Sidst vi havde Velociter i anmeldermaskinen her på siden var i forbindelse med deres debut-EP Hangar of Doom, som for knap to år siden fik 4 stjerner af produktive Ken. Dengang leverede silkeborgenserne en uforfalsket hyldest til old school thrash metal, uden afstikkere til moderne metalegne. Den stil fortsætter de på Heir of Solitude.
Lidt nyt er der sket hos Velociter. Der er blandt andet kommet en ny vokalist i form af Marika Hyldmar. Det betyder at vokalen er blevet lidt voldsommere end tidligere, og her er der tenderer den black-vokal. Musikalsk er det dog stadig thrash som den lød i 80’erne, der skinner igennem i Velociter’s udtryk. Det betyder heftige og hurtige riffs, piskende trommer, og generelt temmelig meget fart over feltet.
Det går i hvert fald hurtigt med at komme ud af starthullerne på ‘Shadowbreed’, der hamrer afsted efter en kort opbygning og en hidsig kort guitarsolo. De korte soli, af samme type som dem Slayer også anvender hyppigt, er i øvrigt et tilbagevendende fænomen på EP’en, og det er, som hos forbillederne, ganske effektivt. Opbygningen varer lige en tand længere på ‘Room 309’, hvor guitarriffene atter er et ganske overbevisende trækplaster.
Der bliver skruet helt op for tempoet, speederen trykkes ganske enkelt godt og grundigt i bund på ‘Mental Suicide’, hvor Hyldmar’s blackede vokal suppleres af en mere brølende mandlig vokal fra Rasmus Clemmensen (som siden indspilningerne er blevet erstattet af Frederik Enghoff). Det er heldigvis en kort eksplosion, for havde den varet meget længere end de lidt over 1 minut den blæser afsted, så var jeg nok kørt temmelig træt i den. Nu afløses den i stedet effektivt af ‘The Long Parade to the Graveyard’, i mine ører EP’ens bedste nummer, som tager sig tid til at bygge op med fint vekslende guitarspil, mens trommerne buldrende bygger op, til rytmen sætter sig, og vi hugger afsted med riffs så solide som meget store træstammer. Her veksles der også effektivt mellem brølende og skrigende vokaler, og i samspil den instrumentale side af sagerne er det en god cocktail. Flere gode temposkift giver også variation til udtrykket.
Den gode stime holdes i gang på titelnummeret ‘Heir of Solitude’, som også åbner med glimrende guitarsamarbejde mellem Bastian Reinholdt Madsen og Rasmus Clemmensen, mens Thomas Halborg Madsen’s trommer også sparker godt igennem. Det er dog ind i mellem som om der går lidt for meget tempojagen i versene, selv om glimrende instrumentale udladninger med hvinende guitarsoli, levende basspil og varieret dunder på trommerne.
Med på min anmelder-udgave er også bonusnummeret ‘Come to the Sabbath’, hvor vokalen leveres semi-rent af Rasmus Clemmensen, mens Mike Wead gæsteoptræder med soli. Det synes jeg egentlig klæder Velociter’s musik, men det er også smag og behag hvordan vokaler lige rammer én. Der er også lidt variation i forhold til total-thrashen på resten af EP’en, med mere melodiske guitarstykker og et lavere tempo i flere passager, og et udtryk, der lander et sted mellem heavy metal og rock. Velociter’s bedste øjeblikke på EP’en ligger i det old school thrashede, men derfor gør det ikke noget, at der også bliver gået lidt alternative veje undervejs også, og her er ‘Come to the Sabbath’ en velkommen udflugt.
Velociter kan højtempo-thrashe så det er en fryd i nogle passager. Det er gennemkompetent udført og med stor respekt for genren. Originaliteten er dog fortsat ikke i højsædet, men generelt er det numrene bundsolide, omend ikke allesammen lige interessante at lytte til gentagne gange. Samtidig er jeg ikke helt fan af den mere skrigende og voldsomme vokal, men igen, det er nok smag og behag. Intensiteten og evnerne er der ikke noget at udsætte på, og er thrash af den Slayer’ske slags lige dig, så bør du give Velociter et tjek. Det hiver lige præcis Heir of Solitude op på 4 stjerner.
Besøg Velociter på facebook – eller tjek dem ud til deres release på Gyngen i Aarhus, lørdag d.25. april.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
