Home Koncert omtaler & artikler Februar 2017 - Koncert omtaler & artikler Ved endestationen – Interview med Caved Crow

Ved endestationen – Interview med Caved Crow

2205
0

Nordjyske Caved Crow vinker farvel med EP’en Is It Hope? Vi fangede dem til et hurtigt interview ovenpå udgivelsen, om hvordan det er at skulle lukke projektet ned, og hvad der skal ske nu.  

Nordjyske Caved Crow udsendte d.31. januar deres anden EP, Is It Hope? Det blev også deres sidste, på grund af stemmeknuder hos forsanger Trine Valsted, som gør, at bandet ikke kan være så ambitiøse som de gerne ville være med live-optrædener, har de valgt at trække stikket. Vi fangede Trine, guitarist og sangskriver Brett Tootle, guitarist og vokalist Frederik Ejdrup, og percussionist Teis Harrington til et interview om, hvordan det er, at skulle tage sådan en beslutning når man ellers har haft en succesfuld begyndelse, hvad de bedste oplevelser har været, og hvad fremtiden byder på.

I er klar med jeres anden EP, som samtidig bliver jeres sidste udgivelse som Caved Crow – hvordan har det været at skulle afslutte projektet og hvordan har processen frem mod afslutningen været?

Trine: “Det har været meget vemodigt at være nødsaget til at stoppe. Men det har jo desværre ikke været til diskussion for mit vedkommende som følge af problemerne med min stemme. Med det in mente er det dog dejligt at slutte af med at udgive en masse musik, som vi selv er stolte af”

Brett: “Frem mod afslutningen har vi blandt andet tilbragt mange hyggelige timer sammen i adskillige minusgrader i forbindelse optagelsen af vores EP-video. Ellers har den sidste tid gået med lidt tid i studiet og særligt en del arbejde for vores gode ven Grith, som altid har stået for en stor del af det visuelle i Caved Crow”

I kommer godt omkring tematisk på EP’en – hvad har inspireret jer, både musikalsk, men også til tekstuniverset? 

Brett: “Først og fremmest tror jeg, at vi med tiden blev musikalsk inspireret af et mere modent og dybdegående univers, som vi sammen skabte. Vi fik i efteråret 2014 frembragt en særlig form for melankolsk stemning på ‘Midnight Train’, der, i mine øjne, lidt var en forgænger for pladens andre numre, som alle kom efterfølgende. Lyrikken i Caved Crow har næsten altid været inspireret af alt det, der sker omkring os. Vi ser altså i højere grad ud på den verden, vi lever i. ‘Factories & Cold Machines’ er et eksempel herpå, hvor vi kritisk ser på materialiseringen af lavt stillede mennesker, hvis identitet udadtil er tættere på et redskab eller en maskine end et menneske”

Hvordan har I valgt numrene ud til EP’en – hvad har været vigtigt for jer at vise verden?

Brett: “Numrene på Is It Hope? er primært valgt ud fra en følelse af helhed. Det har været vigtigt for os at vise, hvor vi egentlig gerne ville hen med Caved Crow inden vi blev nødt til at sige stop. Derfor er EP’en her ikke en tilfældig samling af numre, vi havde til rådighed – hvilket den første EP “Ignorance Is…” egentlig nærmere var. Så det vigtigste for os har været, at skabe en mere helstøbt plade, der viser, hvem vi er / var som band”

I har både nået at spille på Spot Festival og vinde Band Battle i jeres relativt korte levetid – Hvad har været den største oplevelse i jeres tid med Caved Crow?

Teis: “Hvis jeg skal vælge én ud af de mange gode oplevelser, vi har haft med det her band, så står Band Battle-sejren for mig som det største øjeblik. Det skyldes, at hele forløbet fra tilmelding til semifinale og finale skete meget få måneder efter bandets egentlige etablering. Ingen af os havde regnet med en anerkendelse i den størrelsesorden efter så kort tid – og så lagde konkurrencen et vigtigt fundament for bandets videre udvikling. Det gav os blod på tanden til at videreudvikle vores lyd og komme ud på en masse spillesteder med den”

Brett: “En anden stor oplevelse var vores release-koncert tilbage i 2014, hvor et helt proppet Studenterhuset i Aalborg var helt oppe at ringe. Stemningen og kemien mellem os og publikum var den aften noget helt specielt!”

Hvad skal der ske for jer i bandet fremadrettet? Arbejder I videre med musik i nye konstellationer?

Teis: “For tiden bruger jeg meget af min tid med at passe mit studie. Derudover har Brett og jeg gang i et nyt mere rocket projekt, hvor mit percussion-setup er skiftet ud med et almindeligt trommesæt, og de akustiske guitarer er skiftet ud med elektriske – musikken er dog, ligesom den var i Caved Crow, stadig meget melodisk. Trine tager en lille pause fra musikken for at fokusere på sit studie”

Frederik: “Jeg har brugt den seneste tid på at pusle med, hvad der skal ske på den anden side af Caved Crow. Jeg har etableret et hjemmestudie og bruger størstedelen af mine frie timer der. I øjeblikket fungerer det primært som et lyd-laboratorium; og her vil jeg investere den næste tid på at finpudse, hvad der skal kendetegne min lyd. Indtil videre er vi ude i noget beskidt, rocket guitar understøttet af 90’er-inspirerede beats. Den endelige konstellation er ikke på plads endnu”

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleDet ruller tungt – interview med Jens Back/Colossal Booking
Next articleGFR Fokus: Det danske festivallandskab anno 2017

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.