdrevet, punket indslag med masser af energi og højt tempo.
Eller afslutteren (bortset fra en længere bonusversion af singlen) ‘Sunny LA’, der får en surf-æstetik med twanget guitar og en afslutning hvor der tørt siges ”…thank you for your attention / and goodnight!”
Der er ikke et dårligt nummer iblandt de ni (ti?) numre og charmen, de gode evner på alle instrumenter og et blik for melodi og godt vokalarbejde er intakt på denne toer. Ja, der er endda et lille smil i nummeret, ‘Young Love Again’, hvor refrænet går ”I know / It felt like we were young in love again” efter et sejt rockende vers. Joh, selv om man blot er i starten af 20’erne, har man da været yngre en gang… Jo-jo.
Når alt er gjort op, så er det en solid rockplade fra tre seje unge kvinder. Den kommer næppe til at få status af en klassiker, men kommer godt ud i kanterne af rocken og byder på en række interessante, overraskende skift i mange numre, som gør at vi er godt og vel ude over skabelon-rock her.
Det er ærgerligt at pladen ikke kan følges op med en tour, men den leverer smil og en god lytteoplevelse og så må man jo blot åbne en øl, når man sætter den på anlægget.
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
