Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Velociter: Hangar of Doom EP **** (4/6)

Velociter: Hangar of Doom EP **** (4/6)

2523
0

Herningensiske Velociter spiller ifølge dem selv old school thrash/heavy metal, med inspiration fra alle genrens velkendte navne – og for en gangs skyld er der bekendt 100% kulør og ikke pyntet på musikken med ord som “unikke” eller “originale”. Det her er så old school som det næsten bliver, og mestendels på en god måde.

Det fire man store band er dannet i november 2011, og Hangar of Doom er deres debut EP, ingen af delene skinner igennem på nogen negativ måde. Velociter lyder om noget sammenspillede og som om de aldrig rigtig har lavet andet end bare at spille fee hævy thrash. Ulempen er, at nok er det energisk og lyder som om det kommer fra hjerter der banker tungt for genren, men hvis du leder efter den mindste form for nytænkning, så er du gået galt i byen. Et faktum bandet ikke prøver at skjule, men nærmest lader til at svælge i med stolthed – så, let’s get old school!

Hangar of Doom (fed heavy titel iøvrigt) består af 6 numre, inkl. en kort vellykket stemningsopbyggende intro, “Hell Arising”, der på under 1 minut slår en lettere foruroligende og dunkel tone an. Der er nu ikke noget specielt farligt eller mørkt over Velociter’s musik, det er bare lige ud af landevejen riff-o-tastic metal, med sus i garnet, en god bredstående, sammenbidt ansigt (måske en tunge hængende ud i den ene side) og middel niveau nakke-nik. Det er i hvert fald det indtryk titelsangen “Hangar of Doom” efterlader, når den uproblematisk trykkes af som første reelle nummer på EP’en. Velociter har et sikkert greb om opbygningen af deres numre, det er en gammelkendt skabelon for genren der benyttes, javel, men i deres hænder lyder den dog hverken slidt eller uddateret. Det er bare klassisk thrashet heavy metal sangskrivning, og hvis du tænker “hey, jeg tror jeg ved hvordan de lyder så”, så har du sikkert helt ret.

På den efterfølgende “Death of A Pilgrim” drejes klangen i en lidt mere groove-thrashet retning, så der for alvor kommer gang i nakkemuskulaturen og mere liv i bentøjet. Også her har Velociter fuldstændig styr på deres virkemidler og genrens konventioner, tilsat deres veludviklede sans for at skrue et medrivende nummer sammen. Teksten lyder som en omgang typisk metal lyrik, noget med død og skæbne, sådan er det jo. Her kunne man måske godt arbejde lidt med sangskrivningen, hvis man ville skille sig selv lidt ud på et punkt. Alt det velkendte, musikalsk som lyrisk, ændre dog ikke det mindste på, at “Death of A Pilgrim”, er endnu en sikker træffer fra Velociter, på en EP der kommer virkeligt overbevisende fra land.

“A Madman’s Delirium” indledes med en lille flirt mellem bas og trommer, inden Ralle Tobias Clemmense’s klassiske thrash brøle vokal sætter ind og nummeret for alvor starter. Det er eneste nummer på Hangar of Doom, hvor hans ellers rigtig fine vokal ikke rigtig overbeviser mig. Det lyder på en eller anden måde lidt for…. dansk? Den falder ikke igennem, men der er altså et eller andet der forstyrrer helhedsindtrykket her. Samtidig er melodien heller ikke EPens mest mindeværdige, den bumler bare lidt derudaf uden helt at hænge fast. Men igen er det rent teknisk meget veludført, bare en smule forglemmeligt i forhold til den stærke indledning af Hangar of Doom. Det er dog hurtigt glemt, når den fede guitar intro på “New Antichrist” trækker et ganske imponerende nummer ud af starthullerne. Velociter sætter tempoet lidt ned i forhold til EP’ens foregående sange, men til gengæld skrues der op for følelsen af tyngde. Efter den over 1 minut lange indledning på nummeret sætter thrashen ind igen. Denne gang mere knurrende og faretruende en tidligere på EP’en, imens Clemmense stirrer djævlen i øjnene (ifølge teksten) på klassisk metal-manér. Det har fanden nok prøvet før fra utallige andre heavy dudes, men “New Antichrist’s” olme tone kunne nu måske alligevel få den satan til at blinke, bare en enkelt gang.

Efter en tur til helvede, er vi nået til det sidste nummer fra Velociter i denne omgang. “The Consequence of Betrayal” er ikke blot bandets sidste fuld fede heavy salut, men samtidig det længste og mest ambitiøse nummer på Hangar of Doom. I løbet af de næsten 7 minutter kommer vi godt omkring i det gammeldags metal-univers Velociter opererer indenfor. over regulær thrash, via et mere heavy metal influeret stykke, hen til en helt afdæmpet passage med stemningsfuld melodisk metal og en “ren” vokal, som man kender det fra f.eks. Machine Head, inden sangen brages i mål med EP’ens bedste guitar stykke. Bandet får demonstreret nye sider af talentet her, hvilket i den grad klæder dem, og får bevist at evnerne bestemt rækker til at udvide deres thrashede comfort zone med mere melodisk metalliske udflugter.

Hangar of Doom er på stort set alle punkter en klassisk stok-konservativt metal udgivelse, hvor især thrashens traditioner hyldes og dyrkes. Når Velociter tænker udenfor boksen, så gør de det ikke ved at gå i eksperimenterende og skæve retninger, men ved at inddrage velafprøvede elementer fra andre klassiske metal-genre. Men de vinder utroligt meget ved, at det overordnet fremstår som en dybtfølt kærlighedserklæring til disse genre. Hangar of Doom lyder simpelthen som en hangar der er fyldt med blod, sved, tårer og varme følelser til metalmusikken. At der så ikke er antydningen af originalitet at spore i denne hangar, det kan jeg sagtens leve med, når det der leveres fra Velociter emmer af stil, overskud og rent ud sagt Metal med stort M. Det rækker til 4 store og flotte stjerner i denne omgang, med den femte indenfor rækkevidde, hvis de formår at sætte et lidt mere personligt aftryk på musikken en anden gang.

Anmeldt af Kodi

Du kan downloade EPen HER, eller kigge forbi Velociter på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleColfach – We Won’t Stop – 7/8 – 2013
Next articleR.E.M. – I’ll Take The Rain – 8/8 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.